Kulturpris til Grethe Olsen
Den daglige leder og initiativtager til Galleri Emmaus i Haslev modtog den 8. marts Faxe kommunes kulturpris.
Grethe Olsen modtog prisen ”for i det forløbne år at have skabt en stor og broget buket af kulturelle tiltag, udsprunget af hendes iderigdom, virkelyst og ildsjæle natur. Samtidig har hun gjort den gamle Haslev Udvidede Højskole til et yderst levende og varmt mødested for kultur, medmenneskelighed og livsglæde”.
– Galleri Emmaus blev sat i søen i 2003 med det formål at fortælle den bibelske fortælling gennem kunst og kreativitet. Og vel og mærke fortælle den bredt i samfundet, siger Grethe Olsen.
– Vi er med årene blevet et aktivt kultursted både for lokalområdet, men også for hele landet. Vi har omkring 18- 20. 000 besøgende om året, lige fra sogneudflugter til folkedansere fra Dragør, badmintonklubben fra Holte, kunstforeninger af alle slags, skoleklasser, sociale væresteder og vores egne erhvervsfolk, der er på kursus her. For mig er prisen et skulderklap, der viser, at også det officielle Danmark sætter pris på vores arbejde. Jeg har fra starten lagt vægt på, at kunsten på Galleri Emmaus skulle have et højt kunstnerisk niveau, og jeg er overbevist om, at det er en af grundene til, at så mange finder stedet interessant og spændende, siger Grethe.
Haslev Udvidede Højskole blev oprettet for 100 år siden.