Retten er sat

I mit arbejde som tolk sker det ind imellem, at jeg bliver bedt om at tolke i retten.

Retssale kan variere i størrelse og indretning, men nogle ting er ens i dem alle.
Midtfor allerførst i salen er vidneskranken. Her skal den anklagede sidde, og hvis jeg medvirker som tolk, sidder jeg sammen med den pågældende person her. Til venstre sidder anklageren, til højre forsvareren og i midten over for den anklagede sidder dommeren.
Noget af det første, der sker, når dommeren er kommet ind, er, at anklageren oplæser anklageskriftet. Alle de punkter (forhold), som personen er sigtet for, bliver læst op. Nogle gange en lang liste.
Dernæst bliver personen spurgt, om han/hun kan erkende anklagepunkterne. Nogle gange svares ”ja”, andre gange ”nej”.
Nu følger så hele retsproceduren, hvor anklageren begrunder, hvorfor den anklagede skal straffes. Dernæst træder forsvareren til og prøver at glatte ud og begrunde, hvorfor den anklagede ikke skal straffes, eller straffes mildere end det, der er begæret.
Der spørges ind og afhøres. Måske er der også indkaldt vidner, som skal give deres version af historien.
Til sidst går dommeren ud for at votere med sine domsmænd en tid. Når dommeren vender tilbage, er alle spændte på udfaldet af dommen. ”Thi kendes for ret”! – Vil det blive frikendelse eller en mild dom, eller falder hammeren hårdt?

Forleden brugte Gud dette scenarium til at vise mig, hvordan den endelige domsscene vil komme til at se ud.
Opstillingen vil være den samme. Gud vil sidde som dommeren foran mig, som den anklagede. Jeg vil ikke have brug for tolk, for Gud forstår alle sprog.
Til venstre vil Satan, anklageren, sidde, og anklageskriftet vil helt sikkert være langt. Han vil elske at skulle læse det op. Men nu vil det helt afgørende være, om jeg har en ordentlig forsvarer til højre. Den eneste, der er noget værd som forsvarer, er Jesus, og har jeg bedt ham om at sidde der, så vil han træde i aktion.
Jesus vil ikke begynde at holde en forsvarstale. Han vil ikke påtale, at beviserne ikke er så veldokumenterede, som de burde være. Han vil ikke påpege de formildende omstændigheder, eller referere til lignende tidligere sager, hvor en anden blev frikendt.
Mit anklageskrift vil helt sikkert rumme nok til, at jeg kan idømmes den hårdeste straf.
Men Jesus vil ganske enkelt gå over til anklageren, tage anklageskriftet ud af hans hænder og rive det i stykker. Han vil sige, at han selv har taget straffen for alle anklagepunkterne, og en forbrydelse kan som bekendt ikke straffes to gange.
Gud, min kære far i himlen, vil så lade mig blive frikendt. For uden anklagepunkter – ingen dom.
Tak, kære Jesus, at du har taget min straf. Det er Guds fantastiske, helt ufortjente, men underfulde nåde.

”Gud tilgav os alle vores overtrædelser, og anklageskriftet imod os, som byggede på Toraens krav, tilintetgjorde han ved at fastgøre det til korset”. Kol. 2, 13b -14.