Hvordan læser vi Bibelen? II

Kronikken i sidste uge handlede om vigtigheden af at læse og forstår bibelsteder ud fra deres sammenhæng. I den anden af Iver Larsens tre kronikker om bibellæsning handler det om den sunde fornuft.

I den foregående kronik så vi på et helt fundamentalt princip: at læse og forstå bibelsteder ud fra deres sammenhæng.

Sund fornuft

Et andet vigtigt princip er at bruge sin sunde fornuft. ”Gud har … givet os … en ånd, der giver os kraft, kærlighed og sund fornuft.” (2 Tim 1,7, BPH).
Man kan til en vis grad lære at tænke logisk, og det hjælper en til at opbygge en sund fornuft. Men ens ”sunde fornuft” afhænger også af, hvor godt man er inde i sin Bibel og Bibelens baggrundsverden. Begge dele er vigtigt.

Gik Peter op i båden?

Lad os se på nogle vers fra Johannes kapitel 21, hvor Peter i frustration opgav at være Jesus’ discipel og vendte tilbage til fiskeriet. De fiskede hele natten, men Gud sørgede for, at de ikke fangede noget som helst. Pludselig stod den genopstandne Jesus inde på bredden og råbte ud til dem: ”Nå, har I fanget noget?” Johannes var straks klar over, at det var Jesus, Herren. Vers 7 siger i AO fra 1992: ”Da Simon Peter hørte, at det var Herren, bandt han tøjet om sig – han var ellers nøgen – og sprang ud i vandet.”
For grækerne var det naturligt at være nøgen, ikke mindst under idræt. Jøderne viste derimod så lidt hud som muligt i det offentlige rum. Ved man det, siger ens sunde fornuft, at ”nøgen” her selvfølgelig ikke betyder adamskostume. (AO 1948 giver forklaringen bag i Bibelen.)
At Peter var ”nøgen” betød, at han havde taget sin lange yderkjortel med lange ærmer af og kun havde sin inderklædning uden ærmer på. Også inderkjortlen var lang og gik næsten til fødderne. Skulle man arbejde eller løbe, var det derfor nødvendigt at ”binde op om sig”, dvs. man løftede op i kjortlen og bandt et bælte om livet. Desuden var det en fordel ikke at have de lange ærmer, især når man skulle fiske. Græsk har et særligt ord for at binde op om sig, og grundteksten siger faktisk her, at han brugte sin yderkjortel til at binde op om sig.

Men ens sunde fornuft spørger umiddelbart, hvorfor han dog bandt op om sig, før han sprang ud i vandet? Og hvorfor sprang han ud i vandet?
AO 1992 fastholder ganske vist, at han bandt tøjet (mere nøjagtigt sin yderkjortel) om sig, men hvis han virkelig var nøgen, ville han så ikke bare have taget noget tøj på? Og ville det så ikke være nok med inderkjortelen, hvorfor yderkjortelen med de lange ærmer? Man kan faktisk ikke binde op om sig, hvis man ikke allerede har en kjortel på. At binde op om sig er altså noget helt andet end at tage tøj på.

Mange gætter så på, at Peter svømmede i land, måske for at komme til Jesus før de andre. Men hvorfor skulle han det, når han netop havde opgivet at være Jesus’ discipel i frustration over sit svigt skærtorsdag nat? Teksten siger intet om, at han svømmede i land, og det ville også være ret besværligt med en inderkjortel på plus en yderkjortel bundet om livet.

De øvrige disciple roede båden ind mod land med nettet fuldt af fisk fastgjort til siden eller bagenden af båden. Det lykkedes dem at få nettet i land, uden at det blev revet i stykker på eventuelle sten på søens bund. I vers 11 siger de fleste oversættelser noget i retning af: ”Simon Peter gik op i båden og trak nettet på land.” Men grundteksten har slet ikke noget ord for båd her, og teksten bruger heller ikke det normale ord for at gå op i en båd. Der står kun, at Peter gik op og trak nettet på land. Det græske ord ”gå op” som bruges her, angiver, at man går fra en lavere til en højere position eller som her fra en sø op på land. På dansk ville vi sige, at han vadede i land.
Vi har netop fået at vide, at nettet med de mange store fisk var så tungt, at 7 fiskere ikke kunne trække det op i båden. Ens sunde fornuft siger derfor, at Peter ikke ene mand kunne trække nettet op i båden. Og hvis han bare ville trække det længere op på bredden, hvorfor så gå op i båden? Det giver ingen mening.

Hvordan kan så mange oversættelser sige noget så meningsløst? Det skyldes nok, at de har fortolket teksten, som om Peter svømmede i land, selv om det ikke står i teksten. Og har man først anbragt Peter på land, giver det ikke mening nu at sige, at han vadede i land. Den logiske konklusion er, at Peter ikke havde tænkt sig at svømme i land, da han sprang ud i vandet. Formålet var at gå på bunden for at forhindre, at nettet blev revet i stykker på eventuelle sten på bunden. (De var tæt på land, siger teksten, og på netop det sted var vandet ikke dybere, end han kunne bunde). Det havde også den fordel, at Peter blev så travlt optaget af et ”fornuftigt” arbejde, at han ikke behøvede at se Jesus i øjnene.

