Awake konference samler næsten 900 i København

Bill Johnson fra Californien er hovednavnet i år.
Bill Johnson fra Californien er hovednavnet i år.

Bill Johnson er hovedtaleren ved den årlige Awake konferencen, som skal udruste kristne med kraft.

Næsten 900 deltagere har forud tilmeldt sig den Awake-konference, som holdes i København den 21.-24. april.

Her er hovedtaleren dr. Bill Johnson, som er præst i Bethel Church, Redding. Han og Bethel Church-familien har helbredelse som et tema for deres liv og tjeneste. Lige fra kræft til brækkede knogler, indlæringsvanskeligheder og følelsesmæssig helbredelser. Den slags sker regelmæssigt i Redding.
Bill Johnson mener – og praktiserer – at mirakler ikke er begrænset til vækkelsesmøder. Derfor underviser han sin egen kirke – og nu kristne på Awake-konferencen i København – i at tage denne salvelse ud til skoler, arbejdspladser og andre verdslige sammenhænge.
Bill Johnson mener, at vi skylder verden at få et møde med Gud, men at et evangelium uden kraft ikke er det evangelium, som Jesus prædikede.
Bill Johnson er et stort navn blandt mange – især unge – kristne. Det skyldes især, at han er så god til at formulere store sandheder enkelt og stærkt i korte sentenser.
Forlaget Scandinavia har udgivet Johnsons bog ”Komme dit rige” (på engelsk ”When Heaven Invades Earth: A Practical Guide to a Life of Miracles”.) I den udfordrer han kristne til at acceptere deres identitet som mennesker, der er bemyndiget til at udløse Guds rige på jorden, ligesom det er i Himlen.
Og i løbet af april udkommer også bogen ”Plads til Guds nærvær”. Den handler bl.a. om, hvordan Guds nærvær kan hvile over en person – ligesom det var tilfældet med profeterne i Gamle Testamente.

Randy Clark har fået Danmark på hjerte og vender tilbage.
Randy Clark har fået Danmark på hjerte og vender tilbage.
Randy afventer profeti

Dr. Randy Clark kommer igen, ligesom de sidste tre år. Han var den prædikant, der talte, da Toronto-vækkelsen brød ud, og han har siden 1994 rejst i det meste af verden for at undervise og give salvelsen videre.
Han er kendt for at undervise systematisk på en let forståelig måde. Og der sker næsten altid mirakler, mens han prædiker.
Randy Clark vender tilbage, fordi han venter på, at en profeti om København skal gå i opfyldelse. Profetien handler om, at byen vil blive rystet af Gud under et af Randys besøg. Det er endnu ikke sket.
Endelig kommer også dr. Tom Jones og underviser. Tom Jones er en del af det apostolske netværk omkring Randy Clark og ”Global Awakening”, og han underviser ofte på en humoristisk og utraditionel måde.

Transmiteres på TV

KKR/TV transmitterer konferencen live. For at se den skal man have KKRs TV-boks, kunne se antenne-TV i hovedstadsområdet, eller man kan følge møderne via online-stream på kkr-tv.dk/live-tv.
Udfordringen bringer artikler på nettet, men pga deadline først i den trykte avis i uge 17.

Forbøn for syge

Der er møder både morgen, middag og aften fra torsdag aften til søndag formiddag. Søndagen er der fri adgang til ”supersøndag” – men måske rift om pladserne.
Udover disse møder er der møder for ledere og særlige forbøns-samlinger for syge fredag, lørdag og søndag fra 17 til 18:30, hvor også Tom Jones og Randy Clark deltager sammen med et team de har med på 21 forbedere.