Frivillige efterlyses til ”sofasamtaler” om tro

Under Himmelske Dage (Kirkedage) i København i Kristi Himmelfartsferien, kan man blive frivillig medarbejder i en ”samtalesofa” på gaden. Her kan man invitere folk til en uforpligtende samtale om troen, oplyser Danmission.
Under Himmelske Dage (Kirkedage) i København i Kristi Himmelfartsferien, kan man blive frivillig medarbejder i en ”samtalesofa” på gaden. Her kan man invitere folk til en uforpligtende samtale om troen, oplyser Danmission.

Under kirkedagene i København kan frivillige melde sig til to timers samtale med forbipasserende.

Festivalen ”Himmelske Dage den 5.-8. maj i København byder på mulighed for, at man i to timer ad gangen kan tale med andre borgere om tro, etik, kirke og kristendom.

Himmelske Dage er en festival for alle nysgerrige sjæle og er et respektfuldt eksperiment. Ambitionen er at skabe oplevelser, der kan mærkes. Derfor handler det om, at man sammen udforsker, hvilken rolle fx tro og kristendom spiller i fremtidens samfund og kulturliv – og hvilken rolle, det spiller for den enkelte borger, hedder det i oplægget.

Sofasnak

Tanken er at invitere forbipasserende på gaden til samtale i egen sofa. Enhver kan deltage og blande sig, uanset hvad de mener om tro og religion. Det er op til den enkelte frivillige at samtale om, hvad der ligger ham eller hende på sinde inden for emnerne etik, tro og eksistens.
Samtalen skal naturligvis foregå som en dialog i respekt for hinandens måske forskellige synspunkter.
Ved sofaen vil der ligge forskellige spørgsmål, som kan bruges til at kickstarte samtalen. Det er dog helt frivilligt, om man vil gøre brug af disse spørgsmål.
Frivillige bliver inviteret til et orienteringsmøde den 15. april kl. 19.00 på Vartov. Sofaen er dog ikke en stand, hvor man kan dele foldere ud eller agitere for ens egen sag, oplyser Danmission, som leverer sofaerne fra deres genbrugsforretninger.
Den første to-timers samtale, som man kan melde sig til, foregår torsdag den 5. maj kl. 16-18.