Herre, vis mig din vej – og giv mig mod til at gå den!

Udfordringen på pinse-vandring med pilgrimspræsten Elisabeth Lidell.

Elisabeth Lidell kan godt lide at citere Den hellige Birgittas bøn: »Herre, vis mig din vej, og giv mig mod til at gå den!«. Vi fremsiger flere gange bønnen i kor på vores pilgrimsvandring langs havet og i skoven ved Aarhus.

For pilgrimspræsten Elisabeth Lidell er det at gå, trave, vandre eller »bede med fødderne«, som hun siger, en helt naturlig del af det at være kristen.
»Vejen« er et åndeligt password for Elisabeth Lidell. Et kodeord. Ordet fortæller om hendes egen dybeste måde at være en kristen på.
Dét at være på vej. Dét at betræde landskabet, naturens og troens, og lade sig forvandle og høre Guds stemme.
Det var også sådan, de første kristne omtalte deres tro. De kaldte kirken for Vejen. De sagde ikke kristendom eller den kristne tro, men slet og ret Vejen. Jesus omtalte også sig selv som Vejen, Sandheden og Livet.
Vejen, der fører til nye udsigter og indsigter, og vejen, der fører til Kristus, ham, som ultimativt netop er Vejen.
– De første kristne var dem, der fulgte vejen. Kristen tro har altså at gøre med bevægelse, en proces, en pilgrimsvandring, bemærker Elisabeth Lidell.

Helligånd i rygsækken

Vejen, vi traver denne søndag aften i maj fører os fra Risskov Kirke ned langs vandet og op gennem skoven. En rask tur på 7-8 kilometer.
Vi er en blandet flok pilgrimme, en 17-18 stykker, troende, ikke-troende eller bare søgende danskere fra hvert vores hjørne i livet. Alle er lige velkomne.
Bevæbnet med gode vandresko, rygsække, godt humør og Elisabeth Lidell med taktstokken: sin pilgrimsstav. En træstav lavet personligt til hende af en konfirmands far, som engang kom for skade at overfuse hende med sin vrede, ateistiske nu-skal-du-høre-hvad-jeg-mener-om-kristendommen attitude, men som senere fortrød og brødbetynget snittede pilgrimsstaven til hende som en gave og en slags undskyldning.
Helligånden er med os, for Elisabeth Lidell har på forhånd bedt os pakke den med i rygsækken.
Helligånden er da også aftenens tema. Pilgrimsturen er optakt til pinsen, hvor Jesus satte »ild« i sine disciple – og intet nogensinde blev det samme igen.
Vi går. I rask trav. I gåsegang. Skiftevis alene, hvor vi tænker tanker og fordyber os i stilheden, eller to og to, hvor vi nærmest på bibelsk Emmaus-manér deler vores tanker med hinanden. På forhånd har pilgrimspræsten stillet os spørgsmål om Helligånden, som vi skal overveje og tale om på tomandshånd.
Ind imellem stopper vi op, hører Elisabeth Lidell læse en bibeltekst, tale om pinsen og om Helligånden, eller vi synger en salme.
Selvfølgelig også B. S. Ingemanns »Dejlig er jorden«, som mange pilgrimme anser for den ultimative pilgrimssalme.

Dejlig er jorden,
prægtig er Guds himmel,
skøn er sjælenes pilgrimsgang!
Gennem de fagre
riger på jorden
går vi til paradis med sang!

Ordene gør indtryk på en pilgrim. Skøn er sjælenes pilgrimsgang! Går vi til paradis med sang! Hvilken rolle spiller det så, om man får en vabel eller ømme lægmuskler?

Menneskers længsel

Elisabeth Lidell er ansat som pilgrimspræst i Aarhus Stift. Hun er den ene af blot to danske præster, der specifikt er ansat som pilgrimspræster. Den anden er Elizabeth Knox-Seith på Lolland-Falster. Pilgrimsvandringerne, der egentligt blev forbudt af Martin Luther som noget katolsk bras, har i de senere år fået en opblomstring også blandt protestanter.
Elisabeth Lidell møder mange søgende danskere, og for hende er det alfa og omega at møde mennesker dér, hvor de er. Mennesker på vej.
Hun oplever det moderne menneskes længsler. Det travle, larmende liv levner ikke meget tid og overskud til fordybelse, eller til fællesskab. Det kan pilgrimsvandringerne i nogen grad råde bod på, for hér er de syv nøgleord enkelhed, frihed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed.
På en pilgrimsvandring midt i Guds skaberværk, hvor mennesket oplever stilheden, fordybelsen, langsomheden og fælleskabet, åbner der sig en modtagelighed for at høre evangeliet forkyndt. Og give Helligånden plads.
– Som der står i Leonard Cohens sang: »There is a crack in everything, that’s how the light gets in«, siger Elisabeth Lidell.
Hun citerer også sin tidligere mentor, dr. theol. Anna Maria Aagaard, der brugte udtrykket: »Ånd har krop«.

Et pudsigt udtryk

Selv siger Elisabeth Lidell det sådan, at »evangeliet skal have ben at gå på«. Ude i naturen, til fods, i rask trav, derude hvor vinden blæser, hvorhen den vil.
– Danskernes længsel efter at give troen liv er stor. I den lutherske tradition har hovedvægten været lagt på ordet og intellektet. Resultatet er blevet, at troens ydre kendetegn er nedprioriteret eller ligefrem mistænkeliggjort. Vi er stivnet i en luthersk ortodoksi og har mistet fromhedslivet i folkekirken, siger Elisabeth Lidell.
– Pilgrimsvandring kan stadig inspirere til en levende tro. Vi går for at blive mindet om skaberværket, siger hun.

Drøm og nybrud

Pilgrimsturene er et supplement til den traditionelle gudstjeneste i kirken – ikke en erstatning for den. Det er sådan, Elisabeth Lidell mener det.
Hun véd da også, hvad hun taler om, for hun var selv traditionel præst i mange år: 10 år i Københavns Domkirke og 19 år som sognepræst i Risskov Kirke.
Men så fik hun en drøm.
– Jeg drømte en nat, at mit gebis lå på alteret i Risskov Kirke, og det gik sådan her: Bla, bla. bla. Så blev jeg klar over, at der var gået mekanik i den. Jeg havde ikke kontakt til hverken mig selv, til mine medmennesker eller til Gud længere, siger hun.
Hun rejste til Spanien. På sin første pilgrimsvandring. Noget nyt måtte ske.
– Jeg opfattede det sådan, at det var Gud, der kaldte mig ud på vejen. I Spanien oplevede jeg, at Gud gik med. Da jeg kom hjem, tænkte jeg, at man jo ikke behøver at rejse helt til Spanien, så jeg begyndte at tage konfirmander med ud i Mols Bjerge, fortæller Elisabeth Lidell.
Det endte med, at hun stoppede som sognepræst og i 2009 blev ansat af Aarhus Stift som pilgrimspræst. Hun arrangerer korte og lange pilgrimsture i både Danmark og i udlandet, og hendes virke omfatter også at være retræteleder, åndelig vejleder, underviser i bøn og kristen spiritualitet.
Hun er medforfatter bl.a. til bøgerne »Pilgrimsliv – en håndbog for vandringsfolk« og ”Pilgrimsvandring med børn og unge”, ligesom hun har oversat Martin Linds »Brød, Salt og Vin – en pilgrimsteologi” og redigeret og oversat »Den lille Pilgrimsbog«, de sidstnævnte begge fra svensk. Hun har også skrevet et væld af artikler og kronikker om pilgrimsvandring og kristen spiritualitet.