Edith Stein – kaldet til kvinde

Det bliver gennem filosofien, at Edith Stein finder tilbage til troen og også møder Jesus. Allerede under psykologistudiet havde den rendyrkede ateisme budt hende imod, mennesket var langt større for hende, end det ateismen reducerede det til.

Den 9. august 1942 blev den 51-årige jødinde, filosof og nonne, Edith Stein, sendt i gaskammeret i Auschwitz sammen med sin søster, Rosa. Begge var de jødekristne og kom til at dele skæbne med det jødiske folk. Da Edith Stein blev arresteret, sagde hun til søsteren: ”Kom, lad os gå for vort folk”.

Filosof

Edith Stein voksede op i et troende jødisk hjem og var selv en troede og bedende jøde. Senere mistede hun imidlertid troen og blev ateist. Rigt begavet begyndte hun at studere psykologi på universitetet, men oplevede, at man her reducerede menneskets væsen i en grad, som chokerede hende.
Mens hun gik på psykologistudiet, hørte hun for første gang om fænomenologen Edmund Husserl, som senere blev bestemmende for hendes akademiske retning, og efter to år byttede hun sit psykologien ud med filosofien og fordybede sig for alvor i fænomenologien.

Kort fortalt betyder ”fænomenologi” læren om det, som viser sig, og handler om at undersøge fænomenet eller sagen selv udenom alle forudfattede meninger og definitioner. Fænomenologiens ”skaber” er Hegel, men senere giver Husserl fænomenologien en lidt anden farvning, end den, som ses hos Hegel – og det er denne version af fænomenologien, som Edith Stein kommer til at bygge videre på.

Kristen

Det bliver gennem filosofien, at Edith Stein finder tilbage til troen og også møder Jesus. Allerede under psykologistudiet havde den rendyrkede ateisme budt hende imod, mennesket var langt større for hende, end det ateismen reducerede det til. På filosofistudiet møder Edith Stein Husserls nære medarbejder filosoffen Adolf Reinach og dennes hustru.

Ægteparret Reinach, som også er jøder, konverterede i 1916 til kristendommen, og året efter døde Adolf Reinach i krigen. Edith Stein beskriver, hvordan mødet med Adolfs hustru kort efter mandens død blev det afgørende vendepunkt for hende bort fra ateismen og ikke blot tilbage til at være en gudstroende jøde, men til at modtage Jesus som sin Messias og Herre. Edith Stein, som selv var stærk påvirket af sin ven Adolf Reinachs død, frygtede at møde hans hustru og hendes sorg, men i stedet for at møde en nedbrudt kvinde mødte hun en kvinde, der nok sørgede over sin mand, men også blev båret af sin tro. Hun fortæller selv: ”Dette var mit første møde med Korset og den guddommelige kraft, som Korset giver til den, som bærer det”, ”Kristus stråler frem: Kristus i Korsets hemmelighed”.

Men Edith Stein var ikke sikker på, hvor i Kristi menighed, hun skulle finde sin plads. Adolf Reinach og hans hustru var protestanter, mens en anden af hendes vejledere tilbage til troen, filosoffen Max Scheler, var katolik. En aften hjemme hos veninden Hedwig Conrad-Martius, som også var fænomenolog og for øvrigt protestant, finder Edith Stein en selvbiografi af den katolske mystiker Teresa af Avila og bliver så grebet af den, at hun først lægger den fra sig, da hun har læst hele bogen. Nu er Edith Stein klar til at vælge Kristus og lade sig døbe. Den 1. januar 1922 bliver hun døbt i Den katolske Kirke med sin protestantiske veninde Hedwig Conrad-Martius som fadder.

Edith Steins omvendelseshistorie er sammen med fx C.S. Lewis’ og Poul Hoffmanns veje til Gud eksempler på, hvordan intellektet, videnskaben og filosofien ikke er fjender af troen, men at de hos den oprigtigt sandhedssøgende intellektuelle uvægerligt vil føre til Gud.

Kvinde

Lige så spændende og original, som Edith Steins livsvej og trosvej er, ligeså spændende er hendes forståelse af kvindens rolle. For Edith Stein er det at være født som kvinde for den kristne kvinde ensbetydende med at være kaldet til kvinde, ikke blot som en uklar selvfølgelighed, men som en konkret virkelighed, der må gennemsyrer den kristne kvindes måde at tænke og leve på.
Dette grundlæggende kald udspringer ikke bare af og bygger ikke blot på skabelsesordenen, men er også dybt forankret i selve frelsesordenen. I sin bog ”Die Frau. Ihre Aufgabe nach Natur und Gnade” udvikler Edith Stein således, hvad man kan kalde en kristen feminisme:

Kvindens kald er efter naturen først og fremmest hustruens og moderens. ”Kvinden søger naturligt at favne det, som er levende, personligt og helt, at værne, vogte, beskytte, nære og frembringe vækst er hendes natur, hendes moderlige længsel”. Dette kald knytter sig ikke blot til det konkrete moderskab overfor hendes egne børn, men til alle de funktioner i livet, hvor disse egenskaber fordres.
Men kvinde er ifølge Edith Stein ikke kun kvinde. Både manden og kvinden har til at udvide og fuldende deres kønslige natur individuelle og specielle talenter. Dermed kaldes kvinder også ind i erhverv, som ikke umiddelbar udspringer af deres kønsidentitet, men af deres individuelle evner fx indenfor det kunstneriske, det videnskabelige eller det tekniske.

Endelig har kvinden såvel som manden et overnaturlig kald som Edith Stein, som katolik, primært kobler til det Gudviede liv som nonne: ”Den dybeste længsel i kvindens hjerte er at give sig selv i kærlighed, at tilhøre en anden og eje denne anden fuldt ud”, og denne længsel fuldendes hos den, der vier sit liv helt til Gud.

Udover det udadrettede kald i visse klostre som sygeplejersker og lærere, er kvindes kald på en særlig måde kontemplativ, dvs. indadrettet i bøn og offer. Men over alt dette er hun kaldet til at være Kristi brud, at være et tegn for verden om Kristi intime fællesskab med sin menighed.

Arketypen på kvindens kald til at hengive sig til en anden og til andre både i det konkrete og det åndelige ægteskab og moderskab er Jomfru Maria, der med sit ”Det ske mig efter dit ord” gav liv til verdens Frelser. Dermed har kvinden også fået en særlig rolle i frelseshistorien.
I Edith Steins ”feminisme” ses i øvrigt en klar parallel til den, man kan se hos Leanne Payne.

Nonne

Edith Steins kvindesyn er uløseligt forbundet med Den katolske Kirkes syn på kvinden, som den bl.a. kommer til udtryk i kaldet til at blive nonne og leve, hvad man kalder et Gudviet liv. Edith Stein havde allerede tidligt følt sig kaldet til klosterlivet, men pga. sin vigtige rolle i verden som akademisk kvinde, blev hun opfordret til at blive i dette kald.

Men med nazismens fremmarch kunne hun ikke længere – som jøde – fortsætte med det arbejde, hun havde, og hendes kald til at virke i verden blev umuliggjort. Dette betød imidlertid, at klostervejen åbnede sig, og som 42-årig indtrådte hun i 1933 i et karmeliterklostret og levede som karmeliternonne, indtil hun blev hentet og bragt til Auschwitz.