Jesus er vores problemløser

Young woman standing in front of taxi, she has reached her destination, the taxi driver will help with the luggage
Bliv ved med at mase dig endnu engang ind på Jesus – han vil høre dig!

 

Vi kommer måske nok til Jesus med vores problemer, men ofte er vi for hurtige til at give op,
hvis bønnesvaret ser ud til at udeblive. Men Jesus opfordrer os til at ”trænge os på” for at få svar.

Lukasevangeliet kap. 18:
”Han fortalte dem en lignelse om altid at bede og ikke blive trætte. Han sagde: ”I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker.
I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: ”Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.« Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart.”

Hold ud i bønnen

Dette skriftsted har hjulpet mig meget på det sidste. Det første, vi skal lægge mærke til, er, at denne lignelse lærer os, at vi skal holde ud, når vi beder.
Mange gange, når vi beder om noget, gør vi det en tid, og når vi så ikke får bønnen besvaret, holder vi op igen. Vi taber modet, fordi vi tror, at vi ikke bliver hørt.
Det næste vi lægger mærke til, er dommeren, som ikke ville hjælpe denne enke, men til sidst siger han disse ord: ”Selv om jeg er ligeglad med Gud og mennesker, så må jeg nok hellere afsige en dom, siden hun bliver ved med at besvære mig”.
Det begejstrer mig at læse dette. Faktisk står der, at Jesus ønsker, du skal volde ham besvær. Vi skal på samme måde som enken være over Jesus hele tiden.

Vær til besvær!

Når du vågner om natten og ikke kan sove, så skal du ikke være irriteret, men du skal begynde at bede.
Jeg er begyndt på en hel ny bøn. Jeg starter ofte min bøn med at sige: ”Jesus nu kommer jeg igen og minder dig om det, som jeg mange gange har nævnt for dig. Du har selv sagt, at vi skal volde dig besvær, så du kommer ikke af med mig, før du besvarer denne bøn.”

Vi skal ikke komme til Jesus og tænke, at det ikke går at bede så mange gange om det samme. Han opfordrer os til at bede og ikke blive trætte.
Se på enken – hun kom gang på gang, og resultatet udeblev ikke. Hør det vidunderlige løfte: ”Skulle Gud ikke skaffe sine udvalgte deres ret, dem som råber til ham dag og nat”.
Jeg tilføjer ”flere gange om natten og flere gange om dagen og gerne om det samme”. Jeg tror, Jesus elsker, at vi trænger os ind på ham igen og igen.
På det sidste har jeg også oplevet at få svar på emner, som jeg har bedt for længe. Efter denne nye opdagelse svarer Herren også på den slags bønner.

Bed og læs i Bibelen

Til dig, som er ved at miste modet og er holdt op med at bede og at læse i Bibelen: Du må i gang igen, kom tilbage til Jesus – han venter på dig.
Måske skal du sige undskyld for nogle ting, som du aldrig skulle have gjort. Du vil opleve, at livet atter kan blive fyldt med glæde og den fred, som kun Jesus kan give.
Til sidst vil jeg pege på et anden sted i Bibelen, som fortæller noget af det samme, som her er beskrevet, nemlig fra Lukas kap. 11: 5-9:
”Han sagde også til dem: Hvis en af jer har en ven og midt om natten går hen til ham og siger: Kære ven, lån mig tre brød, for en ven af mig er kommet rejsende, og jeg har ikke noget at byde ham, og han så svarer derindefra: Spar mig for det besvær! Døren er allerede låst, og mine børn og jeg selv er gået i seng. Jeg kan ikke stå op og give dig noget – jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver ham noget for venskabs skyld, vil han dog på grund af hans påtrængenhed rejse sig og give ham, hvad han har brug for.”
Her skal vi lægge mærke til ordene. Selvom han ikke vil give ham for venskabs skyld, så vil han give ham det, han har brug for på grund af hans påtrængenhed. Det her ord påtrængenhed er vigtigt for os. Kan du huske, hvad der stod, dommeren sagde: ”fordi hun volder mig besvær, vil jeg give hende hendes ret over modparten.”
Nu har vi to steder, hvor Jesus opfordrer os til hele tiden at minde ham om vores problemer, så hold dig ikke tilbage.
Der står også i Lukas kap.11 vers 9: ”Bed, så skal du få”. Den rigtige oversættelse siger ”Bed, og bliv ved med at bede, så skal du få”.

I Fadervor i samme kapitel, kan vi læse ”Giv os i dag vort daglige brød”. Altså skal vi hver dag bede denne bøn.
Jeg håber med denne artikel at kunne opmuntre dig til virkelig at mase dig ind på Jesus med dine problemer.
Du, som har svært med at få solgt dit hus, bed! Et sted ude i befolkningen er den køber, som skal købe dit hus.
Bed for vores land, for vores regering. Lad være med at kritisere, bed i stedet. Bed for din by, og din borgmester.
Bed for din kirke, dine prædikanter og dit lovsangskor.
Du som i lang tid har bedt for et familiemedlem, bliv ved mase dig ind på Jesus, han vil høre dig.
På denne måde kunne jeg blive ved. Vi må blive ved med at bede.


Artiklen fortsætter efter annoncen: