Tal til mig, Gud

(Læsetid: 6 minutter)
- Var det virkelig Gud, der sagde: Gå udenfor! - mens det var så dårligt vejr...?
– Var det virkelig Gud, der sagde: Gå udenfor! – mens det var så dårligt vejr…?

Mine får hører min røst, siger Jesus. Og jeg ville så gerne høre fra Gud. Men var det hans stemme, jeg hørte?

Af Natalie Schwarz

Handler det om mit ord i Guds øre – eller er det omvendt?

”Gud, tal til mig!” bad jeg, for jeg ville lære ham bedre at kende. Pludselig hørte jeg en indre stemme: ”Gå udenfor!” Var det virkelig Gud? Hvorfor udenfor? I blæsten?

Det hele begyndte med, at der var to ting, jeg ikke kunne få ud af hovedet. Den ene var en sætning, som jeg havde læst engang for flere år siden: ”Gud er os altid så nær, som vi lader ham komme.”
Den anden var Jesu ord: ”Mine får hører min røst.” Ergo begyndte jeg at lytte. At være stille. Og især at bede for det.
Ja, jeg tryglede Gud, om han ikke nok ville tale til mig. Og vel at mærke sådan, at jeg ikke var i tvivl om, at det var hans røst.

Kræver Gud noget svært?

Jeg ville så gerne høre den. Samtidig var jeg lidt bange. For hvad ville han sige? Denne blanding af længsel og frygt … frygt for hvad egentlig? Jo, der var jo en lillebitte chance for, at jeg ikke ville bryde mig om det, han sagde.
Måske ville han kræve noget af mig. Og jeg udmalede mig allerede alle tænkelige scenarier: Jeg skulle rejse til Afrika som missionær. Jeg skulle sælge alt, hvad jeg ejede og give pengene til de fattige.
Måske skulle jeg endda adoptere op til flere børn?! Der var engang en, der sagde, at man skulle være forsigtig med, hvad man bad om, for Gud kunne lade bønnen gå i opfyldelse …
Og så var det lige præcis det, der skete … og så alligevel helt anderledes.

Indre trang

Nej, jeg skulle ikke rejse til Afrika. Vi fik også lov til at beholde vores hus og har ikke adopteret nogle børn.
Til at begynde med var det hele tiden den samme sætning, der dukkede op i hovedet på mig, hver gang jeg bad Gud om at tale til mig: ”Mine får hører min røst” (Johs. 10,27).
Og det gentog sig, indtil det en dag sagde klik. Det var Guds røst! Da jeg forstod det, var det, som faldt der skæl fra mine øjne:
For det første hørte jeg hans stemme – det var vidunderligt! For det andet var jeg hans får – sikke en bekræftelse af mit håb om frelse.
Så fortsatte det. ”Gå udenfor med børnene!” hørte jeg stemmen sige. Til at begynde med tænkte jeg, at grunden til det nok var, at jeg trængte til at komme ud (ja, jeg er et indemenneske og for det meste godt tilfreds med den status). Men jo mere tid der gik, jo mere urolig blev jeg.
Jeg kunne mærke, at der var nogen, der havde brug for mig. Jeg så mig omkring. Klokken var kun halv ni, og det blæste kraftigt. ”Herre,” sagde jeg, ”i den blæst?” Han svarede: ”Jeg er også i blæsten.” Trangen blev stærkere. Jeg fik en indre vished om, at jeg skulle besøge en veninde, og skyndte mig.

