Kristendommens kerne

Henrik Engedal
Henrik Engedal

Måske er det, fordi de færreste danskere har læst Bibelen. Måske er det fordi næstekærlighed er noget, som ingen rigtigt kan være uenige i. Uanset hvad, så er det forkert, at kristendommen ofte bliver reduceret til at være næstekærlighed.

I debatten om flygtninge har mange politikere, som ellers aldrig taler om kristendommen, pludseligt talt om, hvor vigtigt næstekærligheden var. Ordet næstekærlighed bliver brugt som et politisk våben – både retfærdigt og uretfærdigt. Men er det ikke dét, som kristendommen handler om? Jo…men nej.

Næstekærlighed kan findes i lignende versioner i de fleste andre religioner – dog ikke så radikalt, som Jesus prædiker det. Næstekærlighed er godt, men det er ikke her problemet er. Problemet er, at mange uvidende danskere tror, at kristendommens hovedbudskab er næstekærlighed, men det er det ikke. Hovedbudskabet er derimod Guds kærlighed til os mennesker. Den kærlighed resulterer i, at Gud sender sig selv for at dø, så vi ikke skal dømmes til den evige straf, som vi fortjener. Korset er kernen i kristendommen. Det hele handler om korset.

Korset bør have konsekvenser for den måde vi lever på. Det betyder blandt andet, at vi er næstekærlige over for andre, fordi vi selv er blevet vist ufortjent nåde. Det betyder også, at vi elsker Gud og tilbeder ham, og at vi lever et liv, som leder flere mennesker til korset, så de også kan blive fri fra den evige død.

Jeg var for nyligt på en konference, som handlede om vigtigheden af, at få kristne til at kende Bibelen. På grund af det løse medlemskab i folkekirken, som mange har, samt mange dårlige præster, er der kommet en overfladisk forståelse af kristendommen. Mange har ikke forstået det basale. Kristendommen bliver reduceret til næstekærlig humanisme. Derfor er min opfordring, at vi holder korset højt. For kristendommen handler først og fremmest om korset.