Skaber vi kvinden om i mandens billede?

Midt i maj sætter den internationle kvindekonference ’Women Deliver’ fokus på kvinders rettigheder. Formand for Retten til Liv, Per Damgaard Pedersen, ser i den anledning på konsekvenserne af den frie abort og det kvindebillede, den vestlige verden har skabt.

Der skal ske noget spændende her midt i maj. 4000 kvinder fra hele verden vil samles i København. Det bliver verdens største konference for kvinder. Den afholdes fra 16. til 19. maj (womendeliver.org).

Statsministeren og udenrigsministeren vil deltage. Kronprinsesse Mary kommer og spreder glans over arrangementet.
I sin introduktion skriver kronprinsessen:
Vi må stræbe efter at skabe en verden, hvor en pige har lige så store muligheder for at overleve, vokse op og udfolde sit fulde potentiale som en dreng. Hvor hun kan gå i skole og gennemføre en ungdomsuddannelse og har mulighed for at gå videre. En verden, hvor en kvinde selv kan beslutte om, hvornår og med hvem hun vil have et barn. Hvor hun ikke risikerer at dø i barselssengen, hvor hun er økonomisk selvstændig, kan læse, har ret til at eje jord og have en bankkonto. Med andre ord, en verden, hvor piger og kvinder selv kan vælge.

Personer fra forskellige pro-life-organisationer vil også være til stede. For det lader til, at konferencen har den ulogiske skævhed, som næsten altid hører med, når der tales om menneskerettigheder. Nemlig at kvinden har ret, og barnet har nul ret.
Sommetider har vi pro-lifere lavet rabalder i offentlige rum (opstilling af 16000 kors, opsætning af valgplakater). Denne gang bliver vores indsats mere stilfærdig. Men vores budskab er klart: Elsk dem begge! Både kvinden og barnet.

Godt at der bliver sat fokus på kvinders rettigheder! Det er noget, verden har ventet på alt for længe. Håbet er, at konferencen vil føre til, at kvinder bliver behandlet mere civiliseret. Men det sker ikke ved at behandle børnene barbarisk.
Kan den ene have ret på bekostning af den anden? Nej vel!

Kirken civiliserer

Kirken må på banen. Det er kun kirken, der kan gøre verden civiliseret. Hvem et menneske er, er et direkte udtryk for hvem Gud er.
I kirken har vi et grund-udsagn om ethvert menneske, vi møder. Det lyder sådan her: Jeg er glad for, at du er her! Du er skabt af Gud. Da han lod gnisten springe i din moders mave, gjorde han et under. Det er fordi han under dig livet. Han vil ikke, at du skulle mangle i hans verden. Han vil, at du skal leve livet. Med tab og sejre, med leg og arbejde, med bøvl og successer. For han vil ikke undvære dig. Heller ikke i den kommende verden. Gud blev selv menneske, fordi han vil give dig et evigt liv. Så højt sætter han dig. Du er et levende bevis på, at Gud elsker mennesker.
Også i vores biologi har Skaberen indlagt sit kærlighedsfyldte under. Når mennesker elsker hinanden, opstår der liv. Vores kroppe er skabt til kærlighed. Samtidig har vores kønsforskellighed en dybt symbolsk mening, som rækker langt ud over seksualiteten. Når vi møder hinanden i kærlighed, lever vi. Når vi forenes i venskab, i samarbejde, i fælles interesse, i hygge, i samtale, i leg, så lever vi livet.

Uden kirken synker civilisationen ned i barbari og menneskefjendskab. Kun en afgud kan synes godt om abort. På konferencen skal der tales om rettigheder. Men gid den bliver præget af kærlighed! For kærlighed ligger dybere og forud for rettighed. Hvis ikke man elsker de andre, bøjer man deres ret. Det viser al erfaring. Så bliver ”ret” bare et andet ord for magt. Rettighedstænkningen bliver camouflage for en magtkamp, hvor det drejer sig om at trumfe den stærkes ret igennem på bekostning af den svage.
Kirken har ligestilling på dagsordenen. Mellem mænd og kvinder, og mellem kvinder og børn: De er begge værd at elske. Både kvinden og barnet. For de er skabt af Gud.

Mandlig dominans

Man kan frygte, at denne kvinde-konference bliver domineret af mænd. Godt nok er langt de fleste talere kvinder, men der er lagt op til endnu en omgang kultur-eksport af vestlige værdier. Og de er mandlige. De lyder sådan her: Arbejde og sex er godt. Moderskab og pleje af små børn – de ting, som mænd ikke kan – er uproduktive og ineffektive. Børn er først og fremmest noget, man skal beskytte sig imod at få, og kvinder skal skabes om i mandens billede.

