Sen undskyldning
I aftes ringede telefonen; det var en, jeg havde gået i skole med til 8. klasse. Han ringede og undskyldte, at han havde mobbet mig i skoletiden.
Jeg var handicappet dengang og havde en forfærdelig skoletid med konstant mobning af drengene. Jeg gik med ortopædiske indlæg og støvler, jeg duede ikke til fodbold og gymnastik, nogle gange kom jeg til skole bag på mors cykel. Det er ca. 50-60 år siden, og jeg tænkte ikke på ham eller de andre med bitterhed.
Jesus mødte mig som 17-årig med vidunderlig frelse og helbredte mine fødder ca et år efter.. Læger havde fortalt min mor jeg aldrig ville komme til at gå normalt!
Denne opringning gjore mig glad; men tænk at gå med skyld i så mange år, som der kunne været fået tilgivelse for for længe siden!
Skyld er et af vor tids store problemer, med søvnløshed, dårlige nerver, frygt og til tider et for stort forbrug af sundhedsskadelige piller, alkohol og stoffer.
Jesus blev Stjerne i mit liv, og han lyste op og forvandlede det ved at tage skyld, frygt, forkastelse, menneskefrygt, hidsighed, selvmordstanker og megen anden elendighed fra mig.
Jeg døjede med hidsighed, når jeg var blevet mobbet! Jeg var egentlig bange for mig selv, bange for hvad jeg kunne gøre mod andre i en sådan tilstand.
I Guds ord fandt jeg de forløsende, forløsende ord:
Lad jeres milde sind være kendt af alle folk!
Det begyndte jeg at gå og citere gang på gang, og det forløste noget inde i mig, det skabte noget nyt!
Jeg blev helt mild, og vreden forsvandt! Hver gang det er ved at dukke op, bruger jeg disse ord, og de virker. Jeg tror, at andre møder mig som mild generelt, jeg kan godt blive vred over uretfærdighed og påtale det, men jeg er ikke hidsig.
Senere samme aften/morgen stod jeg og pakkede nødhjælp, som jeg plejer, og tænkte over samtalen med skolekameraten og lyttede til radio 20 247 247.
Der var der en samtale med en kvinde, som havde overvundet hidsigheden i sit liv og fået et meget bedre liv. Det var rigtig positivt, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad jeg brugte til at komme af med min.
Jeg havde ikke tænkt at skulle med i direkte udsendelse om det.Emnet i udsendelsen var: hvad har der været i dit liv, der har skabt forandring?Jeg har før vidnet på radioen, men de ord, der forløste min hidsighed, blev ved at klinge i mit indre, og jeg ringede. De ringede lidt senere og ville gerne høre. Ordene med det milde sind gik lige ind, jeg sagde, de var fra Bibelen. Studieværten blev ved med at gentage dem. Jeg fortalte så om opringningen, og om undskyldningen, jeg fik med 50/60 år forsinkelse. Men han har gået med skyld så længe. Jeg opfordrede til, at man fik gjort op, så man kunne få fred for skyldstankerne!
Det er godt, vi kan få tilgivelse hos Jesus og Gud, men jeg har erfaret, at det er vigtigt at få det gjort op med mennesker, som man har forurettet, det er godt for begge parter.
Der var andre personer inde med ting fra deres liv, men i en opfordring om at ringe ind fortalte hun uddrag fra mit indlæg en hel time senere.
Livet bliver både lettere og bedre, hvis vi ikke har uopgjorte sager eller hidsighed i vort liv.
Af Allan Fisker, Brabrand