Partnere i bibeloversættelse opgiver fremtidigt samarbejde
Organisationen Wycliffe Associates har valgt at forlade oversættelses-netværket Wycliffe Global Alliance.
Det meddelte Wycliffe Associates, en international organisation til fremme af bibeloversættelse, den 1. marts. Dermed afbrydes samarbejdet med Wycliffe Global Alliance, som startede i 1991.
Wycliffe Associates præsident, Bruce Smith, informerede stab og volontører i Orlando, Florida, om beslutningen den 1. marts.
Wycliffe Associates (WA) har eksisteret i 49 år og har på forskellige måder assisteret bibeloversættelser. Smith nævner flere årsager til, at organisationen nu forlader Wycliffe Global Alliance: Først og fremmest ønsker WA ikke at støtte bibeloversættelser, hvor ”familieterminologien”, dvs. Gud Fader og Gud Søn er udeladt. Det er sket i nogle oversættelser til muslimske områder.
Den bogstavelige oversættelse af ”Fader og Søn” står ikke til diskussion, hedder det i pressemeddelelsen fra Bruce Smith.
Wycliffe Associates arbejder i 75 lande, hvor de støtter bibeloversættelse med bl.a. personale, træning og teknologi. Visionen er at se hele Bibelen oversat til alle sprog i 2025.