Dronning Elizabeth II tjener Kongernes Konge

Bogen ”The Servant Queen and the King she serves” (Den tjenende dronning og den konge, hun tjener) udkommer i april i forbindelse med Dronning Elizabeth IIs 90 års fødselsdag.
Bogen ”The Servant Queen and the King she serves” (Den tjenende dronning og den konge, hun tjener) udkommer i april i forbindelse med Dronning Elizabeth IIs 90 års fødselsdag.

– Kristus er den konge, jeg tjener, siger den britiske dronning i festskriftet til sin 90 års-dag.

Den engelske dronning Elizabeth II fortæller, hvor meget Jesus betyder for hende i en ny bog, der udkommer i anledning af hendes 90 års fødselsdag den 21. april.

– Jeg har været – og vil altid være – meget taknemlig overfor jer på grund af jeres forbøn og overfor Gud for hans trofaste kærlighed, skriver Dronning Elizabeth i forordet til The Servant Queen and the King She Serves. Bogen udkommer i april.
Jeg har virkelig set Guds trofasthed, tilføjer dronningen.

Uddeles i kirkerne

Den Anglikanske Kirke forventer, at tusindvis af kirker vil uddele den nye bog.
– Mens jeg har skrevet denne bog har jeg talt om den med venner og familie og min jødiske barber, som ikke kender Jesus. Det har slået mig, hvor meget de interesserer sig for at lære mere om Dronningens tro, siger Mark Greene, der er direktør i London Institute for Contemporary Christianity og medforfatter af bogen.
Dronningen har tjent os gennem hele sit voksenliv. Hun har vist stor konsekvens i sin karakter og i omsorgen for andre og en tydelig afhængighed af Kristus.
Jo mere jeg læser af det, hun har skrevet, og jo mere jeg taler med mennesker, som kender hende, jo tydeligere bliver det, tilføjer Mark Greene.

Forfulgte kristne

The Star Tribune hæfter sig ved, at Dronningen i bogen ikke kun taler om sin egen tro, men også kommer ind på den omfattende forfølgelse af kristne i Mellemøsten. Dette emne har hun dog også tidligere været inde på.
I sin juletale i 2015 talte hun om forfølgelse af kristne i det, som iagttagere har kaldt hendes ”hidtil mest kristne budskab” i over 60 år som regent.
Den tidligere biskop af Rochester, Michael Nazir-Ali, udtalte dengang: ”Hvis folk her i landet var mere opmærksomme på, hvad Dronningen siger om kristendommens vigtighed både i vores personlige og nationale liv, så ville vi være bedre i stand til at stå imod.
Dronningen er også klar over, at kristne og andre gennem de seneste år har oplevet en hidtil uhørt grad af forfølgelse i dele af Mellemøsten, så de endda er i fare for at blive udryddet.”
Tak til Gud og Dronningen
– Bogen vil give kristne mulighed for at sige ”Tak til Gud og tak til dronningen for hendes liv og eksempel som efterfølger af Jesus Kristus”, siger direktør Roy Crowne fra den kristne organisation HOPE. Sammen med Bibelselskabet og London Institute of Contemporary Christianity har HOPE udgivet den nye bog om Dronning Elizabeth.
– The Servant Queen vil være en unik 90-års udgivelse, fordi den har fokus på, hvor vigtig Dronningens tro er både for hende som menneske og som regent. Bogen vil på én gang oplyse, overraske, underholde og udfordre, siger Paul Woolley fra Bibelselskabet.

For royalister og skolebørn

Udgiverne håber, at mange vil benytte sig af muligheden for at uddele bogen til royalister og andre interesserede.
”The Servant Queen” er på 64 sider og kan købes for 1£ i pakker á ti styks til uddeling. De officielle festligheder for Dronningen foregår 10.-12. juni, med bl.a. en stor frokost på The Mall uden for Buckingham Palace.
Festlighederne vil være en oplagt anledning for kirkerne til at uddele bogen, mener udgiverne, som også tilbyder studiemateriale til skoleklasser i forbindelse med udgivelsen af festskriftet.