Mørket vil miste sin magt

På et tidspunkt har mørket ingen magt over dig længere, lyder vidnesbyrdet fra en læser, der fik en svær depression i 2012.

Af Edith Laursen

Foråret 2014 fik jeg konstateret, at jeg havde fået en hjerneskade efter behandlinger med ECT (elektrochock), som jeg fik i 2012 i forbindelse en meget svær depression.

Tæppet blev rykket væk under mig. Jeg mistede mit job som pædagog i januar 2013, da min chef ikke mente, jeg kunne det samme, som før jeg blev syg.

Jeg græd hele julen

Det startede for alvor i januar 2012, hvor jeg skulle tilbage til mit job i Sfo’en. Jeg græd hele julen med tanke om at skulle tilbage på arbejde efter juleferie. Jeg kunne ikke overskue mit job, mit liv, mit ægteskab.
Langsomt fik jeg det værre og begyndte at planlægge at tage mit eget liv, med tanke om, at alle inklusiv min mand ville være bedre stillet uden mig. Mine venner ville få det bedre, og jeg fortjente ikke at være på jorden mere.
Min chef fik mig til at tale med Falckcare, hvor det blev konstateret, jeg havde en depression.
Jeg begyndte på medicin, men medicinen virkede ikke, og min depression eskalerede. Til sidst kom jeg til min læge, der sendte mig til Ballerup psykiatrisk center.
Efter en enkelt samtale blev jeg indlagt på den lukkede afdeling. De havde ikke flere ledige værelser, så der blev kørt en seng ind på et kontor med en white-board hængende på væggen.

Gud var der i mørket

Der var ingen tvivl om, at Gud allerede var der i alt dette mørke. For på det white-board skrev jeg alle Guds løfter ned.
Jeg skrev navnet på Sheila Walsh, den eneste kristne, jeg nogensinde havde hørt om, der havde været igennem en depression og var kommet om på den anden side. Så hver dag havde jeg hende som mit løfte om, at jeg også en dag ville komme om på den anden side – uden at vide noget om, hvor lang tid det drejede sig om.
Jeg holdt fast i skriftstedet Esajas 40:31a:

”Den der håber på Herren vil få ny kraft, nye svingfjer som ørnen.”

I 2011 fik jeg lavet en tatovering med en ørn og med skriftstedet nedenunder, og den tatovering blev et holdepunkt for mig under indlæggelsen. Et løfte om, at en dag ville jeg komme ud på den anden side, stærkere end før. Ligesom ørnen.
Én fortalte mig at ørnen har nogle svingfjer, som den på et tidspunkt taber, og mens de nye vokser ud, kan ørnen ikke flyve. Den sidder bare og venter og sulter, men en dag er fjerene vokset ud, og ørnen er nu i stand til flyve højere end før og er stærkere end før, og det billede holdt jeg fast i.
Jeg kunne ikke læse i Bibelen, men jeg holdt fast i dette skriftsted og skriftstedet fra Jer. 29:11:

”For jeg ved, hvilke tanker jeg har for jer, siger Herren. Tanker om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb.”

Disse ting skrev jeg på mit white-board.
Der var ingen tvivl om, at Gud havde forberedt vejen for mig. Jeg havde skriftstederne i hovedet, jeg havde fået lavet en tatovering længe før min depression, havde læst Sheila Walsh’s bog om hendes depression og disse ting blev mit holdepunkt i alt det mørke jeg var i.

Malerier med lys i mørket

Før min depression malede jeg tre malerier efter det, der skete i Norge på Utoya, men som også blev et symbol på mit liv.
Mørket hvor du ikke kan se lyset i tunellen.
Det næste billede: håbet begynder at komme frem af mørket. Og det sidste billede: lyset er tilbage, og det mørke har ikke længere magten, men er nu kun et ar af det, der er sket, uanset om det er død, sygdom eller andre svære ting, vi alle kommer igennem. På et tidspunkt har mørket ingen magt over dig længere.

Jeg kunne ikke det samme som før

Jeg blev udskrevet efter nogle måneders indlæggelse. ECT-behandlingerne var effektive for mig, og jeg kom tilbage til mit job, men oplevede, at jeg ikke kunne det samme som før.
Jeg blev hurtigt forvirret, jeg døjede med hukommelsesbesvær, og januar 2013 blev jeg fyret. Jeg var udover at være uddannet pædagog også uddannet sosu-assistent og prøvede at komme tilbage til dette fag.
Men jeg kunne ikke arbejde i dette heller, og foråret 2014 blev det konstateret, at jeg havde taget permanent skade af ECT-behandlingerne og havde permanent hukommelsestab.

Hjerneskadet!

Dette rev tæppet væk under mig. Ingen fremtid som pædagog mere. Hjerneskade!
Hvad ville Gud med mit liv? Hvorfor? Mange spørgsmål, masser af kaos.
Jeg valgte at få hjælp af en god, kristen veninde, som var pensioneret rådgiver. Med hendes hjælp og Guds hjælp fandt jeg styrken til at arbejde som frivillig inden for hjælp til andre svage, bl.a. var jeg frivillig for de hjemløse og var hver 14.dag frivillig på et hospice.
Og de andre dage var jeg ude og gøre noget godt for mig selv.
Jeg valgte, at jeg hver dag havde noget at stå op til. Min morgen bestod af kaffe og bibellæsning, gåture, tage til København og gå tur derinde. Hver dag tage make-up på, gøre noget ud af mig selv.
Jeg tog en beslutning. DET KAN GODT VÆRE JEG HAR HJERNESKADE, MEN DET SKAL IKKE SLÅ MIG UD!
Jeg nægtede, at min mand skulle komme hjem og have en kone, der bare sumpede foran fjernsynet i nattøj.

Valgte at tro Guds løfter

Jeg valgte at tro på, at en dag ville jeg have et job. Jeg valgte at tro på, at Gud havde en vej for mig. Jeg kunne ikke se det, men jeg valgte at tro på det, og gennem disse år lærte jeg, hvad det vil sige at tage valg i livet.
Du kan vælge at have ondt af dig selv i svære tider, eller du kan vælge at rejse dig og tro på Guds løfter. Men det er en proces at komme dertil. Det er et valg, hvordan du vil gå ad den sti.
I foråret 2015 ringede min telefon. Min jobkonsulent havde fundet et job i et pakkefirma. Jeg startede med 10 timer om ugen, og langsomt fik jeg arbejdet mig op.
Jeg startede i arbejdsprøvning, men blev rigtig god til mit job, og i slutningen af september spurgte min chef, om jeg ville være ansvarlig for et område i firmaet, hvilket jeg sagde ja til. 1. nov 2015 blev jeg fastansat, med 32 timer om ugen.

Takker Gud for arbejdet

Hver morgen takker jeg Gud, at jeg hver dag kan gå på arbejde, og have kollegaer. Jeg takker Gud for den proces, jeg har gået igennem. At han har været med hele vejen, forberedt mig på det, der skulle komme – også de svære ting.
Når jeg ser tilbage, fortryder jeg ikke, jeg fik ECT-behandlinger. De reddede mit liv, og ja, jeg ville godt have været min hjerneskade foruden, men det har gjort mig til den, jeg er nu.
Og jeg er stolt af at være den, jeg er. Og hvis jeg kan være fortaler for, at man godt kan komme igennem en depression – som Sheila Walsh var for mig, da jeg var igennem dette – så har det været det hele værd. Man skal ikke give op, for det gør Gud ikke.