Kirkeåret som Haiku

Allerførst en personlig indrømmelse: Da jeg første gang stødte på betegnelsen ’kirke-haiku’, reagerede jeg med en art skeptisk foruroligelse, for hvad var det nu egentlig lige, at gamle Kipling havde sagt? At Øst var Øst, og Vest var Vest – og at de to ”aldrig skulle mødes”.

Men det var jo så også for over 100 år siden, og dengang var der ingen globalisering at bekymre sig om – ja, tanken var end ikke tænkt.
’Kirke-haiku’ kunne synes at være en slags litterær bastard. Hvor ordets første halvdel må henvise til den kristne kirke, er genre-betegnelsen ’haiku’ en reference til en nøje specificeret digt-form med rødder tilbage til 1400-tallets zen-buddhisme i Japan.
Et haiku skal – for at være ’rigtigt’ – have et bestemt antal stavelser (henholdsvis 5, 7 og 5) i hver af sine 3 strofer. Dette kriterium lever Jakob Brønnum fint op til – man kan så også sige, at han jo allerede i 2010 forsøgte sig med genren i samlingen Månen i din hånd – og så vidt, så godt.

Den aktuelle bog er imidlertid forfatterens bud på at skrive den gamle digtform ind i en kristen tradition. Alle de små digte forholder sig hver især til kirkeårets eller Ny Testamentes tekster, og udgangspunktet er påsken og Jesus i Getsemane Have. Selvom der ikke overalt leves op til den strenge, japanske disciplin i udtrykket, er resultatet alligevel vellykket. Der er stærke natur-sansninger og gode, religiøse overvejelser. Som de står her, er digtene endog meget vellykkede til at indgå i en kristen, meditativ praksis. Alle de store eksistentielle spørgsmål er kommet med – og flere til!

Et lille tip herfra: Samlingen gør sig bedst – dvs. kommer til sit helt fulde potentiale – ved at tages småbid for småbid. Udbyttet vil blive tilsvarende stort. Det er digte med dybde, og de indbyder til flere anvendelsesmuligheder. Forlaget opfordrer læserne til «at lade pulsen komme helligdagen til gode» – men også hverdagen, må jeg sige. Det er en styrke, er det.

Jakob Brønnum:
Lysåret. Kirkehaiku
146 sider
120 kr.
Forlaget Eksistensen