Hvad er din nådegave?

Vi må hver især prøve at finde den udrustning, Helligånden har til os, skriver Mogens Albrechtsen.

Af Mogens Albrechtsen

Find din nådegave, der er hårdt brug for den.

For mange år siden var jeg på vej til et evangelisk møde i Bethaniakirken i Ålborg. Dagen før var jeg blevet godkendt som lægprædikant ved et forhandlingsmøde i Det Danske Missionsforbund.
Sådan gjorde man dengang, og missionsforstanderen havde bedt mig sige ”et par ord” ved aftenmødet næste dag i ovennævnte kirke.
Jeg tænkte meget over, hvad jeg skulle sige, men jeg kunne ikke finde ud af det. Jeg parkerede bilen i nærheden af banegården og spadserede det sidste stykke vej til kirken hed om ørene på grund af min manglende inspiration.

Den grædende svensker

Pludselig, som et lyn fra en klar himmel, sad der en mand på fortovsflisen lige foran mig. Jeg gik i mine egne desperate tanker på jagt efter et egnet skriftsted og vidnesbyrd til mødet, men her blev jeg konfronteret med virkelighedens verden: et menne-ske i nød.
Det var en ung mand, der sad på fortovsflisen og græd. Hvor tit møder du et menneske, der sidder på fortovet og græder? Det var i hvert fald ikke hverdagskost for mig. Jeg bøjede mig ned og tog ham om halsen for at trøste ham.
Det viste sig at være en ung svensker fra Gøteborg, der var på tur til Ålborg sammen med sin kæreste og nogle venner for at more sig. En af de mandlige venner havde gjort tilnærmelser til hans kæreste, og det var der kommet en frygtelig ballade ud af på hotellet, hvor de boede.
Hotelværten havde derfor bedt den unge svensker om at forlade hotellet og ikke vise sig dér mere.
Det var han frygteligt fortvivlet over, og han begyndte pludselig at kaste pengesedler op i luften, og jeg skyndte mig at samle dem op, da jeg vidste, at han snart skulle få brug for dem.

Jeg kastede et blik over til kirken, hvor folk strømmede ind ad døren. Aftenmødet skulle snart begynde. Men jeg valgte alligevel at køre ham til hans hotel, hvor jeg fik en snak med hotelværten, som viste sig at være en dame.
Og da Jesus var nær, forvandledes situationen, og den unge svensker fik lov til at overnatte på hotellet, inden han skulle rejse hjem til Sverige.
Ydermere blev han og kæresten gode venner igen. Jeg fik lejlighed til at tale med dem. Det viste sig, at de havde en lille datter sammen. Dog var de ikke gift. Jeg anbefalede dem at tro på Jesus og følge hans ord, hvad de ikke mindst på grund af dette specielle øjeblik var meget åbne overfor.
Hotelværtinden blev grebet om hjertet, og hun sagde nu til mig: ”Vil De ikke have en kop kaffe?” Jeg sagde høfligt nej tak, for mødet var for længst begyndt i Bethaniakirken.
Nu var det min tur til at blive grebet om hjertet, for den unge svensker faldt mig om halsen lykkelig over, at det hele havde fået en happy end.

Jeg kørte nu alt hvad remmer og tøj kunne holde til kirken. Tror du, at jeg kom for sent til at aflægge mit vidnesbyrd? Næh, jeg ankom umiddelbart før, jeg blev kaldt frem til talerstolen, og nu havde jeg en flammende beretning om, hvordan Jesus havde været i aktion som den barmhjertige samaritaner lige uden for kirkedøren!
Den nat brændte hjertet i mig. Jesus har nemlig omsorg for den enkelte af os.

Kundskabens nådegave

Denne oplevelse var jeg fuldstændig uforberedt på. Den kom som sagt som et lyn fra en klar himmel. Nu skulle jeg lære, at sådan behøver det ikke nødvendigvis at være.
Jeg deltog senere i et evangelisk møde, hvor en pastor fra Sydafrika talte. Jeg gik frem til forbøn, og pastoren bad om, at kundskabens nådegave måtte virke i mit kristenliv. Og i tiden derefter begyndte der at ske specielle ting i forbindelse med denne nådegave.

I Det Nye Testamentes 1. Korintherbrev 12. kapitel kan du læse om de åndelige nådegaver, og de er visdom, kundskab, tro, helbredelse af syge, mægtige gerninger, profetisk tale, bedømmelse af ånder, tungetale og tolkning af tungetale.

