Samtaler og nysgerrighed prægede Himmelske Dage i København
Mange københavnske kirker rykkede gudstjenester og debatter ud i solen til Himmelske Dage.
Snakken gik i samtalesofaerne, som stod spredt ud over festivalområdet i det indre København. Her sad værter som politikere, præster, skuespillere og debattører klar til en snak med alle, der havde lyst til at sætte sig ned.
Ønsket med samtalesofaerne, som Danmission stod bag, var at skabe en åben samtale, hvor alle kunne være med, uanset hvad de mente om kirken, om kristendommen, om tro og religion.
I løbet af Kristi himmelfartsdagenes kirke- og kulturfestival Himmelske Dage i København nåede deltagerantallet op på mindst 30.000 mennesker, der deltog i de over 400 arrangementer af forskellig karakter, anslår arrangørerne.
Kirkeminister sang for
Næsten 3.000 mennesker var eksmpelvis med til en af festivalens tre åbningsgudstjenester torsdag den 5. maj, ligesom 400 fandt vej til maratonsalmesang i Vartov i Farvergade lørdag den 7. maj. Her sang kirkeminister Bertel Haarder for på de første af 100 nye salmer.
Undervejs blev der ved festivalens gudstjenester samlet over 60.000 kroner ind til verdens flygtninge.
Dermed har Himmelske Dage mere end levet op til arrangørernes forventninger og fra festivalens sekretariat lyder meldingen da også:
– Tak til københavnerne for at tage så godt imod Himmelske Dage! Vi har oplevet samtale og nysgerrighed i alle dele af det mangfoldige program, siger Bitten Schjødt Kjær, formand for Styrelsen for Danske Kirkedage, der har stået bag Himmelske Dage, til Kirken i København.
– Siden vi begyndte planlægningen af dette års Danske Kirkedage, har intentionen været at skabe åbne og inddragende arrangementer for alle mennesker med interesse for religion og kirke og religionernes rolle i det danske samfund. Vi er stolte over, at det er lykkedes ud over al forventning, siger Bitten Schjødt Kjær.
Ved afslutningsarrangementet på Nytorv søndag den 8. maj deltog mere end 1.000 mennesker. Her blev stafetten for Danske Kirkedage overdraget til repræsentanter for Viborg Stift og byen Herning, hvor den næste kirke-og kulturfestival folder sig ud i 2019 under navnet Himmelske Dage på Heden.