Brugbare tanker om sjælens evighed

Jacob Brønums ”Argumenter mod døden” taler for det evige liv, men er alligevel præget af en blind tiltro til populærversionen af naturvidenskaben.

Jacob Brønnum præsenterede sig selv og sin bog i Udfordringen (november 2015), og med en præsentation af forfatteren som: cand. teol. , redaktør af præsteforeningens blad og forfatter til 24 bøger. Barnebarn af Sudanmissionens første missionær Niels H. Brønnum og freelancer på Udfordringen 1988-92 – er der lagt op til noget stort.

Mindre interessant bliver det ikke, når forfatteren ønsker at vise: ”at naturvidenskaben har tabt noget i farten. Biologien har ingen anelse om, hvordan selve livet bliver livet, og atomfysikken har ingen idé om, hvor det er kommet fra.”

Relevante spørgsmål

Brønnum rejser en bunke relevante spørgsmål. Hvordan ser det moderne menneske på begreberne sjæl, psyke og ånd? Hvad med spørgsmålet om frelse eller fortabelse? Findes der liv i en eller anden form efter legemets død? Hvad betyder naturvidenskaben for vores forståelse af Gud, vores opståen og indplacering i den store orden?

Interessante analyser

Brønnum tager fat på arbejdet ved hjælp af nulevende- og filosoffer fra antikken. Bl.a. introduceres vi for Peter van Inwagen, som forholder sig til det fundamentale spørgsmål: ”Hvad er det, jeg refererer til, når jeg siger jeg?” (s.10). Herefter listes 9 mulige udsagn op, som illustrerer grundlæggende uenigheder om, hvorvidt jeget er begrænset af rummet, knyttet til kroppen, evigt eller flygtigt osv.
Herefter bevæger vi os tilbage til antikkens store digtere og ser på de skildringer af død og dødsriger, som eksisterede længe før kristendommen. Videre ved hjælp af Platons idélære, om tingenes grundform, som er præmateriel, ja i vel i grunden immateriel, og trækker på idéen om et ordnende princip, som sagtens kan være Gud. Og så til naturvidenskaben, som får ”definitionsretten” i forhold til, hvordan menneskelivet er skruet sammen, og den mener, siger Brønnum: ”at når mennesket dør, er det er ligesom at trække stikket ud på en brødrister. Så virker den ikke mere.” Hertil stiller den menneskelige bevidsthed spørgsmålstegn. Som forfatteren siger, har mennesker til alle tider følt, at det ikke er slut med døden, men det kan ikke bevises. Der er jo ikke nogen, som er kommet tilbage for at fortælle om det. Og til naturvidenskabens forhold til livets opståen tilføjer forfatteren: ”Man ved med andre ord ingenting” (s.91).

Hertil og så ikke længere

Brønnum prøver at tale ind i den virkelighedsopfattelse, han står overfor, siger han (Udfordringen). Denne virkelighedsopfattelse er i den grad præget af en blind tiltro til populærversionen af naturvidenskaben, skal vi tro forfatteren:
I gamle dage troede praktisk taget alle mennesker, der nogensinde havde levet, at der er noget bagefter. Men siden naturvidenskaben kom til, har der ikke rigtig været plads til det.
Når evangeliet blev forkyndt før i tiden, havde ingen problemer med perspektiverne. Selv Kristi opstandelse var i og for sig en del af virkelighedsbilledet. Man vidste, at der var noget bagefter (Udfordringen, november 2015).
Selvom Brønnum problematiserer naturvidenskabens brugbarhed, når det kommer til at sige noget om sjælen, livet efter døden og muligheden for ”tilværelsens skabende princip” (s. 148) – så bevæger han sig ud fra selvsamme naturvidenskab, når det kommer til skabelsen, Jesu opstandelse, jomfrufødslen osv.
”Ved menneskets tilblivelse efter en lang evolutionsproces, hvor bevidstheden og sproget til sidst springer frem som vanddråber på et blad, bliver mennesket delagtigt i bevidstheden og derved i hengivelsen” (s. 150).
Stil det overfor Bibelens skabelse: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem”, 1.Mos. 1.27 og fortsættelsen, som handler om det formål, Gud giver mennesket, så bliver Brønnums beskrivelse poetisk tågesnak. Gud – eller Bibelens Gud – forsvinder ud af ligningen sammen med store dele af trosbekendelsens artikler. Brønnum tager ikke som sådan et opgør med trosbekendelsen, men bibelsynet giver den følgevirkning, at man må læse Bibelens beretninger som et udtryk for fortolkning og ikke som umiddelbar sandhed.
”Jeg er opstandelsen og livet.” Der er ingen, der regner med, at det er noget, Jesus af Nazaret har stået og sagt til folk – det er en teologisk fortolkning af det, skribenten mener evangeliet om Jesus Kristus betyder” (s.112).
Citatet ovenfor illustrerer mit grundlæggende problem med bogen. Når Brønnum fuldstændig skråsikkert fastslår, at ”ingen” antager, at Jesus har sagt, som evangeliet hævder. Så må jeg bare sige hertil og ikke længere! Det kan være, forfatteren ryster på hovedet over dette uddaterede standpunkt og tillægger det min frikirkelige og uhyre mangelfulde bibeltolkning (s. 135), men jeg nægter at anerkende det synspunkt, som efter min mening er arrogant og mere demonterende af det bibelske verdensbillede end videnskaben (s.81). At en hvilken som helst teolog, på en afstand af et par tusinde år, mener at kunne fastslå, hvad Jesus egentligt sagde eller fik lagt i munden, det sår tvivl om Bibelens troværdighed, og det vil jeg ikke være med til.

Suveræne livsytringer

Det betyder dog ikke, at bogen er uden brugbart indhold. I de afsluttende kapitler kombinerer Brønnum Platons idélære med K. E. Løgstrups suveræne livsytringer. Det fører til bogens egentlige pointer: At tro på Jesus er at følge ham. At hengive sig til andre mennesker, sætter os i forbindelse med det evige – eller som Løgstrup siger ”evigheden inkarnerer sig i kravet, der udgår fra det andet menneskes eksistens” (s.160).

Jacob Brønnum: Argumenter mod døden
168 sider • 176 kr. • Forlaget Alfa