Hvad vil det sige at være ”en rigtig mand”?

Kære Suh.
Jeg følge i øjeblikket programmet ”B.S. og manddomsprøven” med stor interesse.
Generelt synes jeg, B.S. har nogle gode pointer, og jeg er ikke i tvivl om, at de mænd, der er med på turen, får mange gode erfaringer med sig hjem og helt sikkert også en større forståelse af, hvem de egentlig er som mænd. Det er konerne og kæresterne derhjemme sikkert glade for, men samtidig skal vi jo heller ikke undervurdere vigtigheden af, at manden er i stand til at være i kontakt med sin mere ”bløde” side.
Mange forhold lider jo netop under, at manden ikke har kontakt til sine egne følelser og ikke kan finde ud af at sætte ord på dem. Har du nogle anbefalinger til litteratur, som kan belyse denne problematik?
Hilsen en formentlig gennemsnitlig dansk mand

Kære Gennemsnitlige mand
Du har en vigtig pointe dér. Mange mænd har en noget ensidig forståelse af, hvad det vil sige at være ”en rigtig mand” og tror fejlagtigt, at det går ud på at annullere al kontakt til det feminine. Her har medierne en del af ansvaret for til tider at gøre vores kønsopfattelse meget stereotyp.
Men det maskuline og det feminine findes i os alle, og det er vigtigt at finde en god balance mellem disse to sider. Hvordan finde den?
Tja, det kan være vældig vanskeligt. Her er det bl.a. efter min mening problematisk, at pædagogiske institutioner ofte er domineret af kvinder og måske dermed netop meget af det feminine islæt. Drengebørn har brug for mandlige rollemodeller – og mange forskellige af dem – for at have nogle at efterligne og spejle sig i.
Kvinderne og mødrene må forstå deres rolle i denne dannelse og udvikling af drengebørn til mænd og sørge for at træde et skridt tilbage fra tid til anden for at lade drengene finde deres egen vej. Det kan være lidt udfordrende, når nu vi ved, at mor altid ved bedst.
Her er det så uhyre vigtigt, at manden – faren – netop er mand nok til at træde i karakter og tør vise og vejlede sin søn i, hvad det vil sige at være en rigtig og en god mand. Nogle mænd prøver bevidst at være hårde i filten for at gøre sig tiltrækkende for kvindekønnet.
Der er bestemt noget fascinerende og tiltrækkende ved det anderledes ved netop mandens maskuline væsen, men i et parforhold vil en mand, der er ude af stand til at forholde sig til de feminine sider af tilværelsen, være ulidelig at leve sammen med. Kvinden vil på længere sigt opleve sig ensom og uelsket. For altså at være netop den mand, som kvinden ikke kan leve uden, må der være både noget, der er anderledes, men også noget genkendelig og noget trygt. Det er vel netop dette, Bibelen også beskriver, når den taler om, at mand og kvinde skal blive ”et kød”: To dele, der komplementerer hinanden, men også tilsammen en enhed, hvor det næsten kan være svært at skelne imellem, hvor den ene slutter og den anden starter.
Det er altså både sundt og vigtigt, at en mand kan finde ud af at finde ind til sine mere følsomme sider, men dette afskærer ham bestemt ikke fra samtidig at kunne være stærk og handlekraftig.
Tværtimod må den enkelte mand jo netop kende sine egne begrænsninger og svagheder for at kunne vide, hvor han skal sætte ind, og hvordan han skal målrette sin handling. Alt andet bliver en fægten i blinde, en slags sætten sin lid til, at den samme skabelon passer til enhver situation.
Der er naturligvis forskel på mænd indbyrdes, og hvordan man finder den rette balance mellem det feminine og det maskuline, er ligeledes forskelligt fra mand til mand. Hvis du vil læse en god bog om emnet kan du prøve med ”Det maskuline hjerte” af John Eldredge. Her er der mange gode pointer og tanker til videre overvejelse.
Hilsen Suh} else {