Hold troen i live

Af Henri Nissen Ansvarshavende redaktør
Af Henri Nissen
Ansvarshavende redaktør

I denne weekend deltager ca. 900 kristne danskere i Awake-konferencen i København. De kommer for at få ”mere fra Gud”. Og det burde være målet for os alle.

David du Plessis, en kendt amerikansk prædikant, som blev kaldt Mr. Pentacost (hr. Pinse), var kendt for udtrykket ”Gud har ingen børnebørn”.
Et udtryk, som Indre Missions store høvding fra 1934-59, Christian Bartholdy, også brugte, når han ville illustrere, at man ikke kan leve på forældrenes tro, men selv har brug for at blive ”født på ny” for at være et Guds barn.
Det var nemlig den besked, Jesus sagde til den ellers meget religiøse Nikodemus: Du må fødes på ny. (Johs. evang. 3,3-7)
At blive født på ny er den forvandling, der sker med os, når vi selv, personligt tager imod Jesus som vores frelser og den, der er herre i vores liv.
Men hvad sker der så?
Helligånden forsøger at vejlede os, så vi erkender, hvem vi er, og omvender os fra det onde, og begynder at træffe gode valg. Som regel oplever man en stor forandring i tiden efter.
Men det fortsætter ikke automatisk sådan…
Vi har brug for at få fyldt på. Brug for at vokse. Fra at være pattebørn, som Paulus siger, der kun kan tåle mælk, til at indtage fast føde. (Hebr. 5,12-14) Vi må tage nye skridt i tro.
At tro er ikke en éngangs-begivenhed. Det er et liv i tro.

Vi véd jo alle, at vi i perioder kan blive sløve eller skuffede. Ofte fortæller folk mig, at en bestemt skuffelse satte deres åndelige liv på stand by.
Måske var det et andet menneske, der svigtede, og så begyndte de at tvivle på det hele, som om det var mennesker eller kirken, de troede på, – og ikke Gud og Jesus.
Nogle gange var det en forkert teologi, der fik dem til at tro, at Gud var vred på dem eller ikke brød sig om dem.
Men ofte var det måske slet ikke de andres svigt, men vores egne fald, der fik os til at sakke bagud. Vi mistede frimodigheden og begejstringen. Og blev gnavne og mistroiske…
Men det fantastiske ved kristendommen er, at vi kan komme tilbage til Gud – og opleve nåde på nåde. Opleve sejre. Det kan virkelig blive godt igen.
Det gælder om ikke at blive hængende i det gamle, men at tage nye skridt i tro og vokse og opdage, hvor meget mere, der er at få.