Jordans konge vil redde Gravkirken

Gravkirken i Jerusalem er hjemsted for seks forskellige kirkesamfund, som ikke kan finde ud af at deles om udgifterne til vedligeholdelsen. Foto: Jorge Láscar (flickr)
Gravkirken i Jerusalem er hjemsted for seks forskellige kirkesamfund, som ikke kan finde ud af at deles om udgifterne til vedligeholdelsen. Foto: Jorge Láscar (flickr)

Kong Abdullah II af Jordan har tilbudt at betale dele af restaureringen af Gravkirken i Jerusalem med private midler.
Gravkirken i Jerusalem blev alvorligt skadet under et jordskælv i 1927 og har siden været holdt sammen af en jernstruktur. Men på grund af uenighed mellem de seks forskellige kirkesamfund, som bruger Gravkirken, er der ikke blevet restaureret noget siden 1947.
Den græske, armenske, etiopiske og syriske ortodokse kirke samt den koptiske og den romersk-katolske kirke er alle brugere af kirken over det sted, hvor man mener Jesu grav lå. Og de har en lang tradition for ikke at kunne enes om fx udgifter til reparationer.
Men nu er man enige om, at kirken risikerer at falde helt sammen og at noget må gøres. Og her tilbyder Jordans konge at hjælpe kirkesamfundene med nogle af de nødvendige 28 millioner kroner.
– Kongen har altid været, og vil forblive, en trofast beskytter af de kristne og muslimske helligdomme i Jerusalem, siger den græsk-ortodokse kirkes overhoved i Jerusalem, patriarken Theophilos III.
Den del af Gravkirken, som stammer fra begyndelsen af 1800-tallet, har brug for en total genopbygning. Korsfarer-kapellet fra det 12. århundrede skal repareres, og sprækker i stenene, hvor man tror Jesus blev gravlagt, skal udbedres, skriver Christiantoday.com.
KPK/Bodil