Hvedekornets vej er Jesu vej og vor vej

”Herre, vis mig din vej, og gør mig villig til at gå den!” bad Den hellige Birgitta fra Vadstena.

Et par af disciplene var kommet til Jesus og havde fortalt ham noget glædeligt: at nogle grækere havde udtrykt ønske om at komme til at se Jesus.

Da er det, Jesus svarer dem: ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres.” Det var lige præcis, hvad disciplene drømte om: at Jesus skulle ride videre på den bølge, der var startet, da han Palmesøndag red ind i Jerusalem, ikke bare på et æsel, men på en bølge af folkets jubel og lovprisning af ham. Nu var der også nogle grækere, der viste interesse for ham.

Et slag i ansigtet

Men Jesus fortsætter med nogle ord, der må have virket som et slag i ansigtet på dem:
”Sandelig, sandelig siger jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver der kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.”
Jesu vej er ikke selvpromoveringens og popularitetens fascinerende og tillokkende, men i bund og grund falske vej. Jesu vej er hvedekornets vej. Som det golde, nøgne frø må lægges i jorden og dø, sådan skulle Jesus dø for at give verden liv. Snart ville de komme og gribe ham, piske ham og føre ham uden for byen, hænge ham op på et kors og bagefter lægge hans lig i graven.

Grufuldt at se på! Men det var den vej, Jesus valgte. For ham var det et valg uden alternativer, hvis du og jeg skulle blive frelst. Dog mærker vi kampen hos ham, som er både Gud og menneske. Hans indre er i oprør. Han har lyst til bede om at slippe fri: ”Fader, frels mig fra denne time!” Men i næste åndedrag: ”Nej, det er jo derfor, jeg er nået til denne time.” Det var jo målet for hele hans vandring: som hvedekornet at falde i jorden og dø for at give verden liv.

Jesu vej er også vores vej

Jesus siger: ”Følg mig!” Jesus udpeger selv vejen for os: ”Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.” Der er altså ikke 117 forskellige veje for os at vælge imellem. Vil du kende Jesus, er der kun én vej at gå: Jesu vej, som er hvedekornets vej.

Jesus styrede ikke efter at blive populær og få ydre succes. I stedet gik hans vej til Golgata, hvor han ofrede sit liv under mængdens hån, mens han selv forholdt sig tavs. Sådan må vi også være villige til at lide uret for Jesu navns skyld.

Jesu vej gik der, hvor han til sidst måtte give sit liv. Selv om vi i vores verden kan have svært ved at forholde os til det, så er det at dø for troens skyld den ultimative pris, der må betales for at følge Jesus. Det er at følge martyriets vej.

Martyrer i Danmark?

Findes der martyrer i Danmark? Den 5. december 1943 holdt Kaj Munk en prædiken, hvori han bl.a. sagde: ”Når kirken har stået så forholdsvis svag i forhold til de fremstormende nye religioner, så skyldes det ikke Kirkens Herre, som evigt er den samme; men det skyldes os, Kirken selv, der har mistet sit næst dyrebareste klenodie. Det dyrebareste er Kristus selv; men det næst dyreste er martyrsindet, de kristnes martyrsind – ikke at de ville være helte og var bidt af ærgerrighed, ikke at de var sjælesyge og fandt fornøjelse i selvpinsel, men at de elskede Kristus sådan, at intet offer var dem for stort.”
Mindre en et halvt år senere blev Kaj Munk hentet af tyskerne i præstegården i Vedersø, og på landevejen uden for Silkeborg blev han koldblodigt likvideret.

Kærligheden hos Kristus

”De elskede Kristus sådan, at intet offer var dem for stort.” Den kærlighed finder vi ikke hos os selv, men den er et resultat af den kærlighed, Kristus har mødt os med, da han var villig til at følge hvedekornets vej og betale kærlighedens højeste pris: sit eget liv.

Dagens tekst: Joh. kap. 12:23-33

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

Tro på Lyset, mens I har Lyset
20 Blandt de mange mennesker, der var rejst til Jerusalem for at fejre påskefesten, var der også nogle grækere, som var kommet langvejsfra. 21 De henvendte sig til Filip, der var fra Betsajda, og sagde: »Vi vil også gerne møde Jesus.« 22 Filip sagde det til Andreas, og de gik sammen hen til Jesus og fortalte ham det. 23 Jesus sagde til dem: »Nu er det øjeblik kommet, hvor Menneskesønnen skal ophøjes. 24 Det siger jeg jer: Hvis ikke et hvedekorn bliver lagt ned i jorden og dør, så bliver det aldrig til mere end det ene korn. Men hvis det dør, vil det bære megen frugt. 25 Den, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men den, der giver afkald på sit eget liv i denne verden, vil få det liv, som varer evigt. 26 Den, der vil tjene mig, skal følge mig, for min tjener skal være sammen med mig, hvor jeg end er. Og Faderen vil belønne enhver, som vil tjene mig. 27 Mine inderste tanker er i oprør. Skal jeg bede: Far, skån mig for det, der venter forude? Nej, det er jo derfor, jeg er kommet så langt, som jeg er. 28 Far, vis din storhed!« I det samme lød en stemme fra himlen: »Jeg har vist min storhed, og jeg vil vise den igen!« 29 Nogle af dem, der stod omkring ham og hørte stemmen, mente, at det havde tordnet, men andre sagde: »Det var en engel, der talte til ham!« 30 Jesus sagde da til dem: »Den stemme lød ikke for min skyld, men for jeres. 31 Nu er tiden kommet, hvor denne verden skal dømmes. Nu skal denne verdens fyrste smides ud. 32 Og når jeg bliver løftet op, vil jeg drage alle til mig.« 33 Med de ord hentydede han til, hvordan han skulle dø.