Danmission sender ny udviklings-rådgiver til Madagaskar

Agyedho Othwonh Bwogo fra Sydsudan skal være rådgiver i Madagaskar. Foto: Danmission.
Agyedho Othwonh Bwogo fra Sydsudan skal være rådgiver i Madagaskar. Foto: Danmission.

Agyedho Othwonh Bwogo har tyve års erfaring fra humanitært udviklingsarbejde, når hun rejser til verdens fjerdestørste ø som udsendt for Danmission.
54-årige Agyedho Othwonh Bwogo er netop tiltrådt som ny udviklingsfaglig rådgiver for Danmissions arbejde i Madagaskar. Her har Danmission siden 1978 arbejdet med kirkeudvikling, fattigdomsbekæmpelse og dialog. Agyedho Othwonh Bwogo skal stå for udviklingen af Danmissions fattigdomsbekæmpende arbejde på øen. Hun får også ansvar for tilsyn og opfølgning på projekter og budgetter sammen med Danmissions samarbejdspartner, den Madagassiske Lutherske Kirke (FLM) og andre partnere.
Agyedho Othwonh Bwogo er oprindeligt fra Sydsudan, men har boet i Danmark i en årrække. Hun har en bachelorgrad i landbrugsvidenskab og en mastergrad i virksomhedsadministration. Hun har i flere perioder arbejdet for Folkekirkens Nødhjælp i Danmark og Sydsudan og var i fem år konsulent og rådgiver for Kirkernes Verdensråd i Geneve.
Hun har desuden været gæsteunderviser ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Syddansk Universitet og København Erhvervs Akademi (KEA), Management.
”Jeg glæder mig til at bidrage med mine erfaringer og store interesse for at arbejde med fattigdomsbekæmpende projekter, der hviler på de kristne værdier, liv og menneskesyn. Og jeg glæder mig til at lære et nyt land at kende og være med til at skabe gode resultater der,” siger Agyedho Othwonh Bwogo, der flytter til hovedstaden Antananarivo i løbet af februar.