99-årig: – Jeg elsker at lege!

99-årige Ellen Rasmussen fra Aarhus er et livsstykke og fuld af ”skæg og ballade” og historier – men hun har også forberedt sin egen begravelse. 

En nat drømte Ellen Rasmussen, at hun mødte Jesus. Da hun vågnede, lå hun stadig i sin seng, og som hun siger: ”Gud vil åbenbart ikke have mig endnu”.

Ellen smiler. Hun er overbevist om, at dét hun drømte, nok skal blive virkelighed, når hun dør. Det er sikkert og vist.
– Jeg glæder mig til at møde Jesus, for jeg har snakket så meget med ham hernede, så nu vil jeg godt snart snakke med ham oppe i himlen, klukker Ellen.

Knapt 100 år har hun på kilometertælleren, Ellen Rasmussen, men det er mest i tid, hun har bevæget sig langt. Rent fysisk er hun næsten tilbage, hvor det hele begyndte. I hjertet af Aarhus. Et par stenkast fra barndomshjemmet i Hjortensgade.

Nu bor den 99-årige åndsfriske kvinde i ældrebolig i forbindelse med omsorgscentret Møllestien i Grønnegade. I sin egen lille lejlighed, hvor hun stort set klarer sig selv.

Op kl. 7 og i seng lidt over midnat. Hun skal nå at få det hele med. OL-åbningen fra Rio de Janeiro sad hun og så i fjernsynet til ud på natten. Men hvis den store Stofa-pakke på tv-apparatet ikke lige spyer noget ud, som Ellen kan lide, sætter hun en video på, når hun sidder i sin stue om aftenen.
Hun har masser af film: Olsen Banden, Sommer i Tyrol, Barndommens Gade osv. – eller måske sætter hun en video på med André Rieu, violinist virtuosen fra Holland, en af hendes musikalske helte, og sidder og nynner med. På væggen i hendes hyggelige lejlighed hænger et fotografi af André Rieu, men også af Birthe Kjær og Hansi Hinterseer. Dem kan hun også rigtig godt lide.

Musik og sang skal der til. Hendes mor sang og fløjtede altid og var fuld af ”skæg og ballade”, fortæller Ellen, og morens gener er tydeligvis gået i arv.
Pludseligt sætter Ellen i med en sang. En gammel vise, der oprindeligt blev gjort kendt af Holger ”Fællessanger”:
Smil til hinanden, smilet gør dig glad
Smil til hinanden, lær det udenad
Prøv selv hvordan en hverdag bli´r til fest
Smil til hinanden i øst og i vest.
Smilet er den korteste vej mellem mennesker, sagde entertaineren Victor Borge, som Ellen engang har mødt og har en autograf af i sin autografsamling.

Takker Gud hver dag

Hver morgen hører hun morgenandagt i radioen, og i alle årene har hun gået i kirke hver søndag.
Nu kniber det med at komme afsted, men en gang om måneden kommer sognepræst Marianne Frank Larsen fra Vor Frue Kirke over til Ellen i et par timer.
Det er også fra Vor Frue Kirke, dér hvor Ellen er både døbt og konfirmeret, at hun skal begraves. Hun har planlagt begravelsen.
Salmevalget er på plads: ”Hil dig Frelser og Forsoner”, ”Under dine Vingers Skygge” og så hendes personlige favorit: ”Den Signede Dag med Fryd vi ser”. Og blomsterpynten: Roser, fresier og syrener. Selv teksten til sin egen dødsannonce har hun på plads: ”Forhenværende fodterapeut Ellen Rasmussen er sovet ind i troen på sin Frelser”.

Det føles slet ikke upassende at sidde og tale så direkte og konkret om døden, for Ellen ved godt, at hun har nået livets yderste revle, derude hvor der ikke er flere revler tilbage.
– Jeg takker hver dag Gud for mit liv. Jeg har haft det mest vidunderlige liv. Nu venter jeg kun på, at han kommer og henter mig, udbryder hun.
Hun er taknemmelig. Hun har haft mænd, der var gode ved hende, og er blevet velsignet med et lyst sind og et godt helbred.
– Jeg kunne gå i spagat, til jeg var 83 år, indskyder Ellen, men så brækkede hun hoften, og da var det slut med den fornøjelse.

Vel driller det ene ben, så hun må bruge rollator, og desværre kunne hun ikke få børn, men ellers har der ikke manglet noget.
Hun har i 15 år boet i ældreboligen, med udsigt til tårnet i barndommens Vor Frue Kirke.
Det var også dér ved Vor Frue Kirke, at hun som lille pige, en af de mere frække af slagsen, kastede en snebold og skød hatten af pastor Balslev, da hun gik til konfirmationsundervisning.
– Pastor Balslev vendte sig om og så, at det var mig. Nåh, det er bare Ellen, så gør det ikke noget, grinte han.

