3, 2, 1… NU!

At rejse ud i det ukendte er både spændende og nervepirrende. Mens jeg skriver det her, er jeg langt over jordens overflade på vej mod Honduras – og på vej væk fra alt det, jeg kender. Det er nu, alle spørgsmålene melder sig.

”Er du nervøs?” – Ja.
”Kan du et ord af spansk?” – Nej.
”Er det her overhovedet en god ide?”

Når jeg har tænkt de her tanker og erkendt, at jeg faktisk er ekstremt nervøs, kan det virke sindssygt at sige ”Ja – jeg tror faktisk, det her er en god ide”.
Jeg har altid haft en drøm om at rejse ud som volontør. Børn er en hjertesag for mig, og jeg nyder at være sammen med dem, både som leder på lejr, i børneklub og i juniorklub. Jeg har i høj grad følt, at Gud har lagt mig Honduras på sinde, selvom det er en anden kultur og et sprog, jeg slet ikke forstår. Jeg tror på, at det er en udfordring, Gud giver mig.

Men jeg undrer mig over, hvorfor det føles så naturligt at rejse 9156 km væk for at pege på den Gud, jeg kender, for nogle børn, jeg ikke kender. For det kan være svært nok at pege på Gud for mennesker, jeg elsker og holder af.

Jeg er så glad for den her mulighed og ser frem til, hvad den bringer. Men jeg kan ikke glemme tanken om, hvordan det her mon skal påvirke mit liv fremover. Jeg ønsker, at det ikke går i glemmebogen som en oplevelse, jeg engang havde. Jeg ønsker og tror på, at det her vil ændre mig. Jeg har et ønske om, at jeg herfra vil tage imod de udfordringer, Gud giver mig.

Jeg ved, det er ambitiøst, men jeg tror, Gud ønsker, vi er ambitiøse, når vi deler budskabet om ham. Det betyder ikke, vi skal rejse flere tusind kilometer væk. Hvem ved? Måske er den største udfordring for os at pege på Gud på vores arbejdsplads, hvor folk kender os?

Nogen gange kan det være rigtig rart at tælle ned. 3, 2, 1 og så springe ud i det. Ligegyldig hvad, ved vi en ting med sikkerhed: Vi er aldrig alene i de udfordringer, vi står i!
Matt 28,20b: ”Og se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.”