Ser vi på Danmark, er børn noget, der kommer ind på sidstepladsen. Den borgerlige snusfornuft siger, at du skal først have uddannelse. Du skal først have arbejde og karriere. Du skal først have et hus med alle forbrugsgoder. Og så, når alt andet er super i orden, kan du få børn – som du så kan være sammen med i din fritid. For du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det er indsatsen på jobbet, der tæller. Moderskab er ikke et mål, det er noget ekstra.

De hvide mænds klub

Det er mit indtryk, at de hvide mænds klub sidder solidt på konferencens agenda. Og at det er deres budskab, der skal udbredes til resten af verden. I sin tid blev verden koloniseret af de hvide mænd. Dengang drejede det sig om udnyttelse af råstoffer. I dag fortsætter kolonisationen. Nu drejer det sig om udbredelse af ”værdier”. Eller rettere sagt: om at kvinder og børn kun har værdi, for så vidt som de passer ind i en kapitalistisk produktionslogik.
I kapitalismen drejer det sig om produktion, ikke reproduktion. Det drejer sig om at gå ud på arbejdspladsen, ikke om at gå hjem og opbygge en familie. Livets mål er ikke at give liv, men at skaffe ting. At arbejde for føden er vigtigere end at føde. Materialisme sejrer over moderskab.

Der er et klassiske slagord, som falder hver gang, der er tale om kvinders rettigheder. Det er, at kvinden skal have ret over sin egen krop og derfor skal have adgang til abort. Normalt lanceres dette slagord som feminisme. Men er det i virkeligheden ikke rå maskulinisme? For hvis ikke børnene får lov til at råde over en kvindes krop, hvem gør det så? Det er arbejdsmarkedet og mænd.
På dette punkt er feminismen fallit. At et barn er en del af en kvindes krop, er noget uvidenskabeligt sludder. Barnet er adskilt fra moderen som et selvstændigt menneske. Det har sin personlige genetiske kode.
Noget af det første, der sker, når man venter et barn, er, at kroppens kemi ændres, så det befrugtede æg kan sætte sig fast. Ellers vil kroppen anse det for et fremmedlegeme. Et barn er ikke en del af en andens krop. Det er sig selv.

Vestlig værdieksport

Man kan spørge, om den vestlige verdens værdier er værd at efterligne? I den vestlige verden har vi taget syv skridt ind i ulykken. Alderen for førstegangsfødende stiger. I Danmark er den knap 30 år. Antallet af børn falder. Nu er det omkring 1,7 pr kvinde. Flere og flere får svært ved at få børn. Omkring hvert tiende barn bliver til ved en eller anden form for medicinsk hjælp.
Det indebærer stor fortvivlelse for mange. Det at få børn ligger åbenbart så dybt i os, at det er ubærligt, hvis det ikke kan lade sig gøre. Desværre er det en ulykke, som vi i nogle tilfælde selv er medvirkende til at skabe.
Det biologiske ur tikker. Frugtbarheden er størst omkring de 20 år, derefter daler den. At prioritere uddannelse og karriere før børn er generelt ikke godt for lykke og livsglæde.

Dette er noget, der først efterhånden er ved at blive tydeligt. Det er en erfaring, vi har gjort som samfund, efter at brugen af præventionsmidler er blevet udbredt. De blev i sin tid lanceret som noget, der giver frihed.
Kondomet og p-pillen giver frihed til at bestemme over sit eget liv. Nu kan vi se, at denne frihed ofte fører til fortvivlelse. For den passer hverken med vores kroppes biologi eller vores hjertes ønske om at få børn.
Samtidig har vi taget syv skridt ind i den økonomiske ufornuft. Fra en nationaløkonomisk synsvinkel er abort hul i hovedet. Økonomer kan fortælle, at en danskers netto-bidrag til samfundet er cirka en million kroner. Det siger sig selv, at dette er et rundt slag-på-tasken tal. Alligevel er det ret interessant.
Siden vi indførte fri abort, er en halv million børn gået tabt for samfundet. Regnestykket ser sådan her ud: 500.000 x 1.000.000 kroner.
Formanden for Dansk Industri har udtalt, at skal vi opretholde vores samfund med det nuværende serviceniveau, må vi importere arbejdskraft. Det er hans løsningsforslag. Man kunne også tænke sig en anden mulighed. Nemlig at afsætte 200.000 på finansloven til hver kvinde med en uønsket graviditet. Det vil være sund økonomisk fornuft.

Hvilken retning vil konferencen mon tage? Vil den bidrage til at resten af verden formes i vestens billede? Vil den føre til at kvinder skabes om i mandens billede? Eller vil det være et ægte fremskridt i civilisation og kærlighed?