Kollektivt hukommelsestab?

Af Henri Nissen Ansvarshavende redaktør
Af Henri Nissen
Ansvarshavende redaktør

Gennem de seneste godt 15 år har jeg beskæftiget mig indgående med menneskets urhistorie eller forhistorie – altså den del af vores historie, som videnskaben og lærebøgerne mener, at vi stort set ingenting véd om.

Det er især dét, der ligger ca. 2-6.000 år tilbage i tiden, som vi åbenbart ikke må vide noget om.
Faktisk ved vi en masse om disse årtusinder. De er beskrevet ret detaljeret i Bibelens første bog Genesis, som er det græske ord for oprindelse, samt i de andre bøger.
På dansk kalder vi bogen 1. Mosebog, fordi Moses formentlig sørgede for at få nedskrevet verdens og jødernes historie. Moses var jo adopteret af Faraos datter og en veluddannet prins, der havde adgang til alskens skrifter i Egypten.

Faktisk er Bibelens 66 bøger langt den største kilde til vores fortid. Bibelen er ikke kun en hellig bog for dem, der tror; den er også en enestående samling af historiske oplysninger.
Alligevel ignoreres denne enorme historiske kilde til stor skade for vores historieforståelse og selvforståelse.
Ateister (der ikke tror på Gud) sidder i dag tungt på undervisningssystemet og medierne i Europa. Og de ignorerer bevidst Bibelen – pga. deres religiøse fordomme.
Samtidig med, at de ignorerer beretninger, der kun er 2-3.000 år gamle, vil de have os til at tro på teorier om, hvad der skulle være sket for millioner af år siden.

Ved at ignorere Bibelen har bedrevidende folk udsat verden for et kollektivt hukommelsestab. Vi véd ikke længere, hvor vi kommer fra, eller hvorfor vi er her.
Den eneste livsforklaring, som er tilladt – og som promoveres som om den var en religion – er evolutionsteorien. Ifølge den er alting tilfældigt og uden mening. Alt det store og skønne i livet, som fx kærlighed og menneskelige følelser, eller naturens pragt skulle blot være kemiske processer…

Der er ikke noget at sige til, at moderne mennesker henfalder i depression og kynisme.
Men endnu er kilderne til rådighed. Endnu kan vi dykke ned i dem og forstå, at der var en begyndelse i overskuelig fortid. Der var en mening med verden og mennesket. Og der er endda en mening og et håb for hver enkelt af os.