Populær popgruppe kommer til Danmark

s23_kingcountryGruppen har en halv million lyttere på Spotify om måneden. ”For King & Country” i Aarhus i juni.

Sidste år vandt de to Grammy Awards. Der er omkring en halv million mennesker, der lytter til deres musik om måneden på Spotify. Og 1. juni giver gruppen koncert i Tivoli Friheden i Aarhus.

Der er tale om det amerikanske pop/rock og prisvindende band For KING & COUNTRY. Koncerten vil foregå på Kulturhuset Hermans i Tivoli Friheden i Aarhus.
For KING & COUNTRY har udover adskillige nomineringer vundet flere Dove Awards, som er den kristne musikscenes svar på en Grammy Award. For KING & COUNTRY vandt i 2015 to Grammy Awards for bedste kristne album og bedste optræden sammen med rapperen Lecrae, der gav koncert på Å-festival sidste år.
Med sine over en halv mio. følgere på Facebook og knap en halv mio. månedlige lyttere på Spotify er For KING & COUNTRY et af den kristne musikscenes allermest populære navne lige nu.
Bandet besøgte i marts 2015 talkshowet Jimmy Kimmel Live, hvor de spillede ”Fix my eyes” fra deres seneste album ”RUN WILD. LIVE FREE. LOVE STRONG.”
Bandet turnerer lige nu som et af hovednavnene på turnéen Winter Jam Tour Spectacular 2016.
Hardcore rock-musikelskere vil med stor sandsynlighed kalde det for en tilsnigelse at betegne For KING & COUNTRY som et rock-band, og bandet betegnes i stedet bedst under genren alternativ rock eller som en blanding mellem pop og rock.
Uanset musikgenre er det dog sikkert og vist, at der er lagt op til et brag af en koncert, når det prisvindende og populære band spiller på Hermans.
Kulturhuset Hermans ligger ved hovedindgangen i Tivoli Friheden. Kulturhuset stod færdigt i 2013, og der er plads til 800 siddende publikummer på en særlig skyde-tribune. Trækkes den til side, er der plads til 1400 stående gæster.
Du kan lytte mere til For KING & COUNTRY på Spotify og købe billetter til koncerten fra 1. marts på Billetto.dk.
Det er Indre Missions Unge og Glow, der arrangerer koncerten.