Tidligere dobbelt livstidsfange bliver præst i megakirke
Megakirkepræst Rick Warren fra Saddleback Church i Californien har 2. april indsat en tidligere fange, som præst med særligt ansvar for fængslede.
Danny Duchene nåede at afsone 32 år af sin dobbelte livstidsdom. Han fortæller om sit tidligere liv:
– Jeg begik røveri, stjal og gjorde andre fortræd. Jeg tænkte aldrig på, hvad jeg udsatte andre for. Jeg tænkte bare på mig selv. Til sidst var jeg med til en forbrydelse, hvor to mænd blev dræbt.
Danny Duchene drak og tog stoffer, da han som 19-årig fik sin dobbelte livstidsdom. Men i fængslet fik han hjælp mod misbruget, angrede sine synder og tog imod Jesus. Han læste Rick Warrens bog The Purpose Driven Life, kontaktede Warren – og snart blev bogen læst af mange indsatte, som efterfølgende blev døbt.
Den tidligere fange har været medlem af Saddleback Church siden 2003. Han blev løsladt på Rick Warrens anbefaling efter at have afsonet godt og vel halvdelen af sin dom.