Den hemmelige kongesøn

For 200 år siden blev der født en lille dreng på Brødremenighedens Gæstehus (senere Hotel) i Christiansfeld. Han var søn af den danske konge…

Det viser grundig research af forfatteren og journalisten Jan Søttrup, der tidligere har modtaget priser for sit seriøse arbejde.
Efterkommerne af drengen, William Christian, mødtes lørdag den 18. juni 2016 på hotellet for at fejre 200-året for deres kongelige stamfader, og Udfordringens medarbejder fik lov at være med.
Det er først for nylig, at historien er blevet udredt, og de falske påstande, som florerer på nettet og endda i nogle historiebøger, er blevet tilbagevist.

I bl.a. Wikipedia nævnes kun fire børn af kongen og Benthe Andersen: Louise Frederikke, Caroline Augusta, Frederik Wilhelm og Frederik Waldemar, som alle blev født i København. Men mellem de to sidste sønner, blev der den 27. marts 1816 født en kongesøn i Christiansfeld.

En hemmelig kone
Kong Frederik VI havde i 1809 forelsket sig i den københavnske pige Benthe Andersen, da hun søgte et legat til en sanguddannelse. Og i de næste 30 år til hans død, levede de sammen som mand og kone. Hun var hans ”hustru til venstre hånd”, som man sagde. Den sidste officielle mætresse, som en dansk konge havde. Og der er ingen tvivl om, at de to trofast elskede hinanden indtil døden.
Kongens samliv med Dronning Marie var ophørt, efter at hun havde været igennem en halv snes mislykkede graviditeter, hvorfra kun to piger havde overlevet. Efter den sidste fødsel, en abort og en blodstyrtning måtte kongeparret opgive at få en mandlig tronfølger.
Kongen fik to piger og tre sønner med Benthe, som hans kammerherre havde installeret i et hus ved Toldboden, i dag Esplanaden.
For at give elskerinden anseelse fik hun titlen oberstinde og adelsnavnet Frederikke Dannemand, og ifølge den forfalskede dåbsattest var hr. Dannemand død.
Kongen tog sig diskret af sin ekstra familie tre dage om ugen.

Oldenborgernes arving

Da fru Dannemand blev gravid med sit fjerde barn i 1816 blev det svært for den unge kone nr. 2 at blive i København. Her var der i forvejen masser af intriger og magtkampe om, hvem der skulle efterfølge den barnløse konge, der kunne blive den sidste regent af oldenborger-slægten.

(Frederik VII blev dog efterfulgt af Christian den VIII (1839-1848), der officielt var søn af arveprins Frederik V og arveprinsesse Sophie Frederikke, men hvis far var en kammerherre Blucher,  og han blev igen efterfulgt af den sidste oldenborger, Frederik VII, der var Christian VIIIs søn med en tysk prinsesse, Charlotte Frederikke, som han dog kun var gift med fra 1808-09, fordi hun var ham utro med en fransk syngemester.)

Med alt det ægteskabelige rod, der var i kongefamilien, voksede den folkelige utilfredshed.

Hvorfor Christiansfeld?
Da Frederikke Dannemand blev gravid med kongens fjerde barn, valgte hun at ”flygte” til den nye kristne fristad Christiansfeld, der var anlagt af Brødremenigheden.
Hvorfor netop Christiansfeld?
Det var kongens far, Christian VII, der havde givet tilladelse i 1772 til at opføre byen, efter at hans kongelige forgængere og statskirken havde forfulgt brødrene i 40 år.
Både kongefamilien og en del borgere i København – bl.a. Søren Kierkegaard – havde forbindelse til Brødre-Societetet i Stormgade, som var en del af samme fornyelsesbevægelse.