Regnbuen

På vej derhen så jeg en strålende regnbue. Jeg blev så begejstret, at jeg tog nogle billeder med min mobiltelefon. Senere viste jeg min veninde regnbuen og sagde: ”Den er der kun for dig!”
Og den indvirkning, disse billeder havde på hende, er svær at beskrive. Den dag, hun havde taget imod Jesus som sin Frelser, havde Gud skænket hende en regnbue som tegn på, at han havde sluttet en pagt med hende.
Snart forstod jeg, hvorfor Gud havde sendt mig hen til hende. Jeg så tårer, smerte – ja, en byrde så stor, at alt håb syntes ude.
Gud gav mig i rette øjeblik det rigtige bibelvers til dette menneske; han gav mig de rette ord og modet til at fremsige en stærk bøn.
Opfyldt og begejstret gik jeg i seng efter denne udfordrende, men spændende dag.

Feber og tvivl

Næste morgen vågnede jeg udmattet og plaget af tvivl. Min søn Caleb lå og klynkede i sengen med 40 grader i feber.
Indvendigt hørte jeg røsten: ”Gå ud!” ”Nej, Herre,” forsøgte jeg at argumentere, ”det regner, og Caleb har feber. Jeg kan da ikke gå ud!”
To ord dukkede op i hovedet på mig: ”Læge” og ”apotek”, men jeg forsøgte at ryste dem af mig og holdt på mit. Calebs feber faldt, og lægekonsultationen lukkede klokken tolv.
Men allerede om eftermiddagen begyndte min søn at klynke af smerte igen.
Havde jeg lyttet til Gud, ville jeg have sparet mig konsekvenserne: et uroligt barn, som skulle trøstes i timevis og til syvende og sidst en tur på sygehuset klokken ni om aftenen, diagnose halsbetændelse, og opsøgning af et vagtapotek. Alt sammen kun, fordi jeg havde vægret mig ved at bevæge mig ud af min komfortzone.
Jeg følte mig både skamfuld og ked af det. Resten af aftenen havde jeg det elendigt.
”I morgen, Herre, gør jeg, som du siger,” lovede jeg knækket.
Morgenen oprandt, røsten også: ”Gå ud!”
Hvad? Det kan da ikke passe, at det nu sker for tredje gang!
Jeg kæmpede frem og tilbage med mig selv og mine tanker, men denne gang ville jeg adlyde.
Noget modvillig, med et grædende barn, og usikker på, hvordan det alt sammen ville ende, klædte jeg mig på for at gå en tur. Denne gang helbredte Gud min søn. Efter vores spadseretur var feberen forsvundet. ”Tak, Jesus!” Hvilken gave efter den foregående dags ulykke.

Der er mere i vente

Næste dag spurgte jeg Gud: ”Nå, Gud, skal jeg også ud i dag?”
Min Gud ved, hvad der er godt – ikke blot for mennesker i nød eller for mine børn, men også for mig.
Efter årelange hjemmestudier og dengang tillige små, urolige tvillinger, som krævede al min energi, havde jeg kun alt for villigt puttet mig inden døre og ladet verden omkring mig gå sin gang. At jeg herved var blevet mere og mere utilfreds og måske endda var rutsjet ned i en depression, havde jeg slet ikke registreret.
Spadsereturene i frisk luft førte med sig, at jeg var nødt til at gøre mig i stand for at se pæn ud, at jeg kom i kontakt med andre mennesker, tænkte over mit forhold til Gud og som en ekstra gevinst fik hjernen blæst ordentlig igennem. Det krævede en vis rutine.
Og nej, Gud har ikke krævet det samme af mig hver dag. Jeg vil ikke engang kalde det krav, men snarere udfordringer.
Opmuntret af hans røst fik jeg gang i artikler, sangtekster, digte og drømme.
Han udfordrede mig, gav mig mulighed for at vokse. Det, jeg oplevede og udrettede i disse få uger, hvor jeg inderligt bad om at måtte høre Guds røst, overstiger alt, hvad jeg tidligere har prøvet. Og nu ved jeg helt sikkert:
Der er mere i vente! Røsten er der stadig. Og venter kun på en opmærksom lytter.

Natalie Schwarz er gift og mor til tre små drenge.
Artiklen er oversat fra det tyske blad Lydia 4/2015.

Læs også