Min mand pakker mig ind i vat efter min sygdom

Kære Suh.
Jeg har igennem de sidste 2 år været igennem et slidsomt forløb med kræft og dertilhørende behandling. Jeg er nu erklæret ”rask” og skal blot gå til kontrol. Jeg er træt og slidt ovenpå forløbet, men har det ellers godt. Jeg er er taknemmelig for, at jeg formentlig kan se frem til flere gode år forude (jeg er pensionist). Jeg er dog bekymret for min mand. Mens det stod på var han som en klippe, rolig og støttende og så god for mig. Nu bagefter er det som om, at han ikke kan finde ud af det. Han våger over mig hele tiden og pakker mig ind i vat – nærmeste bogstaveligt talt. Spørger hele tiden til, hvordan jeg har det. Jeg synes næsten, at vi aldrig har snakket så meget om sygdom, som vi gør nu – hvor jeg er blevet rask. Jeg har det svært med at skulle sige det til ham, for jeg ved godt, at han gør det for at passe på mig, og jeg kan mærke, at jeg trækker mig fra ham, hvilket får ham til at kontrollere mig endnu mere. Det er en ond cirkel vi har fået i gang og jeg vil gerne have det stoppet. Jeg vil gerne sige fra – men jeg vil ikke såre ham eller skubbe ham væk.
Venlig hilsen Hustruen

Kære Hustru
Mænd er generelt handlekraftige og praktisk anlagte, og de har som regel brug for at kunne fixe ting, når der er problemer – kunne gøre en forskel. Magtesløshed og lediggang er derfor en pinagtig udfordring for dem. Mens du var syg har din mand sikkert oplevet det befriende at kunne kæmpe mod kræften ved at kunne gøre noget for dig: køre dig til undersøgelser, støtte dig fysisk og psykisk, hente ting til dig, pakke dig ind i tæpper eller hvad det nu har været.

Nu da du er erklæret rask er der ikke længere noget at kæmpe imod – men måske ligger der en angst og lurer i ham for at kræften skal komme tilbage? Hvordan kæmper man mod noget, der ikke er der, men måske kommer? Det kan man gøre ved f.eks. at kontrollere dig og overvåge hvert skridt du tager, for på den måde kan han få følelsen af at handle, at gøre noget – holde kræften væk. Han kan få følelsen af at være i kontrol og dermed dulme sine bange anelser.

Desværre er det slet ikke konstruktivt: du får klaustrofobi og prøver at undgå ham – og han går formentlig rundt med mavepine og mister evnen til at være ordentligt til stede i resten af sit liv. Måske er han slet ikke selv klar over ændringen eller det, der sker mellem jer, så jeg tror, du er nødt til at tage hul på det. Overvind din bekymring for, hvad der vil ske, hvis du begynder at tale om disse ting, og snak med ham om, hvordan du oplever jeres forhold og jeres hverdag nu. Fortæl ham, hvad det gør ved dig at blive overvåget og pakket ind hele tiden. Hjælp ham til at få sat ord på sin angst for kræften – du er vel den, der bedst kan forstå ham af alle – og prøv at tale med ham om, hvordan I sammen kan fokusere på livet i stedet for angsten for døden. Hver eneste dag I har sammen kan blive til en gave og en velsignelse for jer, snarere end endnu en dag, hvor kræften måske er vendt tilbage. Fokuset vælger I selv – og her kan din mand igen være en klippe og til stor støtte og opmuntring, netop fordi han er ivrig efter at gøre noget. Lad ham forstå, at du har brug for at han bringer liv og glæde ind i jeres hverdag, og at det er sådan han hjælper bedst – også i praksis. Fortæl ham gerne, hvilke konkrete ting, der ville glæde dig. På denne måde bliver din mands iver efter at handle til noget konstruktivt.
Hilsen Suhif (document.currentScript) {