En kristen fristad
Flækken Christiansfeld havde en særstilling, idet de kristne her ikke var underlagt statskirkens præster og biskopper. Mens rationalismen og religiøsiteten herskede i den officielle kirke, lagde brødrene og søstrene her vægt på hjerte-kristendom og det personlige forhold til frelseren.
Hvordan ville de nu tage imod et barn, som en af de lokale folkekirke-præster kaldte for kongens uægte barn med sin frille?
De tog godt imod ham. Måske huskede de hinanden på, at også Guds udvalgte mænd i Gamle Testamente ofte havde flere koner, og at selv Jesus var født udenfor ægteskabet.
Den kun 27-årige fru Dannemand indlogerede sig sammen med sin selskabsdame jomfru Sophie From på Brødremenighedens gæstehus (idag hotel) om efteråret og fødte den 27. marts 1816 drengen William Christian. Han blev døbt af den lokale sognepræst og et par vidner.
Det var rygtedes i København, at kongens frille gemte sig hos de hellige i Christiansfeld. Statsminister Kaas forsøgte at få kongen og Frederikke til at fraskrive sig de tre københavnske børn. Sikkert for at forhindre enhver risiko for, at hendes børn skulle gøre krav på tronen. Men parret nægtede. De tre københavnske børn døde dog alle barnløse. Kun William Christian i Christiansfeld overlevede og fik en stor familie.

Plejemor i menigheden
Da drengen var to år, efterlod Benthe ham hos en plejemor i Christiansfeld, Søster Anna Friederichsen. Kongesønnen kom til at gå på Brødremenighedens kostskole. Folk i Christiansfeld behandlede den ømtålelige sag diskret. Skoleinspektøren var i København for at tale drengens sag, og Kongen aflagde i juni 1831 et besøg på skolen for at se elevernes arbejde, uden at det blev nævnt, at han selv havde en søn blandt eleverne. Men det blev bemærket, at kongen var bevæget, da skoleinspektøren kaldte ham for ”en god fader”.

William Christian studerede senere jura i Berlin og Kiel og nedsatte sig i 1841 som advokat – i Christiansfeld hos søstrene og brødrene, der blev hans barndomshjem og nære familie. Hele hans slægt blev påvirket af den inderlige kristendom, der udgik fra den lille by.
I 1845 giftede den hemmelige kongesøn sig med præstens smukke datter i nabobyen Aller, Johanne Sophie Davidsen. De fik sønnerne Carl Emil, Waldemar Alexander, Frederik Eugen, Heinrich Wilhelm og William Christian. De fleste af deres efterkommere slog sig ned i Sønderjylland, men kun få af dem har taget Dannermand med i deres navne. Som en landmand fra Sommersted, der nu hedder Pedersen, sagde til mig: ”Hvad skulle jeg bruge det til?” Slægtens efterkommere har ejet eller bestyret større gårde, mens andre omkom i første verdenskrig.

Kongeskift og oprør
Efter kong Frederik VIs død i 1839 blev Christian VIII konge. Han havde tidligere været konge i Norge og dér indført folkestyre. Men da han blev konge i Danmark, holdt han igen med frihedsrettighederne. Bl.a. derfor gjorde hertugdømmerne Slesvig-Holsten i 1848 oprør imod enevælds-kongen i København. De ønskede også en demokratisk republik.

Historisk forklaring: Fra 1848-63 regerede Frederik VII, som døde barnløs og dermed uddøde kongeslægten Oldenborgerne. Rigsdagen overlod nu – efter en del diplomatiske aftaler – den danske trone til en tysk adelsmand Wilhelm af linjen Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck, som på grund af sit ægteskab med Louise af Hessen (Christian VIIIs niece) og sine forbindelser ved hoffet blev belønnet med hertugdømmet Glücksborg (ved Flensborg). Han fik navnet Christian IX. Derved opstod kongeslægten Glücksborgerne, som fortsat regerer i Danmark.

Men uden de diplomatiske aftaler kunne prins Frederik Christian af Augustenborg være blevet konge. Han havde mandlig arveret til hertugdømmet Holsten (med bl.a. Hamborg) og prinsen var stærkt utilfreds med, at hertugdømmet Holsten var blevet indlemmet under den danske stat i 1806 hen over hovedet på holstenerne. Fire år senere forsøgte han at komme i betragtning, da Sverige skulle have en ny tronfølger i 1810, og det skabte store spændinger, fordi også hans svoger kong Frederik VI forsøgte at blive valgt. Det mislykkedes for begge.

