Over 80 til forbøns-seminar i Slagelse

s4_paivi haikkilabStor interesse for at høre finske Päivi Heikkila. Og stor respons på budskabet om forbøn for byerne.

Kristent Center i Slagelse var fyldt til sidste plads, da den finske profet og forbønsleder Päivi Heikkila lørdag holdt seminar for forbedere på Sjælland.

Og søndag prædikede Päivi igen i pinsekirken i Korsør.
– Det var en fantastisk samling, hvor Päivi underviste både formiddag og eftermiddag om ”Forbederens rolle” og ”Hvordan skal vi bede for byerne”. Til sidst kom hun også med en række eksempler på det, de har oplevet i Finland i forbindelse med bøn for kommunerne, fortæller Rakul Kristiansen fra Bedehus Danmark.
– Det var nogle gode seminar, og responsen på hendes undervisning var meget stor.
Næsten alle de 80-90 fremmødte fra Sjælland og Fyn gik frem, da hun kaldte dem op, som ønskede at være med i forbønnen for deres byer og kommuner.

Besøgelsestiden

Päivi prædikede blandt andet om, at Jesus sendte disciple i forvejen, før han kom til en by. På samme måde skal vi kristne forberede vores byer, så Jesus kan besøge den.
Og når Jesus talte om byer, der ikke kendte deres besøgelsestid, så var det de troende, han henvendte sig til. Det var ikke folk på gaden, der ikke var klar til at modtage ham. Det var de troende, var hendes pointe.
Päivi fik for mere end 10 år siden et syn af Finland. Hun så, at der i alle 415 kommuner skulle være nogle, som bad for deres byer, indtil landkortet var blåt.
De kommende år begyndte hun at bede for sin egen kommune, Savonlinna, hvor hun var leder af kulturforvaltningen. Kommunen havde mange vanskeligheder, og Päivi spurgte borgmesteren, som var ateist, om hun og nogle venner skulle bede for kommunen,
Borgmesteren tog vel imod tilbuddet og skrev ud til alle byrådsmedlemmer for at spørge dem om bede-emner! Herefter begyndte det at gå bedre for kommunen.
Bede-bevægelsen fortsatte i kommune efter kommune. Päivi underviste de kristne fra alle kirker om, hvordan de i enhed skulle bede for deres byer. Hvordan de kunne identificere og nedbryde det ondes ”fæstninger” i den åndelige verden gennem bøn.
På et tidspunkt samledes 10.000 kommune-repræsentanter til en Kristus-dag på det olympiske stadion i Helsinki.
Da Päivi Heikkila for 2 år siden talte på Bedehus Danmarks nationale samling i Kolding, inspirerede det Udfordringen og Bedehus.dk til at opfordre til bedegrupper i alle danske kommuner. Og der kommer stadig flere grupper til, som beder for deres kommuners ve og vel. Den næste regionale samling, der er planlagt, sker i Nordjylland den 11. juni. Stedet vil senere blive oplyst.