Missionærfamilie vender tilbage til Danmark fra Peru
Christina og Filip Ambrosen afslutter deres udsendelse i ELM med udgangen af juni.
Christina og Filip vender dermed hjem til Danmark nogle måneder før oprindelig planlagt. De har siden januar 2013 været udsendt til Peru som missionærer i et menighedsopbyggende arbejde i Piura.
– Sammen med Christina og Filip glæder ELM sig over, at denne ny-satsning har båret frugt, og at der nu er etableret en lille luthersk menighed i Piura og en række forskellige evangeliserende aktiviteter, skriver ELM i sit nyhedsbrev.
Arbejdet i Piura overtages af Steffen B. Madsen, når han og familien vender tilbage til Peru i august. Familien er i øjeblikket på orlov i Danmark.