Integrationspris til eritreansk flygtning

Diakon Abel Zemhret fik overrakt Integrationsprisen (krus, kurv og diplom) af tidligere overrabbiner Bent Melchior.
Diakon Abel Zemhret fik overrakt Integrationsprisen (krus, kurv og diplom) af tidligere overrabbiner Bent Melchior.

Den 32-årige flygtning Abel Zemhret fra Eritrea har modtaget Tværkulturelt Centers integrationspris Årets Krus – Årets Knus 2016.

Prisen gives til en kristen flygtning, der har gjort en bemærkelsesværdig indsats for at blive integreret i dansk samfunds- og kirkeliv. Prisen blev overrakt af tidligere overrabbiner Bent Melchior på Tværkulturelt Centers forårskonference i København.

Brobygger for andre

Ved prisoverrækkelsen understregede Bent Melchior, at Abel Zemhret er et meget initiativrigt menneske. Hans flugt over Middelhavet tog fem dage. Nu er han blevet en brobygger ind i det danske samfund for andre flygtninge.
Abel Zemhret studerede teologi og filosofi i Eritrea, inden han for to år siden måtte flygte. Som asylsøger var han i praktik på Røde Kors´ avis New Times. På asylcentret samlede han de beboere, der ønskede at deltage i de engelsksprogede gudstjenester i Roskilde Domkirke.
Abel Zemhret fik asyl for et år siden. Han bor i Ringsted, går på sprogskole, er i praktikforløb, arbejder frivilligt i en kirkelig genbrugsbutik og har været med til at starte et eritreansk fodboldhold. Han er en efterspurgt foredragsholder og har undervist såvel universitetsstuderende som konfirmander.
Abel Zemhrets kirkelige baggrund er den katolske kirke i Asmara, hvor han var indviet som diakon. I Ringsted kommer han blandt andet i Sct. Bendts Kirke og har også kontakt til den eritreansk-ortodokse menighed i Mariakirken i København.