Himlen er et hjerterum

”Følg mig,” sagde Jesus, inden han fór til himmels som en gammeltestamentlig offerrøg. Så når vi elsker hinanden, dufter det himmelsk i Himlen, skriver Daniel Øhrstrøm, der har udgivet salmesamlingen ”Det bedste er i vente” om sit eget himmelhåb.

Jublende gav mine to største sønner slip på hver sin gasballon. Måske var det endda drengenes højdepunkt under ”Himmelske Dage”, mens vi stod dér og så de hvide balloner – vistnok fra Folkekirkens Nødhjælp – hæve sig over Vor Frue Kirkes tag, inden ballonerne blev mindre og mindre og til sidst kun kunne anes som små stjerner på den blå himmel.

Som barn forestillede jeg mig, at det også var sådan, at Jesus fór til himmels for øjnene af sine nærmeste disciple.
En af mine ateistiske venner fortalte mig engang stolt om, hvordan hans datter havde peget op mod himlen og sagt: ”Se, Gud er der ikke.” Men jeg er alligevel selv overbevist om, at Himlen er mere end den himmel, vi kan se. Og at Gud er der, selvom vi – endnu – ikke kan se ham. For Gud er ikke en gasballon.
Han forsvinder ikke fra os, når vi slipper ham, men er aldrig længere end en bøn væk. Og jeg kan huske, at min søndagsskolelærer lærte mig, at Jesus heller ikke forsvandt, men i stedet sendte sin ånd, Helligånden, så han kan være nærværende overalt, mens Jesus selv gjorde alle sine boliger klar til os i Himlen, indtil han kommer tilbage.
I mellemtiden er kirken måske det nærmeste, vi kommer Himlen på Jorden – især i maj herhjemme. Og det var skønt at bo i København i sidste uge, hvor hele den indre by var forvandlet til én stor kirke under Himmelske Dage i Kristi Himmelfartsferien. Man skal tænke på, at hovedstaden også er vært for dødsmetalfestivalen Copenhagen Hell, men nu kom kirken i stedet endelig ud på gaden. Og det var smukt at overvære, hvordan kirkefolk fra alle kirkeretninger pludselig fandt sammen. Baptisternes generalsekretær Lone Møller Hansen talte for eksempel i domkirken, mens biskop Peter Skov-Jakobsen havde inviteret den tyske teolog og økonom Ulrich Duchrow og pavens prædikant Raniero Cantalamessa ind i bispegårdens solrige gård. Raniero Cantalamessa sagde, at han syntes, at Vesten havde mistet sit evighedsperspektiv på livet. For før i tiden formede forventningen om Himlen det jordiske liv, men nu forsøgte man at skabe Himlen på Jorden. Min mindste søn vågnede i sin barnevogn, før jeg hørte, hvad der så skulle erstatte markedsøkonomien og velfærdsstaten. Men det var i hvert fald skønt at være til ”Roskildefestival for de hellige”, som en af mine venner kaldte det. Og det fik mig til at tænke over himlen og Himlen, for der er jo forskel, selvom en del af teltene ved Himmelske Dage blev opkaldt efter planeter i stedet for profeter.

I Det Gamle Testamente kan man til gengæld læse, at Elias blev taget hjem til Himlen i en ildvogn, mens Jesus selv steg direkte op til himlen – lidt som den Gudvelbehagelige røg fra Abels og andre gudfrygtiges offerbål. For alle Bibelens lydefrie offerdyr kan jo ses som billeder på Jesus. For Han ofrede jo sig selv for vores skyld, men sagde i øvrigt, at han nu ikke ville have ”slagtofre, men barmhjertighed” fra os. Og at vi skulle elske hinanden, som han havde elsket os. Så måske kan man betragte enhver venlig gerning som vor tids offerbål til Gud. Og jeg forestiller mig, at Gud sidder i Himlen og tænker, at barmhjertighed dufter skønnere end en frisk kirsebærblomst.

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan hverken Gud eller Himlen ser ud, men jeg kan godt forstå, at Astrid Lindgren lader Brødrene Løvehjerte genopstå i ”Kirsebærdalen”. For findes der noget mere himmelsk end de lyserøde skyer af blomsterblade, som lige nu regner ned som tusindvis af kærestebreve fra Himlen? Selv bor jeg i Hostrups Have på Frederiksberg, hvor haven netop er fuld af disse fantastiske træer. Sommersne kalder man også deres blade, som luften nu er fuld af. Og det styrker min tro på Himlen, for sådan synes jeg overalt, at der er spor efter den usynlige Gud, der både skabte Himlen og Jorden ifølge Bibelens allerførste vers.
For ligesom Gud skabte mennesket i sit billede, så man ind i mellem kan se små glimt af Gud i andre mennesker, tror jeg også, at Gud skabte Jorden i Himlens billede. Og sådan forestiller jeg mig også Himlen – som et evigt forår, hvor alting blomstrer. Fordi Gud er der. For det er Ham, der giver alting liv. Og jeg er tryg ved, at jeg både her på Jorden og i Himlen er i Guds hånd.
Den kendte kirkekunstner Arne Haugen Sørensen har også på flere malerier skildret opstandelsen som et menneske, der bliver løftet op af graven og går ind i Himlen – gennem Guds mægtige hænder.
Motivet ramte mig så dybt, at jeg ringede ned til Arne Haugen Sørensen i Spanien og spurgte, om jeg måtte bruge hans maleri som omslag på min salmesamling ”Det bedste er i vente” om mit himmelhåb.
Titlen er inspireret af Frank Sinatras gravsten med inskriptionen ”The best is yet to come”!
Det indkapsler fint mit eget håb, for det er netop kun få konkrete forestillinger, jeg gør mig om Himlen, som jeg også tror er smukkere, end vi kan forestille os.
For vores liv på Jorden er jo heller ikke kun smukke kirsebærtræer, det kan også være grimt.
Tilværelsen kan virke brutal, og sygdom og sorg rammer os alle, selvom Jesus har besejret døden ved sin død og opstandelse. Men lidelsens problem bliver først endelig løst i Himlen. Og endnu ser vi netop kun Himlen i glimt. Men dem må vi gribe.
”Man kan ikke rumme Himlen i hovedet, men man kan stikke hovedet op i himlen en gang i mellem,” sagde Johannes Møllehave engang i et interview, jeg lavede med ham. Og det har jeg også skrevet ind i en af mine nye salmer, der også både er inspireret af Paulus og digteren Søren Ulrik Thomsen:

”Livet er et rystet spejl,
sløret af de skabtes fejl.
Endnu ser vi alt dekodet;
Himlen er for stor til ho’det”.

Ja, Himlen er større end hovedet, men jeg prøver så at stikke hovedet op i Himlen så ofte som muligt – gennem musik, indre bønner, kirkegang, bibellæsning i min læsegruppe og fællesskab med andre mennesker – ikke mindst mine børn. For Guds glimt fra Himlen gør livet på Jorden mere himmelsk og minder mig om, at det bedste er i vente. Derfor skal der også stå ”Himlen er et hjerterum” på min egen gravsten. Det er taget fra en af mine salmer:

”Jeg kan føle mig lidt dum
og lille og sensibel,
men Himlen er et hjerterum,
det ser jeg i min bibel.”

For jeg tror, at Himlen er Guds hjerterum til os, og jeg tror, at vi bedst viser hinanden et glimt af himlen ved at åbne vores hjerter for hinanden – og det dufter også himmelsk for Gud.