Den fede mand

Jeg plejer ikke at lave nytårsfortsætter. Jeg har altid tænkt, at det er dumt at vente til en bestemt dato, inden man gør noget. Men i år har der langsomt udviklet sig et fortsæt, som føles rigtig godt.

Jeg er typen, der tænker lidt for meget over tingene. Jeg er også typen, der får mange ideer. Desværre er jeg ikke typen, som gennemfører mine mange ideer og visioner. Jeg har ofte brug for nogen, som kan hjælpe mig i gang. Sådan plejer det i hvert fald at være.

Men i år fik jeg pludselig den klare lyst til at gøre noget ved det! Så nu er jeg begyndt at fokusere på, at der skal handles. Det har indtil videre resulteret i, at jeg har brygget min første øl, malet et par malerier – og hængt dem op(!), læst en bog, købt en lænestol, m.m. Og der er flere ting på listen. Fx vil jeg gerne lave honningkager.

Det føles virkelig godt. Jeg føler, at jeg lever mere, og at jeg får udrettet noget med mit liv. I går snakkede jeg med min netværksgruppe om det at gøre noget. Jeg så engang en tegning, som skulle forestille et kristent møde. Men alle dem, der sad til mødet, var så fede, at stolene næsten ikke kunne bære dem, og de kunne næsten ikke bevæge sig. Det var et billede på den kristne, som går til et utal af møder og åndeligt set spiser og spiser, men aldrig bevæger sig udenfor lokalet for at bruge den ophobede energi. Til sidst bliver han en af de der typer, som har de rigtige meninger, men aldrig har brugt dem til andet end at vinde diskussioner mod andre kristne…en farisæer, tror jeg man kalder sådan én?

I dag læste jeg starten af Peters Andet Brev, og han skriver blandt andet: ”Sæt derfor alt ind på, at jeres tro bliver en tro, der vil noget.” Det taler til mig. For ligesom jeg ofte har ladet mine små drømme og ideer blive ved tanken, så sker det desværre også, når det handler om det, Gud siger. Men sådan bliver det ikke ved med at være. For min tro skal være en tro, der vil noget. Den fede mand trænger til at tabe sig.