Star Wars-sagaen fortsat – hos Disney

For meget længe siden i en fjern, fjern galakse …

Teksten ruller stadig ind over det store lærred som dengang i 1977, da den første Star Wars film havde premiere. George Lucas, som skabte den fascinerende fortælling om jedi-krigere, mørke kræfter og kampen mellem kraftens lyse og mørke side, var banebrydende visionær i kraft af et filmsprog, hvor special effects bragte en fantastisk verden til live. Nu er det dog mere nostalgi end noget andet at høre den velkendte fanfare og se teksternes glidende præsentation af dramaets udgangspunkt. Men Lucas solgte også sit produktionsselskab til Disney for tre år siden for godt 28 milliarder, så nu er fornyelsen og videredigtningen af den episke fortælling ude af hans hænder.

Første film i tredje trilogi

Vi kommer ind i Star Wars-universet ca. tredive år efter ødelæggelsen af den anden Dødsstjerne (Episode VI). Luke Skywalker, den sidste jedi, som genoprettede balancen i kraften, er forsvundet. Og naturligvis er der opstået et ondskabens regime kaldet ’Den Første Orden’. Alle leder efter Luke, både modstandsbevægelsen, altså vennerne, og ordenen.
På planeten Jakku møder modstandspiloten Poe Dameron den første alvorlige kamp. Stormtropperne, som er en del af ordenen og under ledelse af den mystiske Kylo Ren, fanger Poe, men hans robot, BB-8, undslipper med et kort til Lukes gemmested i hukommelsen. BB-8 reddes af klunseren Rey, og hun kommer sidenhen til at spille en afgørende rolle.
Den sidste nye ’personlighed’, som vi møder i denne film, er Stormtrooper FN-2187 (Finn), der føler sig frastødt af Den Første Ordens brutalitet og beslutter sig for at desertere. Finn, Rey og BB-8 befinder sig inden længe på det nedslidte rumskib, Tusindårsfalken, hvor de møder nogle af de første films hovedpersoner; Han Solo, Chewbacca og prinsesse Leia (som er blevet leder af modstandsbevægelsen og derfor har titel af general).
Kampene afløser hinanden og bliver blot mere og mere dramatiske. Planeter kan pulveriseres af Starkiller Base, en planet, der er omdannet til et supervåben, som dræner en sol for energi og sender denne energi videre som en gigantisk og altødelæggende stråle. Kylo Ren står ansigt til ansigt med sin far, Han Solo, og må vælge mellem blind lydighed mod kraftens mørke side eller overgivelse til faderens kærlighed. Både Finn og Rey prøver kræfter med lyssværd og stærke modstandere og i sidste ende … ja, det skal ikke afsløres, men det skal dog siges, at filmen er en del af en planlagt triologi, så der er stadig en del i vente.

Velkendte elementer

Der er rigtig mange elementer, som man kan nikke genkendende til, hvis man har set nogle af de tidligere film. Eftersøgningen af Yoda erstattes af jagten på Lukes position. Han Solo kan sammenlignes med Obi-Wan, også selvom Harrison Ford (som spiller rollen) forklarer, at det ikke er hans mål med karakteren. Starkiller Base er Dødsstjernen blot forstørret. Kylo Ren er helt ned til hjelmen en tredjegenerations Darth Vader/Anakin Skywalker, som er gået over til den mørke side osv. osv. Det kan naturligvis diskuteres, om det ødelægger filmen, om den simpelthen er for meget opkog på gamle ben, men på den anden side er det også elementer, som har gjort de gamle film værd at se igen og igen. Kronologisk set ender de to første trilogier delvist tragisk, og man kan måske tænke, at når Disney har overtaget produktionen, så må denne triologi ende på en lidt mere opmuntrende vis, men det ved vi ikke noget om endnu.
Under alle omstændigheder er det sjovt at se skuespillere små 30 år efter, de spillede i de oprindelige film, indtage rollerne, som om de aldrig havde lavet andet. Harrison Ford, som netop har lavet meget andet, er den samme durkdrevne smugler, som har problemer med alverdens lånehajer. Men han er også så god, som dagen er lang, når det kommer til de helt afgørende øjeblikke. Det er godt skuespil, og det er vigtigt for filmen, som ellers ikke har så mange af de helt store stjerner på rollelisten.

Temaer af evig gyldighed

Om man er til science-fiction eller ej, må man sige, at Star Wars alle dage har behandlet temaer af stor eksistentiel betydning. Det er menneskets valg, ikke om det vil tjene noget, men hvad det vil tjene. I The Force Awakens kommer dette eksplicit til udtryk hos flere personer. Stormtrooperen Finn repræsenterer i den forstand det ultimative opgør med alt det, han ellers er opfostret til at adlyde i blind lydighed. Men han illustrerer også på fineste vis, at det ikke er muligt blot at løsrive sig uden samtidig at tage parti og i en eller anden forstand underlægge sig noget andet.
Det er desuden bemærkelsesværdigt i en tid, hvor alt relativeres, at denne films meget kategoriske mørke/lyse, onde/gode sider stadig giver mening. For mig at se står det som en levendegørelse af den menneskelige bevidstheds anerkendelse af disse kræfter, som man genfinder i historien og i sig selv. Det er en næppe hørlig stemme, som siger: ondskaben og godheden kommer et sted fra. Det udspringer fra noget eller nogen, som vil det gode eller det onde. Den form for personificering af ondskaben er måske nok så fantasifuld, som fiktionens meget frie skabninger er, men ikke desto mindre står den som en påmindelse om, at der til alle tider har været kræfter, som må bekæmpes.

Star Wars:
The Force Awakens
135 min.
Premiere: 16. december