’Edens Have’ er blevet verdensarv

Marskområdet Ahwar i det sydlige Irak, der udpeges som en del af Edens Have, er et af verdens største indlands-delta.
Marskområdet Ahwar i det sydlige Irak, der udpeges som en del af Edens Have, er et af verdens største indlands-delta.

Et marskområde i Sydirak, som mange mener er den bibelske Edens Have, er nu blevet erklæret verdensarv af UNESCO, skriver Christian Today.com.

Regionen Ahwar består hovedsageligt af marskland. UNESCO beskriver området som ”unikt, og et af verdens største indlands-delta-systemer i et meget varmt og goldt område”.

Marsklandet blev forsøgt drænet af Saddam Hussein i 1990’erne, fordi han frygtede, at oprørsgrupper ville søge tilflugt i området.
I dag er det meste af marsken dog blevet genskabt i sin tidligere form. Foruden vådområderne indeholder Ahwar steder af arkæologisk interesse. Nogle forskere mener, at man her vil kunne finde flere bibelske byer fra oldtiden.
– De arkæologiske byer Uruk, Ur og Tell Eridu er en del af resterne af de sumeriske byer og bosættelser, som udviklede sig i det sydlige Mesopotamien mellem det 4. og det 3. årtusinde før vor tidsregning, hedder det i rapporten fra UNESCO.

Mange af Iraks historiske steder er blevet ødelagt af terrorgruppen Islamisk Stat. Iraks premierminister Haider al-Abadi har derfor lovet, at Irak vil arbejde for at beskytte Ahwar mod ”barbariske terrorbanders ødelæggelse og sprængning af Iraks arv og oldtidsminder”.