Sætter Gud ild til sine tjenere?

Et andet vers, hvor det betaler sig at bruge sin sunde fornuft, er Hebræerne 1,7.
Her siger den autoriserede oversættelse: ”Om englene hedder det: Han gør sine engle til vinde og sine tjenere til flammende ild.” Man ser for sig en engel, der pludselig forsvinder i en hvirvelvind, og en Guds tjener, der bliver opslugt af flammer som en anden Johan Hus. Giver det mening?
Det drejer sig faktisk her om et citat fra Det gamle Testamente, så lad os kigge på det vers:
”Du gør vindene til dine sendebud og den flammende ild til dine tjenere.” (Sl 104,4)
Salme 104 handler om Guds storhed som den, der ikke kun skabte verden, men er herre over den. Det betyder også, at han kan bruge vinden som sit sendebud og den flammende ild (i denne sammenhæng lynene) som sine tjenere. Når Gud kæmpede for sit folk i GT, skete det af og til, at han brugte naturkræfterne i kampen, f.eks ved at sende tordenvejr og voldsomme regnskyl over deres fjender.

Hvordan kan teksten i Hebr 1,7 bevæge sig så langt væk fra den samme tekst i Salme 104? Ser man på grundteksten, så er den græske tekst i Heb 1,7 den samme som i den græske udgave af Salme 104,4, som vi finder i Septuaginta-oversættelsen af GT. Ganske vist er den græske tekst uklar med hensyn til, hvad der er subjekt og objekt, men når man tænker på, at det er en ordret oversættelse fra hebraisk, bliver det klart, at Heb 1,7 burde oversættes med: ”Han, der bruger vinde som sine sendebud/engle, og lynild som sine tjenere.” Ordet for ”sendebud” betyder også ”engle” både på hebraisk og græsk. Faktisk kommer det danske ord ”engel” fra det græske ord for ”sendebud” (angelos).

Frelses en kvinde ved at føde børn?

Et tredje eksempel på nødvendigheden af sund fornuft er fra det mystiske vers i 1 Tim 2,15:
”Men frelses skal hun, ved barnefødslen – hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med besindighed.” (AO 1992)
Bliver en kvinde frelst ved at føde børn? Er det væsentligt at holde fast ved tro og kærlighed og hellighed med besindighed under en fødsel? Hvor er den sunde fornuft blevet af? Nogle forsøger at redde meningen ved at foreslå, at barnefødslen er Jesus’ fødsel, men bliver man frelst ved Jesus’ fødsel? Og hvad er det for en frelse, der er tale om?
DNA siger det sådan her: ”Men fordi kvinden føder børn, kan hun alligevel blive frelst…” Hvad har det at føde børn at gøre med det at blive frelst? Hvor er den sunde fornuft blevet af?

Her er AO 1948 mere fornuftig:
”Men hun skal frelses under opfyldelsen af sit moderkald – hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med ærbarhed.”
Bibelen bruger ordet frelse både i datid, nutid og fremtid: ”Vi er frelst af tro”, ”vi skal arbejde på vores frelse” og ”vi skal frelses, når Jesus kommer igen.” Der er i forskellige sammenhænge tale om en begyndelse, en proces og en fuldkommengørelse.
I dette vers bruges fremtid, så der tænkes på den endelige frelse efter et liv levet i tro, kærlighed, hellighed og besindighed. Sammenhængen for Paulus her er, at kvinder, som forsømmer deres kald som mødre og opdragere (i den daværende kultur var det kvindens fornemste opgave, især for jøderne), og i stedet optræder som lærere i menigheden uden at være kvalificerede eller kaldede til det, risikerer at miste troen, kærligheden, helligheden og besindigheden og i sidste ende deres frelse.
Der er således to væsentlige principper for bibellæsning og bibelforståelse.

For det første: Læs Bibelen i sammenhæng og tag ikke vers ud af deres sammenhæng. Jo mere vi læser i Bibelen, jo større chance har vi for ikke at blive ført på vildspor.

For det andet: Brug din sunde fornuft, og lad dig ikke rive med af veltalende folk, som siger ting, der lyder ufornuftigt. Vær også på vagt over for dem, der siger: ”I virkeligheden siger grundteksten noget andet end oversættelsen.” Det er muligt, at alle gængse oversættelser er forkerte på et bestemt sted. Men mange af de mennesker, der kommer med den slags udtalelser, kender ikke meget til grundteksten. De bygger deres formodninger på en ord-for-ord oversættelse til dansk eller engelsk og har måske kigget i en græsk eller hebraisk ordbog.