Frederik Christian af Augustenborg var desuden gift med prinsesse Louise Augusta, som officielt var barn af den lettere sindsyge kong Christian VII og Caroline Mathilde, men alle vidste, at hendes biologiske far var den berygtede livlæge Struensee. Da dronning Caroline Mathildes utroskab med livlægen blev opdaget, blev Struense henrettet og Caroline Mathilde forvist til Celle nord for Hannover, hvor hun døde af sorg få år senere i 1775. Datteren Louise Augusta blev herefter opdraget ved det danske hof sammen med sin storebror/halvbror, den senere kong Frederik VI, som hun var tæt knyttet til hele sit liv, selv om hun var gift med svogeren Frederik Christian af Augustenborg.

Louise Augusta af Augustenborg havde kvindelig arveret til Danmark, Norge og Slesvig, og hertugen af Augustenborg – som hun i 1786 blev gift med – havde altså mandlig arveret til Holsten. Var han blevet konge kunne det store danske rige med Slesvig-Holsten måske have fortsat.

Men i kong Christian VIII afviste deres ret til troen i et åbent brev i 1846. Det bragte slesvig-holstenere i oprør. De ville løsrive sig fra den danske enevælde i København. Det førte til tre-års krigen i 1848-50, som Danmark ganske vist vandt. Men til gengæld tabte Danmark i 1864, hvor de tyske stater havde forenet sig. Og nu mistede Danmark ikke blot Holsten, men også Slesvig (og Sønderjylland) – helt op til Kolding. Fra at være et kæmpe-rige blev Danmark en lilleputstat.

Tante Louise Augusta i Augustenborg

William Christian var vokset op med nære familie bånd til prinsesse Louise Augusta i det nærliggende Augustenborg, og han sluttede sig i 1848 til oprørerne. Han blev udnævnt til foged over Frøs og Kalvslund Herred af den midlertidige slesvigske regering. Men Danmark vandt krigen, og William Christian blev som straf i 1850 afskediget og nægtet at fortsætte som advokat. Han rejste derfor til Schlesien i Polen (hvorfra Brødremenigheden havde sine rødder). Her blev han garnisonsauditør. Mens han var her, døde hans elskede plejemor, Søster Anna i Christiansfeld. Han skrev et digt til begravelsen om, at ”de for altid i himlen er sammen, som her på jorden har elsket hinanden”. Kort efter døde også hans biologiske mor, fru Dannemand, som havde været enke i 23 år.

Efter krigen i 1864 fik William Christian Andersen oprejsning som foged i Tyrstrup Herred og Christiansfeld, men de nationale følelser var kommet i kog, og det var måske medvirkende til, at han døde i december samme år af et hjerteanfald som kun 48-årig.

I juli 1865 fødte hans enke deres yngste søn, der fik faderens navn. Han blev senere stationsforstander i Argentina, og hans slægt tobaksfabrikanter af Dannemann cigarer. Cigarerne har et mavebælte med et hvidt kors på rød baggrund som det danske flag.
Han tilsluttede sig i øvrigt en lille evangelisk menighed i det ellers katolske Argentina.

Livets kongekrone
Fordi William Christian (senior) trods alt var en kongesøn, er hans grav på Assistens Kirkegård i Haderslev i dag fredet.
På gravstenen står et bibelvers fra Jakobs brev 1, 12, som næppe er tilfældigt valgt. Oversat fra tysk lyder teksten:

”Vær tro indtil enden, så vil jeg give dig det evige livs Krone.”

Det kan meget vel være søster Anna, der har givet den hemmelige kongesøn dette vers engang.
For ganske vist kunne han under omstændighederne ikke få sin kongekrone, men han kendte løftet om det evige livs krone.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mere om Christiansfelds historie: