Jeg kæmper med depression og angst…
Kære Suh.
Jeg er en senior på 80 år, gift, børn, og som igennem længere tid har kæmpet med en depression.
Min depression afføder både angst og skyld. Jeg har prøvet alt, psykolog, piller, forbøn. Jeg ser det selv, som om jeg er i en kælder, som jeg ikke kan komme op af. Jeg er en kristen og kommer i en pinsemenighed.
Tak om du kan give mig et ord med på vejen.
Senior 80 år
Kære Senior 80 år
Jeg er ked af at høre, at du har kæmpet så længe med en depression, og du har jo prøvet de ting, jeg normalt ville anbefale dig. Jeg vil dog gerne alligevel give dig nogle kommentarer med på vejen.
En depression er et udtryk for, at noget ikke er i balance, enten fysisk, psykisk eller neurologisk. Jeg går ud fra, at du har undersøgt dette sammen med den psykolog, du tidligere har konsulteret, men måske du igen skulle prøve at danne dig et overblik over, hvilke forventninger du (og andre) har til dig, både på det fysiske, psykiske og mentale område?
Er de forventninger realistiske i forhold til dine ressourcer? Du er jo senior, og kræfterne og mulighederne er ganske enkelt ikke de samme hos dig som for 20 år siden.
Nogle gange glemmer vi de begrænsninger, som vores kronologiske alder sætter for os. Det betyder, at vi kommer til at lave et ”overtræk” på energi-kontoen, som over tid kan resultere i udbrændthed og depression.
Prøv også at tænke over, hvad der plejede at give dig glæde, energi og mening i dit liv? Hvor er dette blevet af? Og kan du selv være med til at gøre noget for at få det ind i dit liv igen – også selvom det blot er ganske lidt? Prøv at tænke på det på den måde, at hvis du ikke kan komme op af kælderen i øjeblikket, så må du få noget solskin ned i kælderen til dig, evt. lade andre bringe det ned til dig!
En anden hjælpsom metafor kan være at tænke, at du indtil videre må begynde at indrette kælderen mere komfortabelt og prøve at gøre dig det så hyggeligt som muligt under de givne rammer, så at sige. Det vil hjælpe dig til at flytte fokus fra depressionen og dens konsekvenser og over på de muligheder, du dog har, om end de måtte være få.
Du giver udtryk for, at din depression afføder angst og skyld. Angst følger ofte i kølvandet af depressioner, simpelthen fordi vores psyke hyppigt reagerer med angst, når den er overbelastet eller ude af balance. Angsten kan dæmpes både medicinsk, ved at være opmærksom på at imødekomme de behov, kroppen og psyken aktuelt har, samt via kærlig omsorg fra pårørende. Når depressionen letter, forsvinder angsten som regel også.
Skyldfølelsen er derimod noget, du kan arbejde med allerede nu, for skyld er psykologisk set vrede rettet mod sig selv. Hvad er du vred på dig selv over? Hvad er det, du åbenbart synes, du burde gøre, som du ikke gør? Eller omvendt? Her må du gå meget ærligt i rette med dig selv: du har ikke valgt at være deprimeret med vilje. Du har kæmpet en ihærdig og brav kamp for at komme af med den. Når du altså stadig er deprimeret, så er det ikke noget, du bør bebrejde sig selv for!
Vær nådig imod dig selv, ligesom Gud er nådig mod os alle. Acceptér, at du på grund af depressionen har begrænsede ressourcer, ligesom din kone ville have det, hvis hun faldt og brækkede benet – det ville du vel ikke bebrejde hende, vel?
Hvis du endelig vil bruge skyldfølelsen til noget, så brug den konstruktivt ved at spørge dig selv: er der noget, jeg realistisk set kunne gøre, som ville give mig mere glæde og energi hver dag, men som jeg alligevel ikke gør? Hvis du kan svare ja til det, så er det helt i orden at have lidt skyldfølelse, for det du har mulighed for at gøre positivt i dit liv og i kampen mod depressionen – det skal du sandelig også gøre.
Jeg håber, du vil fortsætte din kamp og ikke give op.
Hilsen Suh
