Michael W. Smith: – Stoffer afsporede troen på Gud

Michael W. Smith er aktuel med sit nye album ”Hymns II: Shine on us.”
Michael W. Smith er aktuel med sit nye album ”Hymns II: Shine on us.”

Den amerikanske sanger følte, at Gud var hos ham i prøvelserne.

Den populære kristne sanger Michael W. Smith har været på den kristne musikscene gennem 33 år. Han oplevede i en periode, at hans tro blev afsporet.

Den amerikanske sanger fortalte sit vidnesbyrd på et amerikansk podcast. Det skete i forbindelse med udgivelsen det nye album ”Hymns II: Shine on us”.
Michael W. Smith fortalte, at han blev kristen som 10-årig. I podcastet delte han sit vidnesbyrd om den første gang, evangeliets budskab stod klart for ham.
– Jeg husker, at mens jeg sidder med alle mine venner, så skete det bare. Det var som en åbenbaring, Der gik et lys op for mig. Jesus er den, han sagde, han var, sagde Michael W. Smith.

Fór vild

Men nogle år senere blev troen i en periode afsporet. Michael W. Smith begyndte at tage stoffer.
Det skete i en periode på fire år i slutningen af 70’erne, .
– Jeg fór vild. I dag kan jeg stadig ikke tro, at jeg gjorde det i fire år. Jeg blev bedraget, og jeg var næsten død et par gange. Jeg burde have mistet livet, sagde Michael W. Smith.

Forandringer

I november 1979 skete der nogle forandringer, der bragte sangeren tilbage på sporet i forhold til troen.
Han tilskriver det, at forældrene bad for ham og stod last og brast med ham gennem prøvelserne, at han kom tilbage.
– Jeg følte, at universets Gud kom herned og lå der på gulvet sammen med mig. Jeg vidste, at jeg ville miste mit liv, hvis ikke der skete en forandring, sagde Michael W. Smith.
Michael W. Smiths nye album, ”Hymns II: Shine on us,” er nummer 24 i rækken fra den prisvindende sanger.
Det blev lanceret den 29. januar og er et opfølgende album på Hymns I fra 2014, hvor den amerikanske sanger fortolker traditionelle salmer.
I USA bliver albummet solgt eksklusivt gennem Cracker Barrel Old Country Store, men der er også mulighed for at købe hele albummet eller sangene enkeltvis på iTunes, hvor de er lagt ud til download.