Kristen studenterbevægelse får ny generalsekretær

s2_Christian RasmussenKristeligt Forbund for Studerendes bestyrelse har valgt Christian Rasmussen til generalsekretær, når Robert Bladt stopper til sommer.

Christian Rasmussen begynder fra sommer som generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende, KFS.

– Jeg glæder mig – rigtig meget faktisk. En god sag med nogle gode folk for en god Herre. Det tegner godt, siger Christian Rasmussen.
Han er uddannet teolog fra Aarhus Universitet og har siden januar 2009 været udsendt sammen med sin familie af Den Danske Israelsmission til Immanuelkirken i Tel Aviv-Jaffo. Her er han præst for den internationale, lutherske menighed.
Om sin relation til KFS siger den kommende generalekretær.
– Jeg er vokset op i et hjem, hvor vi bad for KFS hver dag. Siden nød jeg rigtig godt af det store, nationale KFS-fællesskab på diverse lejre i min gymnasietid. Det blev en vigtig ressource. Dels personligt med alle de spørgsmål, som jeg selv og andre på det tidspunkt begyndte at stille til troen på Jesus. Dels var det et boost til at holde vores lille KFS-gruppe på 2-4 mand kørende på gymnasiet.
Christian Rasmussen forklarer, at det er hans håb som generalsekretær at pege på Jesus. Det er Jesus, der er svarene på de grundlæggende spørgsmål i hans liv, og han tror, at han har disse spørgsmål til fælles med de fleste andre mennesker.
– Med fare for, at der går lidt søndagsskole i svarene, så vil jeg igen pege på Jesus. Den, han er, og det, han har gjort for os, er ikke bare det, vi er sendt med budskabet om, men det vi hver dag drives af. At Jesus har givet sig for og til os er det eneste, der hver dag kan få os til at give os selv til og for ham.
Så af sikkert mange opgaver må den primære være, at vi i vores sendelse med korsets budskab aldrig er på vej fra korset, men altid selv mod det.
Han mener, at KFS med sit skarpe fokus på studerende potentielt kan spille en vigtig rolle i nogle ganske afgørende dannelsesår i folks liv.
– Jeg forventer at komme til at lære en hel masse og håber, at jeg med Guds og gode medarbejderes hjælp kan blive ham, dem og sagen en god tjener, fortæller Christian Rasmussen om den nye stilling.
Christian Rasmussen er gift med Lisbeth og sammen har de fire børn.