Julen – fakta eller fiktion?

Den sidste Udfordringen 2015 var både interessant og udfordrende. I Bodil Lantings klumme s. 2 angående Peter V. Legarth omtales vismændene i Matt. kap. 2 som astrologer. Skønt der er lidt astrologi, er det mere korrekt at bruge et andet ord: astronomi. Det er det, det drejer sig om.

I profetien i 4. Mos. 24:17 har oversætterne bevaret det astronomiske udtryk: ”En stjerne går op…” Det tidspunkt, hvor en stjerne i sin bane bliver synlig over horisonten. Ligeså det tidspunkt, hvor astronomerne observerer, at to stjerners baner krydser hinanden – konjunktion, så de kortvarigt ser ud som én stor stjerne. De fleste gange kun én gang på et år. Sjældent to gange. Og endnu sjældnere tre gange.
I Jesu fødselsår tre gange, skønt Matt. kap. 2 kun omtaler to konjunktioner. Den tredje var ligesom den første i v. 2 var helt nede nær horisonten og er næppe blevet set af andre end astronomerne. Mathæus omtaler den ikke. Hvis det var, mens Josef og Maria var på vej til Ægypten, v. 13-15, har de nok haft andet at tænke på end at se efter den aftagende konjunktion.
Engang i 1970’erne kom der tre konjunktioner ligesom i Jesu fødselsår. Og tidsmæssigt kun ca. 1 måned forskudt. Det var meget interessant at læse om. Om alle tre konjunktioner kunne ses i DK, husker jeg ikke. Men Københavns Observatorium omtalte dem. Det var meget interessant læsning.
Det drejer sig om de to største stjerner: Jupiter = Kongestjernen og Saturn = Israels Stjerne, som altså kortbarigt var én kæmpestjerne. De gamle stjernetabeller er så præcise, at man kan regne baglæns i dem – både manuelt og på computer. Den første konjunktion, Matt. 2:2, kom d. 24. eller 26. maj. Den næste, 2:9-10, kom d. 10. oktober, hvor hyrderne godt kan ligge ude med dyrene om natten, Lukas 2:8-20. I december (og januar i den græsk-ortodokse kirke) er de kun ude i dagtimerne. Og kun, når vejret er til det. – Denne anden konjunktion skete i stjernebilledet Fisken, som i stjernegeografien er Israel. Ikke underligt, at astronomerne blev glade, 2:10 Den gamle profeti 4. Mos. 24:17-18 var præcis og pålidelig. Og deres beregning af konjunktionstidspunktet var rigtig.

Thi glæde sig Jerusalem?

Grundtvigs julesalme, ”Et barn født i Betlehem” rimer godt. Men anden linie rimer IKKE med Matt. 2:3. (Noget lignende kan ses i Uffe Hansens ”En rose så jeg skyde” v. 2 og 3.)
Borgerne i Jerusalem glædede sig ikke over det, astronomerne kunne fortælle om den nyfødte prins, som ingen kendte til. Borgerne blev rædselslagne. For de kendte Herodes´ rival-fobi. Endog mindst én af hans egne sønner blev likvideret. Plus flere forskellige uskyldige, når han hævnede et påstået oprør.

En anden vej

Fra Betlehem rejste astronomerne en anden vej hjem, fordi Gud havde advaret dem imod at rejse gennem Jerusalem, v. 12. De sendte heller ikke bud til Herodes, skønt han havde krævet det af dem, v. 8. Så gik Herodes totalt amok i sin rivalfobi. Skønt den flygtede tronrival kun var 2 eller 3 mdr., lod Herodes sine soldater myrde alle drenge indtil to år i Betlehem og omegn, v. 16-18. En frygtelig hævn mod børnenes forældre. Når Herodes gik så totalt amok, skyldes det, hvad astronomerne i Jerusalem havde fortalt om den nyfødte prins: Herodes´ hjemstavn, Edom / Seir skulle blive en ubetydelig ingenting, 4. Mos. 24:18. Herodes blev kaldt ”den Store”, skønt hans land næppe var større end Jylland. Men hans ”søn”, den lille prins, skulle ifølge den gamle profeti blive virkelig stor. Et sådant oprør skulle hævnes. Og det blev hævnet grundigt og grusomt, Matt. 2:16.

Faktum est?

P. V. Legart bebrejder teologerne i Jerusalem, at ingen af dem rejste til Betlehem for at hylde den nyfødte prins. Det skyldes næppe vantro, men fordi de ligesom de andre borgere i Jerusalem var rædselslagne over det, astronomerne kunne fortælle dem om den nyfødte prins, v. 3. De kendte jo Herodes´ rival-fobi. Og som vi kan se i v. 16, gættede de rigtigt.
Jørn Nielsen er s. 7 inde på tanken om, hvor meget der i nutidens Jul ligner oldtidens nytårsfester og solhvervsfester. Et sammensurium af hedensk frådseri og religiøs tomhed. Meget præcist udtrykt. Helt som i oldtiden, da kirken blandede juleevangeliet ind i nytårs- og solhvervsfesterne, fordi det måske var praktisk.
Derfor fint, at Jørn Nielsen indskyder to latinske ord: ”faktum est”. Hvad est faktum? som var Pilatus´ spørgsmål til Jesus, Matt. 18:38. Jørn Nielsen oplyser, at juleevangeliet er Julens øverste instans. Perfekt udtrykt! Når vi læser Matt. kap. 2 og Lukas 2:1-40, får vi oplyst både tiden og sagen, så vi ikke behøver at blive forvirrede og vildledte om, hvad faktum est.
Jørn Nielsen nævner også ”stalden og krybben”. Fortælles der noget som helst om nogen stald i de to beretninger? Intet! Men oplysningen om krybben er rigtig. Næsten helt til nutiden har det i fattige områder i Mellemøsten været meget småt med møbler i hjemmene. De fleste sov på gulvet. Og mange gør det sikkert stadig. Men i dagtimerne har det ikke været praktisk at have et lille barn liggende på gulvet. Især ikke i dagene før Påske, hvor familiens påskelam – et ungt får eller ged – var nødt til at være i stuen, hvis der ikke var adgang til en stald eller et andet udhus i nærheden, 2. Mos. 12:3-6. Så har det været praktisk med en flytbar krybbe og bruge den som barneseng. En flytbar julekrybbe er derfor ikke nogen misforståelse af Lukas 2:7.
Det er værre med en nutidig julesang, hvor der står noget om, at ”oksen kyssed´ barnets fod”. Det står der ikke noget om i juleevangeliet. Så det må være moderne solhvervsfantasi.