Efterskolen Alterna får ny formand

s2_Simon LindeMartin Lorenzen stopper som formand for Efterskolen Alterna i Hillerød. Ny formand er Simon Linde, præst i Mariagerfjord Frikirke.

Bestyrelsen for Efterskolen Alterna har valgt 43-årige Simon Linde, der tidligere har været ansat på skolen, som ny formand.

Simon Linde er præst i Mariagerfjord Frikirke, hvor han arbejder med ledelse og udvikling af frivillige ledere, og hvor han har et særligt ansvar for teenagere og unge. Tidligere har han været ansat på Mariager Højskole samt som ungdomspræst i Aalborg Citykirke.
Simon Linde er gift med Camilla, der er lærer, og de har to børn. Hans interesser breder sig fra familieliv og politik til løb og fodbold. Simon stammer fra Aarhus, hvilket blandt andet giver sig udslag i, at han er en trofast fan af fodboldklubben AGF.

Hjerte for unges udvikling

Bestyrelsen begrunder sit valg af Simon Linde som formand således:
– Vi vurderer, at Simon er manden, som kan løfte Alternas arv, samtidig med at han kan tænke nyt. Med sin erfaring fra kostskolelivet samt et stort hjerte for unges udvikling, socialt arbejde og mission, så vil Alterna med Simon Linde som formand stå stærkt i det videre arbejde med fokus på discipelskab, dannelse, livsoplysning, mission og socialt arbejde i tæt samarbejde med frikirkerne i Danmark.

I skole et helt kalenderår

Efterskolen Alterna har eksisteret siden 1984. Det unikke ved skolen er, at eleverne i løbet af skoleåret er på en syvugers ekskursion til forskellige tredjeverdenslande, hvor der er fokus på at deltage i socialt arbejde af forskellig art. En stor del af udgifterne til rejsen finansieres af eleverne selv, idet der i skoleåret er indlagt arbejdsperioder på i alt på 14 uger, hvor eleverne er hjemme og finder arbejde lokalt. Dertil kommer en skoleperiode på i alt 32 uger, og dermed fylder et skoleår på Alterna et helt kalenderår.
En konstruktion, som tilsyneladende er med til at modne eleverne – en undersøgelse har nemlig vist, at elever, som har været på Alterna, i højere grad end andre gennemfører en ungdomsuddannelse. Skolen henvender sig udelukkende unge, som har afsluttet 9. eller 10. klasse.

Fra Mariager til Hillerød

Efter flere end 16 år som formand for Efterskolen Alterna i Hillerød trækker Martin Lorenzen sig fra posten. Som formand har han været med til at udvikle Efterskolen Alterna fra at være et særligt spor på en anden efterskole til at blive en selvstændig efterskole med op til 60 elever. Den seneste store beslutning var at flytte skolen fra Mariager til Hillerød. En flytning som med en netop overstået indvielse af de nye bygninger nu er kommet helt i mål.
– Jeg fortsætter i bestyrelsen, så det er på ingen måde, fordi jeg er kørt træt i opgaven, lyder det fra Martin Lorenzen.
– Men da skolens elever kommer fra hele landet, har jeg vurderet, at det var vigtigt, at skolen har en formand med rødder i det jyske – når nu skolen er flyttet til Sjælland. Det var nemlig en af de ubekendte faktorer ved flytningen: Ville vi miste eleverne fra Jylland? Sådan ser det heldigvis ikke ud til at gå, og jeg glæder mig til fortsat at være en del af skolens udvikling, siger han.