Sandras mørke er forsvundet

Sandra kæmpede med mørke tanker, selvmordsforsøg, stoffer og skar i sig selv. Hun troede, hun kunne klare alting selv. Langsomt opdagede hun, at ondskaben var virkelig – og at den ikke ”bare” var en del af hende selv.

Da Sandra var i 8-års alderen kunne hendes mor mærke, at der skete et eller andet med hende. Men hun følte ikke, at hun kunne hjælpe sin datter.

– Det, der var mest tydeligt dengang, var, at jeg kunne blive enormt aggresiv. Jeg trak mig og isolerede mig ret meget fra min familie, forklarer Sandra.
Hun lavede fx aldrig lektier. Og derfor lærte hun først ret sent at læse. Men familien fandt først ud af det i fjerde klasse.
– Jeg skiftede meget mellem, hvem jeg var. Det gør alle nok, men jeg gjorde det mere.
Da jeg begyndte at tro, var det ikke kun begyndelsen til at tro på det gode, men også på det onde. Og at der havde været noget ondt, som havde haft fat i mig på en eller anden måde, siger Sandra, som stadigvæk ikke er helt afklaret med, om det ligefrem kan have været dæmoner, der påvirkede hende så kraftigt.

Mørke og masser af fjernsyn

Som barn prøvede hun at flygte fra tankerne:
– Jeg så vildt meget fjernsyn! Som barn havde jeg et misbrug af slik og af fjernsyn. Jeg ville altid se fjernsyn, når jeg kom hjem fra skole, siger Sandra, som nu kan se, at det var en måde at flygte fra de destruktive tanker, der plagede hende.
– Jeg skrev i en stil i 6. klasse, at fjernsynet var “frelseren”. At jeg bare måtte kaste mig ind foran det fjernsyn, fordi det kunne stoppe mine tanker og kunne give mig noget fred, forklarer Sandra og undrer sig i dag over sit præcise ordvalg dengang.
Sandras destruktive og mørke tanker ledte hende ud i selvmordsforsøg, hun skar i sig selv og havde spiseforstyrrelser.
Men hun søgte ikke hjælp:
– Det har været den største løgn i mit liv: At jeg skulle klare alting alene – og at jeg kunne.

Ville gerne dø

For dem som ikke har prøvet at skære i sig selv eller have spiseforstyrrelser, kan det være svært at forstå, hvorfor man gør det.
– Det var, fordi jeg gerne ville dø. Det havde været under opsejling, men omkring 6. klasse ville jeg aktivt gerne slå mig selv ihjel, husker hun.
De stærke dødstanker rumsterede i mange år, indtil hun i gymnasiet måtte erkende, at hun nok ikke ville begå selvmord.
– “Hvis man regner sit liv for intet, så vil man ikke tage sit eget liv for at smadre andres”, tænkte jeg. Så det gav en slags tilfredsstillelse, at jeg kunne være tæt på at dø. Lige bevæge mig ud til kanten, siger Sandra.
Selvom hun rationelt ikke havde lyst til det, så var der alligevel en stærk dødsdrift i hende:
– Jeg hadede bare mig selv så meget. Jeg kunne ikke holde ud at være sammen med mig selv.

Den falske verden

Sandra havde dog en stærk drift mod at blive udfriet. Derfor begyndte hun bl.a. at tage stoffer.
– Jeg fik jeg en kæreste, der tog stoffer. Jeg har aldrig haft et decideret stofmisbrug. Men det kom til at styre mig.
– Man føler sig som et “rent barn”. Fuldstændig uden smerte. Men jeg har tænkt på siden hen, at det onde var, at det kun var dér, jeg kunne jeg elske mig selv.
Men Gud elsker os jo på trods af vores egne følelser.
– Det smukke ved Gud er ikke, at han møder os, når vi er perfekte. Gud møder den Sandra, som jeg er træt af. Som bliver usikker og roder rundt.
I dag ser hun stofferne som “Satans kirke”:
– Man bliver bildt ind, at der er et paradis, men du har bare brug for et middel. Du er ikke middel nok i dig selv. Det er det lille twist, som det onde kan lave. Det kan virkelig ligne paradis, det jeg har oplevet med stoffer. Det er et af de bedste illusionsmidler til at ligne paradis, men der er bare det “men”, at der bliver sat et middel imellem dig og paradis. Så det er ikke dig og Gud. Det er dig og stofferne og Gud.
– Men det er jo netop ikke Gud, man møder. Det er denne verdens gud – Satan. Og det ville ikke være så stærkt et angreb, hvis det ikke lignede noget godt så meget, reflekterer hun.
Hun ser narko som en slags kirke, en nærmest religiøs oplevelse. Men også som en afgud.
– Gud er anderledes ved at møde mig lige her, hvor jeg er brudt og ikke har det så godt. Det er også meget smukkere at blive elsket i den situation, siger hun.

”Jesus var vel en karismatisk skizofren”

Sandra havde dengang ikke tænkt så meget over religion, men hun var på forhånd ikke særlig begejstret:
– At definere en gruppe vil altid betyde, at der er nogen udenfor. Det så jeg simpelthen som et socialistisk problem. Det er totalt anti-socialistisk at opbygge fællesskaber omkring dogmer, tænkte jeg. Jeg har altid haft et problem med grupper og hierakier. Og selvom jeg ikke har læst ret meget i Bibelen, så troede jeg, at den var kvindeundertrykkende. Og det med Jesus syntes jeg nærmest var vulgært. Det havde jeg næsten væmmelse over. At man kunne tro på en biografisk person som Gud. Det syntes jeg var komisk, siger Sandra, mens hun kigger frem og smager på sine egne ord.
– Han havde nok bare været en karismatisk skizofren, det var vel det mest sandsynlige, tænkte jeg.

