Hemmelige optagelser fra abortklinikker beslaglagt

Efter at abortmodstanderne med skjult kamera havde afsløret uhyrligheder på USAs abortklinikker, bliver manden bag optagelserne, David Daleiden retsforfulgt. Skærmprint CNN.
Efter at abortmodstanderne med skjult kamera havde afsløret uhyrligheder på USAs abortklinikker, bliver manden bag optagelserne, David Daleiden retsforfulgt. Skærmprint CNN.

Videoer fra Planned Parenthoods klinikker er blevet fjernet fra David Daleidens hjem.

Siden sommeren 2015 har abortmodstandere offentliggjort videoer, som angiveligt afslører adskillige lovovertrædelser i USAs abortklinikker. Nu har myndighederne i Californien beslaglagt videoerne.

Det skrev FoxNews den 6. april. Senere har det vist sig, at ordren kom fra justitsminister Kamala Harris, som er en ivrig fortaler for Planned Parenthood. Hun er også en af de politikere, hvis valgkamp er blevet støttet af Planned Parenthood. I Harris’ tilfælde med over 250.000 dollars.
David Daleiden og Center for Medical Progress lækkede sidste år 11 videoer optaget med skjult kamera fra abortklinikkerne under Planned Parenthood. Her ser man bl.a. ledende medarbejdere diskutere salg af aborterede fostre.

Høring i Kongressen

Daleidens videoer førte til voldsomme protester mod abortindustrien. Især blandt Republikanerne var der mange, som ville fratage Planned Parenthood deres statstøtte.
To 38-årige kvinder, som var ”fejlslagne aborter”, stod frem i Kongressen og vidnede om, hvordan de var blevet udsat for aflivnings-forsøg efter at være aborteret i hhv. 5. og 7. måned.
Som begrundelse for statsstøtten til Planned Parenthoods klinikker siges det ofte, at de tilbyder fattige kvinder screening mod fx brystkræft. Men den service findes ikke, indrømmede direktør Cecilie Richards under ed overfor kongressen i oktober 2015.

Sigtelse vendt på hovedet

Alligevel fik afsløringerne ikke den effekt, abortmodstanderne havde håbet.
Selv om der var indledt en retslig undersøgelse af Planned Parenthood’s behandling af aborterede fostre, valgte en storjury i Houston, Texas, at frifinde abortklinikkerne.
I stedet anlagde de sag mod David Daleiden og journalist Sandra Merrit, fordi de under optagelserne med skjult kamera havde anvendt falske kørekort for at komme ind på en klinik i Houston.
Planned Parenthood har også gentagne gange prøvet at så tvivl om videoernes ægthed.
I forbindelse med Kamala Harris’ beslaglæggelse af videoerne, skriver Center for Medical Progress, at det handler om Kamala Harris’ egne politiske ambitioner, og det er et forsøg på at betale af på gælden til Planned Parenthood ved at give deres stærkeste modstander mundkurv på. Daleiden sidder nemlig inde med mange timers totalødelæggende bevismateriale om klinikkernes lyssky forretninger med salg af babydele.

38-årige Gianna Jessen overlevede et 18 timers abortindgreb med saltvand i sin mors mave og blev født levende i Los Angeles i 1977. Hun vidnede mod Planned Parenthood klinikkerne i USA’s kongres den 9. september 2015. Skærmprint.
38-årige Gianna Jessen overlevede et 18 timers abortindgreb med saltvand i sin mors mave og blev født levende i Los Angeles i 1977. Hun vidnede mod Planned Parenthood klinikkerne i USA’s kongres den 9. september 2015. Skærmprint.
Politisk interesse

Nogle abortmodstandere har afsløret, at mange demokratiske kandidater, heriblandt præsidenten, tidligere har modtaget store beløb til deres valgkampagner fra Planned Parenthood.
På Facebook har David Daleiden skrevet, at betjentene ”beslaglagde alle videoer, som viser Planned Parenthoods ulovlige handel med dele af aborterede babyer foruden information om mig personligt”.
Han tilføjer dog, at betjentene ikke fjernede visse dokumenter, som ifølge ham selv implicerer Planned Parenthood i ulovlige handlinger.

”Magtmisbrug”

Daleiden fastholder, at sigtelsen mod ham er ”et angreb mod civil journalistik” og at han fortsat vil kæmpe med alle midler for at sikre USAs frihedsrettigheder.
Matt Heffron, som er advokat for Daleiden og tidligere statsanklager, siger, at razziaen mod Daleidens hjem var ”oprørende og ude af proportioner med den påståede lovovertrædelse. Det bringer skam over den udøvende magt og viser et undertrykkende misbrug af regeringsmagten”.
Samtidig understreger Matt Hefron, at det er misbrug af skatteydernes penge at starte en strafferetssag (som blev indledt med razziaen mod Daleidens hjem) midt i den civile retssag (om dokumentfalsk).