Missionær blandt dræbte i Burkina Faso
En amerikansk missionær var et af ofrene for det Al-Qaeda angreb, som kostede 28 mennesker livet i Burkina Faso sidste fredag.
Ifølge Fox News sad Mike Riddering (45) på en café i hovedstaden Ouagadougou, da terroristerne åbnede ild. Mike Riddering var flyttet til Burkina Faso sammen med hustruen Amy i 2011 for at arbejde som missionær ud fra et hjem for forældreløse børn.
USAs udenrigsministeriums talsmand, John Kirby, kunne lørdag bekræfte oplysningen om Ridderings død, skriver Christian Headlines.
Hjalp de fattige
Missionæren sad på Cappuccino Cafe og ventede på 15 volontører fra hjemmemenigheden West Pines Community Church i USA, da angrebet kom. Flyet med volontørerne var kun 500 km fra landingsbanen, da piloten fik besked om terrorangrebet og fik vendt flyet, skriver Miama Herald.
Mike Riddering var sammen med en præst, da angrebet begyndte. De to blev adskilt, og i forvirringen fik præsten Ridderings telefon. Han ringede til Amy for at sige, at hun skulle bede for sin mand. To dage senere fandt en anden missionær Riddering i lighuset.
Den dræbte missionær hyldes for sin indsats i Afrika:
– Hver uge ville Mike tage ud med mad til enkerne i de omkringliggende landsbyer. Han ville give dem korn og madolie og hvad de ellers havde brug for, fortæller Brant Brooks, som selv har adopteret en datter fra børnehjemmet i Burkina Faso.
Under Guds vinger
Mike og Amy Riddering var ledere af børnehjemmet “Ailes de Refuge” (på engelsk “Wings of Refuge”; Salme 61:5). De startede også et krisecenter for kvinder og en skole i Burkina Faso. Parret har to voksne biologiske børn og en adopteret datter.
”Han gjorde en evig forskel for et uendelig stort antal mennesker i Burkina Faso og ud over verden. Det, han efterlader på jorden, vil aldrig blive glemt”, sagde Amy Riddering om sin mand.