Jeg vil gerne snakke med børnene om min bortgang

Kære Suh
Jeg er en dame på 83 år. Jeg bor stadig hjemme i min egen lejlighed og er velsignet med et stærkt helbred.
Jeg håber på, at jeg endnu har nogle gode år foran mig, men jeg ved også, at det ikke er mig, der bestemmer, hvornår jeg skal herfra, det er Herren, og jeg er klar.
Jeg vil gerne snakke med mine børn om nogle ting i forbindelse med min bortgang, men de værger sig mod det hver gang. Jeg tror, de gør det for at beskytte mig og måske også dem selv mod at tænke på døden, men jeg er helt afklaret med det og frygter ikke døden, for jeg har et godt liv bag mig. Men det lykkes mig stadig ikke at få snakken ført til ende.
Hvorfor er folk så bange for at snakke om døden, det er jo en naturlig ting. Og hvordan skal jeg komme igennem til mine børn?
Venlige hilsener Seniorinden

Kære Seniorinde
Der er mange mennesker, der har svært ved at tale om døden, og især hvis det er aktuelt for dem på en eller anden måde.
På den ene side er det ikke så mærkeligt, for selvopholdelsesdriften i os er meget stærk, og overfor døden kommer vi til kort. Det kan fylde os med angst, og derfor værger mange sig mod at komme ind på det emne.
En snak om døden konfronterer os tillige med den sorg og det savn som uvægerligt opstår, når vi mister dem, vi holder af. Mange vægrer sig derfor ved at snakke om det for at undgå den smerte, det medfører.
På den anden side er døden jo det eneste, vi kan være helt sikre på sker for os alle, så vi burde være meget bedre til at forholde os til den.
I middelalderen var døden ikke tabu, men snarere noget, man var meget optaget af. Det var relevant at beskæftige sig med døden, fordi det stillede krav til, hvordan man levede. Man var optaget af at være klar til at dø! På den måde fik døden gjort livet og nuet relevant. Sådan burde det efter min mening også være i dag.
Men det kan være svært i praksis, når hele vores samfund er gennemsyret af en form for dødsfornægtelse, med sine utallige bud på, hvordan vi kan komme til at leve længere eller i det mindste snyde udadtil ved at se yngre ud, end vi reelt er.
Der er mange, der snakker om øget livskvantitet, men snakken burde måske i stedet være om øget livskvalitet? Jeg selv vil i hvert fald hellere leve et par år færre, hvis årene så til gengæld er gode og sjove.
Når du insisterer på at snakke med dine børn om din død, så kan du være med til at give dem og jer en smuk gave. Konsekvenserne af den snak kan nemlig få jer alle til at indse, hvor værdifuld og dyrebar hver dag er, som I får sammen får.
Men af de grunde som jeg har nævnt ovenfor, kan det være svært for dine børn at gennemføre snakken. Hvis det skal lykkes, er du derfor nødt til at starte med at få dem til at forstå, hvorfor de skal tage den snak med dig: At de vil gøre dig en tjeneste, og at det er OK, at det er svært undervejs.
Når dine børn forstår, at det virkelig er vigtigt for dig at snakke om din bortgang, så kan det blive den motivation, som får dem til at udholde deres egen angst og sorg over at skulle konfronteres med, at de måske inden for overskuelig fremtid skal sige farvel til dig. Er det alt for svært for dine børn på trods af det, så kan du skrive de ting ned, som du gerne vil have, at de bliver orienteret om og blot bede dem om at læse det ved din bortgang. På den måde sikrer du dig, at informationerne bliver videregivet, men respekterer samtidig deres valg om ikke at ville snakke om døden.
Hilsen Suh} else {