Hvad skrev du i din studenterhue?
Thomas Kingo Wassard Mogensen, student fra Herning Gymnasium.
– Jeg har skrevet 3 ting på indersiden af skyggen:
”Alt er vel, jeg er fri” (fra sangen ”Hverken sorg eller glæde”) synges i sammenhængen:
”Alt er vel, jeg er fri, selv når død, melankoli og bekymringer trænger sig på.
Dag for dag, år for år, Herrens nåde ej forgår, alt er vel, alt er vel, jeg er fri”.
Det er helt fantastisk og frisættende at vide, at lige meget hvad der sker, så er Gud større!
Kol. 3,17 som handler om at gøre alt for Gud – og på hebraisk er ordet for ” lovsang” og ordet for ”tjene/arbejde” det samme (Avodah).
Selv skole er at lovprise Gud og tjene ham.
2. Kor. 3,16-18 som siger, at vi kan se Guds herlighed, og at vi bliver forvandlet ”fra herlighed til (endnu større) herlighed”. For mig betyder det, at vi i Guds nærvær (bøn) bliver forvandlet til at ligne Jesus mere – hvilket er fantastisk!
Birgitte Frost Clausen, student fra Tønder Gymnasium
– En del af de af mine venner som blev studenter sidste år, fik et bibelvers graveret i deres huer, og jeg syntes det var en mega fed idé.
Da jeg skulle bestille min hue, vidste jeg bare ikke, hvilket vers, det skulle være.
Jeg spurgte min mor til råds, og hun foreslog dette vers.
2. Kor 12,9: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed”.
Lige på det tidspunkt tænkte jeg ikke så meget over det, jeg syntes bare det var et godt vers. Siden da og i læseferien har det alligevel rumsteret meget i mit hoved.
Det er svært at give Gud den plads i mit liv, som jeg ønsker, han skal have. Jeg har haft et meget aktivt fritidsliv i gymnasietiden med musik, FDF, arbejde og selvfølgelig lektier, så der er mange ting, som jeg tit er kommet til at prioritere højere end Gud, og jeg har ikke følt, at jeg har haft overskud nok til at lukke Gud mere ind.
Verset minder mig om, at Guds nåde er det eneste, jeg har brug for, uanset hvor lidt overskud jeg har i hverdagen, og uanset hvor meget jeg føler, at jeg forsømmer mit forhold til Gud.