Et livligt barn

Ellen var et livligt barn. Hun var tvilling. Og hvor tvillingebroren var den indadvendte, var Ellen den udadvendte, hende, der altid lavede sjov og tit kom galt afsted.
Hun voksede op i Hjortensgade, tæt på Vesterbro Torv, på hestevognenes og brostenenes tid. En dag fjernede hun den klods, der lå under det ene hjul på en parkeret hestevogn midt oppe på den stejle Hjortensgade. Vognen satte i bevægelse og rullede tværs over gaden og bragede ind i en husmur, som væltede.
En anden gang huggede hun den halve lillefinger af sin tvillingebrors hånd med en økse, så den måtte sys på igen.
– Så du kan nok høre, hvor slem jeg har været, ler Ellen.

Nede i bunden af Hjortensgade boede den lidt yngre Lily Broberg, som Ellen gik til ballet og step sammen med. Lily Broberg blev senere en folkekær skuespiller.
Som ung spillede Ellen amatørteater med Karl Stegger, og Ellen syntes, han var så dygtig, at hun en dag gik ned på Aarhus Teater og fortalte om Karl Stegger, der ligesom Lily Broberg endte med at blive en særdeles folkekær skuespiller.
– Han gav mig senere et stort knus for at give ham dét puf, fortæller Ellen, som stadig har kontakt til Karl Steggers datter, Ritha.
Ellen optrådte også med dans og step på bl.a. Vennelyst Teater, som blev sprængt i luften under krigen, og på Varna i Marselisborgskoven, et sted, hvor de fine herrer fra logerne kom i smokings.
– Mor sagde: ”Pas på mændene!”. Mændene kaldte mig for ”istappen”, for jeg har altid været en ordentlig pige og har aldrig gjort noget, som Ham deroppe ikke ville have, griner Ellen og peger op i luften.

Mænd og kærlighed

Ellens første mand og store kærlighed hed også Karl. Han var direktør for en konfektionsfabrik. Han kaldte Ellen for sin dronning og bar hende på hænder og fødder. De nåede kun at få to år sammen, før Karl blev dræbt i en trafikulykke. Det slog Ellen helt ud. Men til alt held fik hun lov til at komme på rekreationsophold på Saxild Strand.
– Dér var jeg i tre måneder, og dét, der reddede mig, var to hunde, der var dernede. De to dejligste hunde, som fulgte mig, hvor end jeg stod og gik. Det var stor kærlighed, smiler Ellen.

Senere mødte hun Georg, en skotøjsfabrikant og katolik, som hun fik 19 dejlige år sammen med, inden han døde en juleaften på hospitalet. Mand nummer tre hed Christian og var bagermester, og ham fik Ellen godt og vel 10 gode år sammen med, inden han en dag faldt om på stuegulvet med en hjerneblødning og døde. Den sidste var Jens – Jens Vejmand, smiler Ellen – en god og kærlig landmand, som Ellen fik 10 år sammen med.
– Tænk dig, jeg har kunnet finde fire gode mænd, og nogle kan ikke en gang kan finde én. Jeg ville kun have enkemænd, for jeg render ikke med andres mænd, ler Ellen, der i 35 år havde sin egen fodterapeut-klinik i Aarhus.

Motion og leg

I sin stue har Ellen en dukke, der kan danse. Den stiller hun på bordet, og dukken sætter sig i bevægelse, mens lystig musik strømmer ud af den.
– Jeg elsker at lege, siger Ellen og smiler.
– Der står i Bibelen, at vi skal blive som børn igen, klukker hun.
Da Udfordringen er på besøg, har stedets pedel tilfældigvis taget sin veteranbil, en velholdt britisk MG, med sig på arbejde og parkeret den nede midt i gården. Dér holder den og skyder brystkassen frem og skinner af svundne tider.
Ellen får lov at sætte sig i MG’en, og pedellen lover hende en tur en af dagene.
– Tænk dig, jeg skal ud og køre i den fine bil, udbryder Ellen henrykt.

Legen og nysgerrigheden efter at prøve nyt, og dét at sige ja tak til livets muligheder, når de byder sig til, har været med til at holde Ellen i gang. Hun har også motioneret hele livet: step, ballet, folkedans, lanciers, været i vandrelaug, dyrket yoga og brugt sin cykel flittigt.
Og hun har spist sundt, ikke fanatisk sundt, men tænkt over, hvad hun har puttet i munden, og tit har det været ”meget med fisk, sild, makrel, røget ål og sådan noget”, som Ellen siger. Hun har også sparet på kaffen og drukket meget urtete i stedet, men nogen præcis opskrift på et langt liv har hun ikke.
Hendes gode humør og lyse sind har dog næppe skadet.
Men på spørgsmålet, hvordan hun har holdt sig så godt – og nærmest ung af sind – kommer drillepinden alligevel op i Ellen, og hun siger ud i luften:
– Hvordan kan man være ung, når man er så gammel, ler hun, men bliver så alvorlig:
– Jeg har ikke ladet mig påvirke, hvis jeg møder surhed og negative mennesker. Jeg har været glad for livet og for at kunne gøre andre glade. Hver gang, jeg går ud af min dør, beder jeg om kraft til at glæde min Far i himlen og være til gavn for mine medmennesker, smiler Ellen Rasmussen.