Guds Hellige Ånd deler ud til hver enkelt af os, som han selv vil det.
Spørgsmålet er så: Hvad er der reserveret til dig? En eller flere af disse gaver kan virke i vore liv, hvorfor vi i vort bønsliv må prøve at finde ud af, hvad vi skal virke med. Det er Jesu Kristi inderlige kærlighed til det enkelte menneskes ve og vel, der gør, at disse åndelige nådegaver lægges i vore hænder.

Den messianske pastor fra Israel

Guds Ånd lagde mig på sinde, at jeg skulle kontakte en bestemt mand med et specielt navn. Jeg så tydeligt, hvordan navnet skulle staves, og jeg begyndte at lede efter ham. Til min store overraskelse viste det sig at være en messiansk pastor helt nede i Israel, og jeg begyndte at korrespondere med ham.
Til min forfærdelse skrev han, at han ville besøge mig i Danmark. Jeg syntes jo, at det var en lang vej at rejse, og jeg skrev til ham, at det var så sandelig hans afgørelse og ikke min.

Men han kom, og vi havde nogle gode dage sammen, hvor vi spiste sammen og tog på udflugter i det danske land, hvor der dengang ikke lå snigskytter på lur, og hvor vi heller ikke blev udsat for andre former for vold. Han var jo vant til, at noget sådant kunne ske i Israel.

Vi havde nogle gode samtaler om vort forhold til Jesus Messias, og han tog så hjem igen til Israel, hvor han den dag i dag er pastor i sin messianske menighed.

Manden fra Rumænien

Jeg var indbudt til at tale ved et møde i en sjællandsk frikirke. Mens jeg talte, viste Guds Hellige Ånd mig, at jeg efter prædikenen skulle kontakte en bestemt mand, der sad på en af de forreste rækker i mødesalen.
Denne modtagelse af kundskab var også speciel, for det viste sig nu, at manden var fra Rumænien. Hertil kom, at han ikke havde forstået ret meget af prædikenen, da han ikke kunne tale dansk.
Men han var meget berørt af Helligånden, og han gav sit hjerte til vor Herre Jesus, og han blev frelst.

Efter hjemkomsten til Rumænien faldt han alligevel tilbage i sin gamle livsførelse, men efter nogen tid omvendte han sig igen, og han kom nu ind i et helt nyt liv med Kristus.

Sammen med sin bror begyndte han at arbejde for en humanitær organisation, hvor de bl.a. besøgte fanger i de rumænske fængsler. Udover at give disse fængslede mennesker visse materielle fornødenheder, fik de også lejlighed til at forkynde evangeliet for dem. Jeg fik et langt brev fra ham (på engelsk), hvor han fortalte om sit nye liv i tjeneste for Jesus.

Prinsessen

Jeg besøgte en af vore venner, en kristen dame, der var indlagt på det lokale sygehus.
Under besøget fortalte hun mig om en medpatient, en ung kvinde, der havde forsøgt at tage sit eget liv.
Efter dette sygebesøg viste Herren mig, at han havde et andet syn på den unge kvinde, end det hun havde på sig selv. Jeg så hende klædt som en af kongedøtrene i det gamle Israel, hvor prinsesserne var iført lange kjoler med ærmer, så længe de var jomfruer (2. Sam. 13,18).

Jeg fandt nu ud af kvindens navn og adresse, men jeg besøgte hende ikke. Det hele foregik via en telefon, hvor jeg havde en lang samtale med hende.
Jeg fortalte hende, at jeg var en mand, der troede på Jesus, og at han havde vist mig hende som en kongedatter, og jeg tror, at det blev til stor opmuntring for hende.
Vi kristne ved jo helt bestemt, hvem der er Kongen over alle konger. Det er vor Herre Jesus! At være elsket af ham er vidunderligt. Og når vi tror på ham, så får vi en rettighed, som ingen kan tage fra os: Vi bliver Guds børn, ja, Kongens børn (Matt. 9,2-9,22).

Nådegaverne og Jesu menighed

Jesu menighed har fået en stor opgave at udføre, mens vi endnu er her. Tilsammen danner vi ét legeme, nemlig Kristi legeme, hans tilstedeværelse her på Jorden.

”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer.” (1. Kor. 12,27)

Derfor må vi hver især prøve at finde ud af, hvilken udrustning Helligånden har til os, når vi taler om de åndelige nådegaver. Tilsammen er vi en uovervindelig hær, som end ikke dødsrigets porte skal få magt over.

Vi må dog aldrig glemme, at det er Guds kærlighed i Kristus, der er det første og det sidste, når vi taler om disse nådegaver, for: ”Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme, og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevis forgå.” (1. Kor. 12,8-9)
”Men kærligheden hører aldrig op.” (1. Kor. 13,8)
”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.” (1. Kor. 13,13)