Søster blev “mega kristen”

Forældrene var ikke kristne, men kom lidt i en frikirke i Sandras teenageår, fordi moren havde fået arbejde på en kristen friskole. De stoppede dog hurtigt igen. Men moren havde nærmest ved en fejl fået tilmeldt Sandras søster Christine til Alterna, som er Pinsekirkens efterskole i Mariager, efter at hun engang havde set dem opføre et imponerende dansenummer. Det resulterede i, at søsteren blev “mega kristen”, som Sandra siger det.
– Min mor ville faktisk have hende hjem, da hun fandt ud af, at det var en bibel-efterskole, smiler Sandra. Men Christine ville ikke hjem. Og da hun senere flyttede til København i 2015, ville hun finde en kirke. Og Sandra ville, som den gode storesøster, gerne hjælpe hende med det.

– Vi var i Hillsong og da vi kom til Vineyard sagde jeg til hende: “Det er her, du skal gå. Du bliver en tjekket kristen, hvis du går her”, griner Sandra, som dog også selv kunne mærke noget. Især lovsangen gjorde noget ved hende. Christine blev ved med at overtale Sandra til at komme med i kirken. Ofte kom hun med i sidste øjeblik.
– Samtidigt rullede mit liv ud ad en tangent. Jeg tog flere og flere stoffer. Det blev mere og mere skærende klart for mig, at jeg manglede en forandring i mit liv. Jeg troede så ikke, at den forandring skulle være tro. Men det kan jeg se nu, at Gud har tænkt.

Sandhed gav frihed

Selvom hendes stofmisbrug tog til, havde hun aldrig fortalt familien om det. Ingen vidste, hvad der foregik i hendes liv.
– Synd er det, der skiller dig fra dig selv og fra andre mennesker og fra Gud. Og familien vidste bare ikke, hvad jeg foretog mig. Men efter at Gud er kommet ind i billedet, er alle disse hemmeligheder langsomt blevet åbenbaret.
Jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle sige til dem, at jeg havde taget stoffer. Jeg tænkte: ”Hvorfor Gud? Det er jo ligegyldigt. Det vil bare gøre dem så kede af det.” Christine græd og græd, og jeg tænkte: “Hvad skal det gøre godt for?” Men nu, to år senere, kan jeg se, at der er blevet skabt nogle bånd på baggrund af sandheden.
Jeg havde en fantastisk relation til hende før sandheden, men nu har vi en fantastisk relation i sandheden, og det er så meget smukkere. Og nu kan vores relation vokse på en måde, som langt overgår min fantasi. Gud har taget mit liv og gjort det så meget bedre, end jeg selv kunne have drømt om. Overhovedet, understreger hun.

Troede ikke på ondskab

Sandra begyndte langsomt at tro på Gud:
– Da jeg blev kristen, begyndte jeg at tænke, at der måske var noget ondt, som havde invaderet mig og forsøgt at slå mig ihjel.
Jeg har jo gået lidt til psykolog, har mediteret og haft en lang rejse af introspective helbredelsesprocesser. Og selvom det har været meget godt, så har det ikke rigtigt hjulpet. Det, der har hjulpet, har været at overveje, at der er en kraft, som vil mig det ondt, siger Sandra og fortsætter:
– Nogle gange bliver kristendommen også misforstået som en eller anden slags socialisme.
Før troede jeg også på det gode, på fællesskab, og jeg var et menneske, som søgte efter de gode ting. Men jeg troede faktisk ikke på ondskab. Det betød bare, at det onde, jeg havde oplevet i mig selv, det troede jeg var en del af mig selv.

Den vigtige nat

En dag fik Sandra tre gange den tanke, om der mon havde været en dæmon på spil i hendes liv. Den tredje gang lå hun i sin seng om aftenen.
– Det blev jeg skide bange for. Jeg havde altid følt mig stærkere end alle andre, men lige pludselig blev jeg bange for noget. Det rystede alt, hvad jeg troede om mig selv. Jeg blev bange.
Frygten var så voldsom, at Sandra var klar til at gøre hvad som helst.
– Så lånte jeg min søsters kors.
Jeg følte, at det gav mig en form for beskyttelse. Ikke mindst for min krop, som jeg har oplevet mange angreb imod. Det minder mig om, at jeg har brug for Guds beskyttelse.
Sidste år valgte hun at tro på Jesus. “At blive gift med ham”, som hun siger. Hun blev døbt sidste sommer på Vineyards Summer Camp for at bekræfte det.
– Der var noget i mig, der gav op overfor Gud. Og det havde åbenbart været på vej længe. Jeg så de andre bede for hinanden. Jeg så så mange smukke ting, som jeg ikke havde set andre steder. Og jeg mærkede et nærvær, en lovsang, som ikke var kunstig, og derfor smukkere, end hvad jeg havde oplevet på stoffer.

Selvom hun stadig er på en trosrejse med Gud, så kan hun nu se tilbage på sit liv og sige:
– Gud skrev min historie om.