Domino lukker, men Udfordringen lever
FrikirkeNet har besluttet at nedlægge frikirkemagasinet Domino ved årsskiftet efter 12 års forsøg. Til sidst kom det kun med 6 årlige udgaver.
Den gode nyhed er, at FrikirkeNet i stedet vil satse sine kræfter på en pressetjeneste, der skal påvirke medierne til at fortælle mere og bedre om Danmarks frikirker.
– Vi har gennem flere år forsøgt at hæve indtægterne i netværket, men da dette ikke er lykkedes, har vi set os nødsaget til at lukke Domino, forklarer FrikirkeNets formand, Lars Bo Olesen.
– I stedet vil vi opprioritere pressetjenesten og gøre den mere offensiv. Det vil vi gøre gennem en eller flere nye deltidsansættelser, som skal føre en ny og mere offensiv mediestrategi ud i livet, hvor vi bl.a. vil arbejde for at skabe et netværk blandt journalister, samtidig med at vi forsyner dem med grundlæggende information om frikirker, siger formanden.
FrikirkeNet er et netværk for menigheder fra især Pinsekirkerne, Apostolsk Kirke, samt en del baptistkirker og uafhængige kirker.
Domino var en sammenlægning af Korsets Evangelium (Pinsekirkerne) og Evangeliebladet (Apostolsk Kirke) og et organ for FrikirkeNet. Men bladet lagde vægt på at være et ”livsstilsmagasin” snarere end et menighedsblad med interne nyheder. Nu udkommer det for sidste gang 15.9. og 17.11.
Udfordringen har altid haft gode relationer til Domino. Vi har lånt artikler og fotos af hinanden. Bladets dygtige journalist, Jens Linde, har fået sin uddannelse på Udfordringen.
Men det skal ikke være en hemmelighed, at Domino også gjorde livet sværere for Udfordringen, fordi en del abonnenter nøjedes med at læse gratisavisen Domino.
At drive avis i dag er en stor udfordring for ALLE på grund af internettet og gratisaviserne. Store kendte dagblade trues af lukning. Det er derfor vigtigt, at vi står sammen om Udfordringen, som gennem 44 år er blevet et fælles organ for levende kristendom på tværs af kirkerne.
I fremtiden vil kirkeretninger og teologier nemlig betyde mindre, men den personlige tro på Jesus Kristus vil forene os mere, og enheden vil gøre den levende kirke stærk og tiltrækkende igen.