Kan det siges tydeligere?

”Hvor længe vil du holde os i uvished? Hvem er du egentlig? Er du den vi forventer, vi er usikre.”

Spørgsmålet havde karakter af ærlig sandhedssøgen, men var dobbelttydigt – han skulle fanges i sine egne udsagn. Vi er tidsmæssigt før påske – og han vandrer rundt i templet.
Jesus holdt sig ikke skjult, men færdedes frit – talte frit, offentligt – flygtede ikke fra nærgåede spørgsmål.
Han ved, hvorfor han taler – han taler sandt, er identisk med sandheden. Sådan er mennesket frit, når det er bundet til Gud.

”Hvorlænge vil du holde os i spænding, i uvished?” Var de nysgerrige?
Den påståede uvished blev til angrebslignende spørgsmål – en slags anklage af Jesus for at holde sine omgivelser i et slags fængsel af uvished og utryghed.

“Gennem de senere år har vi læst om gidsler, som holdes fangne i flere år. Igen og igen beretter de frigivne om den psykiske tortur, det er at holdes hen i uvished om sin egen skæbne.”

Holdt Jesus sine omgivelser i denne uvished om, hvem han var? Kunne de ikke bare tage hans ord for pålydende? Jo, det var netop det, de kunne, hvis de altså brød sig om det, han sagde.
Det var her, problemet var, som var det et spørgsmål om, hvilken smag maden havde og ikke dens livsfunktion. Hans tale måtte enten modtages i accept, altså tro på det troværdige, eller forkastes som falsk.
Deres tro var på forhånd knyttet til løgnen, den negativt ladede skepticisme. Derfor var de ude af stand til at lytte. Men for dog at kommunikere med disse skeptikere bruger Jesus her en billedtale, som de var velkendt med gennem deres familiers erhverv og offertjenesten i templet.

Billedtalen var om hyrden og fårene.
”Jeg er den gode hyrde, som leder ret og passer på fårene.” Kunne det siges tydeligere? De forstod det alle sammen, især folkets ledere – hans udsagn måtte opfattes som storhedsvanvid.
Skulle han virkelig være Guds udvalgte – Israels konge den Salvede? ”Sig os det rent ud – hvor længe vil du holde os hen?” Usagt: ”Hvornår siger du det, der passer ind i vores tankegang?”
At der var usikkerhed, fremgår også i evangelierne, når hans egne disciple bliver utålmodige og spørger, hvornår alt forandres – altså et politisk Gudsrige, hvor de kunne blive tilgodeset som herskere.
”Hvis du er – så udøv din magt!” Slangens ”hvis” – fra Paradis til ørkenen – lever i bedste velgående og sluges råt i mødet med Gud, iklædt menneske i Jesus Kristus. Ham diskuterer man med under påskud af sandhedssøgen. Man ser for sig billedet fra Kaj Munks skuespil Ordet, hvor den syge Johannes siger:
”Jeg har sagt Jer, men I tror ikke. Selv ikke de gerninger, jeg gør, overbeviser.”
Jamen hvor er de gerninger i dag? kan vi spørge. Skulle man dele det op i gode gerninger og onde gerninger, ser vi Guds gode gerning overalt – tænk blot på salmen: ”Op al den ting, som Gud har gjort” … og så alle de Guds åbenbaringer af Gudsriget, som et menneske af enkel, barnlig tro kan berette om. Hverdagens mange små undere for den, som både kender og hører hyrdens, Guds røst.

”Hvorlænge vil du holde os hen?”
Jesus vil med dette billede spørge os, som dem i teksten: Hvem er din hyrde? Hvem eller hvad lader du dig lede af? Befri dig selv fra dig selv!
Vor tids selvkredsen har ikke brug for en hyrde, som taler om sandhedens røst – det er at ophøje sig til Gud.
Det er netop det, sagen handler om: Er du den, du siger, du er? Sandhed og løgn kæmper i mennesket, indtil troens hvile indtræffer – som hos fåret, der hos hyrden finder sin relation.
Denne relation begyndte med, at du blev Guds barn gennem dåb, og den varer livet igennem, hvor du er barn af samme Fader: Jesu far og vor Far.
AMEN

Dagens tekst: Joh. kap. 10:22-30

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

De jødiske ledere forkaster Jesus som Messias
22-23Det blev vinter, og Jesus var igen på besøg i Jerusalem, denne gang under Hanukka festen. Han gik omkring i den del af templet, som kaldes Salomons søjlegang. 24De jødiske ledere omringede ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen i uvished? Er du Messias, så sig det ligeud!«
25Jesus svarede: »Det har jeg allerede gjort, men I ville ikke tro mig. De undere, jeg gør i min Fars navn, er bevis nok. 26Men I tror mig ikke, fordi I ikke hører til blandt mine får. 27Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig. 28Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd. 29Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd. 30Jeg og Faderen, vi er ét.«